skip to Main Content

25 år siden i dag: Danmark blev sluttet til EU i en regn af kugler og brosten

Først stemte danskerne nej til oprettelsen af EU, men så blev de bedt om at stemme igen. Læs baggrunden for de voldsomme protester 18. maj 1993 her.

De voldsomme scener fra Sankt Hans Torv fyldte i medierne, men 18. maj 1993 handler om meget mere end det. Foto: Arbejderen/Folkebevægelsen

 

“Skyd efter benene!”

De tre ord er nok det, mange husker fra den 18. maj 1993, hvor politiet for første gang siden 2. verdenskrig skød mod demonstranter i forbindelse med voldsomme uroligheder. I dag er det 25 år siden.

Men baggrunden for protesterne fortæller en vigtig historie om EU og de forbehold, som Lars Løkke Rasmussen nu mener, at der skal gøres op med.

Læs med her.

Først skulle vi stemme…

For at forstå historien, skal vi tilbage til 2. juni 1992, hvor Danmark som det første land skal stemme om en ny EU-traktat, Maastricht-traktaten.

Traktaten er blevet til i kølvandet på Berlinmurens fald. Den omdanner det daværende fællesmarked EF til Den Europæiske Union EU og starter opbyggelsen af en egentlig stat.

Traktaten indfører blandt andet en fælles valuta, et unionsborgerskab, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt militært samarbejde. Endelig lægger den grundlaget for en ensretning af landenes retspolitik med et overstatsligt samarbejde.

Trods den markante overførsel af magt til EU, skal kun tre lande stemme om den nye traktat; Frankrig, Irland og som det første land, Danmark.

Op til afstemningen taler regeringen og de største Folketingspartier for et ja. Kun Folkebevægelsen mod EF, Fremskridtspartiet, den nydannede Junibevægelse og SF taler for et nej.

Alligevel vinder nej-siden, og det sender chokbølger gennem hele den europæiske top, da et flertal på 50,7 procent mod 49,3 procent stemmer nej til traktaten.

… og så skulle vi stemme igen

Det danske nej skaber krisestemning i det daværende EF. Men politikerne er fast besluttede på ikke at lade traktaten gå i vasken.

Syv af Folketingets otte partier går sammen om en aftale, som bliver døbt det nationale kompromis. Det går ud på, at Danmark alligevel skal godkende Maastricht-traktaten, men stå uden for de fire områder: Forsvar, fælles mønt, retspolitikken og unionsborgerskabet.

Kompromisset bliver forhandlet på plads med de andre lande i den skotske by Edinburgh som en tillægsaftale til Maastricht-traktaten – den såkaldte Edinburghafgørelse.

Og 18. maj 1993, mindre end et år efter nej’et til Maastricht, skal danskerne igen til stemmeurnerne.

Denne gang bliver de mødt af en massiv kampagne fra ja-siden, med toppolitikere og kendte kulturpersoner i front.

Blandt partierne er Kristeligt Folkeparti og SF, som ellers anbefalede et nej til Maastricht. Nu anbefaler de i stedet et ja til den nye aftale.

Danskerne stemmer ja med 56,7 procent for og 43,3 procent imod, og Maastricht-traktaten kan nu ratificeres. Oprettelsen af EU er en realitet.

Stor frustration

Processen skaber stor frustration blandt mange vælgere, der føler, at de har skullet stemme om den sammen traktat to gange.

På Nørrebro udbryder der i løbet af aftenen store protester. Da politiet sender civilklædte betjente med skarpladte pistoler ind i gadekampe på Sankt Hans Torv, ender det med, at de trækker deres våben og skyder 113 gange mod menneskemængden.

11 demonstranter må efterfølgende behandles for skudsår, mens også mange betjente bliver sårede.

De mange sårede demonstranter søger tilflugt i butikker og lejligheder omkring Sankt Hans Torv.

I en af lejlighederne sidder Rina Ronja Kari, der dengang er bare otte år gammel.

Oplevelsen bliver formende for hendes holdning til EU, fortæller Kari, der i dag repræsenterer Folkebevægelsen mod EU i EU-parlamentet.

“Det var et kæmpe chok at opleve. Jeg boede på Nørrebro med mine forældre og så kampene på nærmeste hold. Jeg forstod jo ikke alt hvad der foregik, men jeg kan huske at den der følelse af uretfærdighed sad dybt i mig. Den var sidenhen med til at forme min EU-modstand, og var stærkt medvirkende til, at jeg som meget ung blev aktiv EU-modstander,” siger Rina Ronja Kari.

Hvad med forbeholdene?

De fire forbehold var det, der fik danskerne til at stemme ja til Edinburgh.

Siden har politikerne flere gange prøvet at få dem afskaffet, men hver gang har danskerne stemt massivt nej.

I 2000 stemte 53,2 procent nej til at det økonomiske forbehold skulle afskaffes, så Danmark kunne deltage i Den Økonomiske og Monetære Union og indføre euroen som valuta i stedet for den danske krone.

Og i 2015 år stemte 53,1 procent af danskerne nej til, at retsforbeholdet skulle afskaffes, så Danmark kunne indgå i EU’s fælles retspolitik.

Med EU’s udvidede militære samarbejde i år har flere politikere talt for, at det var på tide med en folkeafstemning om det militære forbehold.

Og senest den 9. maj, på EU’s såkaldte “Europa-dag”, slog statsminister Lars Løkke Rasmussen til lyd for et totalt opgør med samtlige fire forbehold. Han understregede dog samtidig, at der ikke er udsigt til en folkeafstemning om forbeholdene før næste folketingsvalg.

“Det er jo helt vildt. Historien om 18. maj og politikernes efterfølgende iver for at afskaffe forbeholdene igen, viser om noget, at når man siger nej til mere EU, så bliver man bare spurgt igen og igen indtil man siger ja. Men vi husker godt historien! Vi bliver ved med at sige nej og kæmpe for at forsvare de fire forbehold,” siger Rina Ronja Kari.

Back To Top
X

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk