fbpx Skip to content

30 år i folkestyrets tjeneste

David Helin: 30 år i folkestyrets tjeneste – Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972 – 2001. Grevas Forlag 2002, 336 sider, illustreret bl.a. i farver. Pris 220,- kr. (indb.)

Forfatteren David Helins egen præsentation af bogen

I 30-året for EF-afstemningen i 1972 har David Helin skrevet den første samlede fremstilling af Folkebevægelsens og i høj grad EF/EU-modstandens historie.

Bogen fokuserer først og fremmest på Folkebevægelsens syn på EF/EU og organisationens aktiviteter, især i forbindelse med de folkeafstemninger og parlamentsvalg der har været afholdt igennem årene. Herved søger forfatteren ikke mindst at besvare spørgsmålene: Hvorfor har det været så vigtigt at være imod EF/EU? Hvad ville man gerne have i stedet for? Og hvad har man foretaget sig for at opfylde sit mål om at bringe det danske medlemskab til ophør? Bevægelsen bliver levendegjort ved en lang række fortællinger fra mere og mindre kendte personer, der har virket i den.

Men bogen handler også om mere end det. Den indeholder samtidig en beskrivelse af EF/EU’s udvikling og den proces, hvorved Danmark er blevet en stadig mere integreret del af denne statsdannelse; herunder en beskrivelse af de til tider ganske rystende midler, som de danske politiske magthavere har benyttet sig af for at integrationen kunne finde sted. Bogen bliver dermed tillige en stærk kritik af de udemokratiske tilstande, der har hersket i Danmark på dette politiske område. Og den er samlet set et væsentligt bidrag til at udfylde det temmelig store hul, der findes med hensyn til litteraturen om EU-debatten og Danmarks integrationsproces i det hele taget.

30 år i folkestyrets tjeneste henvender sig til alle der er interesserede i EU, modstanden mod EU, samt selvfølgeligt ikke mindst i Folkebevægelsen og politiske bevægelser i det hele taget.

Forord

Udgangspunktet for nærværende version af Folkebevægelsens historie er det historieforskningsprojekt, som jeg har arbejdet med i Folkebevægelsens regi, og hvis vigtigste resultat er min bog 30 år i folkestyrets tjeneste – Om Folkebevægelsen mod EU’s historie 1972 – 2001. På grund af bogens store omfang (på 336 sider) har der foreligget et udtalt behov for en skildring af Folkebevægelsens historie, der har et langt mere kortfattet karakter. Dette behov søges hermed opfyldt.

Ligesom bogen fokuserer denne her fremstilling først og fremmest på Folkebevægelsens syn på EF/EU samt organisationens aktiviteter, og begge aspekter især i forbindelse med de folkeafstemninger og parlamentsvalg, der har været afholdt igennem årene. Herved har jeg ikke mindst forsøgt at besvare spørgsmålene: Hvorfor har det været så vigtigt at være imod EF/EU? Og hvad har Folkebevægelsen foretaget sig for at opfylde sit mål om at bringe det danske medlemskab til ophør?

Men nærværende fremstilling handler, også i lighed med bogen, om mere end det. Den indeholder nemlig samtidigt en beskrivelse af den proces, hvorved Danmark er blevet en stadig mere integreret del af EF/EU; herunder en beskrivelse af de til tider ganske rystende midler, som de danske politiske magthavere har benyttet sig af, for at integrationen kunne finde sted. Fremstillingen indeholder dermed tillige en stærk kritik af de udemokratiske tilstande, der har hersket i Danmark på dette politiske område.
Til forskel fra bogen har jeg undladt at medtage de mange fortællinger fra personer, som har virket for Folkebevægelsen. De læsere, der kunne være interesserede i disse eller i en mere udførlig skildring af bevægelsens historie, henvises til selve bogen.

Ellers vil jeg ønske god læselyst og et tilfredsstillende udbytte af læsningen.
David Helin, juli 2003

EU-modstanden i 60'erne

Folkebevægelsen mod EU, eller rettere sagt Folkebevægelsen mod EF som organisationen hed i de første mange år, blev dannet i 1972. Dette var resultat af en proces som strakte sig over adskillige år, og som altså begyndte i 60’erne. Allerede fra begyndelsen af 60’erne, og det vil sige nogle få år efter dannelsen af EF, opstod der nogle deciderede modstanderorganisationer og en række lokale komitéer, i hvert fald i det storkøbenhavnske område. Disse organisationers og komitéers forsøg på at skabe bredde og folkeligt røre mod Danmarks optagelse i EF gav dog ikke nogen store resultater i løbet af 60’erne, blandt andet fordi selve spørgsmålet om optagelsen endnu ikke var helt aktuelt.

Argumenterne for medlemskab af EF var stort set økonomiske og blev imødegået med andre økonomiske eller økonomisk begrundede argumenter. Der blev fra modstandernes side også udtrykt tvivl om, hvorvidt EF’s struktur og funktionsmåde ville kunne give råderum til ”den særlige danske holdning” til sociale forhold, international afspænding, u-landshjælp o.a. I fredskredse herskede der derudover en stor enighed om at hele EF’s struktur var udemokratisk, og mange modstandere var fælles om frygten for, at medlemskabet ville begrænse Danmarks selvstændighed og for at komme under Tysklands og ”tyskhedens” dominans. Ønsket om det forenede Norden havde man også gerne tilfælles; og da den venstreorienterede bølge gjorde sig gældende fra 60’ernes midte, blev kritikken af EF for en dels vedkommende desuden sat i sammenhæng med NATO-medlemskabet, kapitalisme og den amerikanske imperialisme.

Folkebevægelsen mod EF's dannelse

Stiftelse i Odense 21-22. april 1972
Stiftelse i Odense 21-22. april 1972

I løbet af 1970 ændredes hele situationen omkring forholdet til EF, idet der kom et stort skred i den danske befolknings holdning i retning af meget større modstand mod medlemskabet. Der kom fornyet gang i modstanderorganisationers aktiviteter og nye organisationer så dagens lys. En samling af EF-modstandere blev også sat på dagsorden, og efter et par forsøg lykkedes dette med skabelsen af det første landsdækkende koordinationsorgan, ”Fællesudvalget mod EF-medlemskab”.

Det gik nu godt fremad for EF-modstanden og Fællesudvalget. Antallet af tilsluttede organisationer og ikke mindst lokale komitéer voksede hastigt, og de samlede aktiviteter fik et temmelig stort omfang. Herefter var springet til en egentlig samlingsorganisation kort. Det blev taget på en stor landskonference i Odense den 22.-23. april 1972, med ca. 600 deltagere fra 25 landsdækkende organisationer og 150 lokale komitéer. Betegnelsen “Folkebevægelsen” opstod tilsyneladende spontant i landets grupper allerede i januar måned, og den blev nu konfirmeret af landskonferencen.

Navnet og idéen havde man egentlig fra Norge, hvor man allerede i august 1970 havde stiftet ”Folkebevegelsen mot EF”, og lige siden ført en velorganiseret kampagne mod medlemskabet. En kampagne der i øvrigt førte til, at et flertal af de norske vælgere stemte nej den 25. september 1972. Udenfor den danske Folkebevægelse stod efter dannelsen en del af en oprindelig borgerlig modstand, en række mindre venstrefløjsorganisationer primært centreret omkring VS, samt de socialdemokratiske modstanderfora.
Efter landskonferencen voksede antallet af de tilsluttede komitéer hurtigt til ca. 170. I spidsen stod fortsat et fællesudvalg bestående af repræsentanter fra hver af de landsdækkende organisationer, og man valgte et forretningsudvalg som udgjorde den daglige ledelse. Dette udvalg, med få udskiftninger, kom herefter til at fungere som generalstab for den kampagne, som kørtes frem til folkeafstemningen om Danmarks medlemskab af EF. Desuden nedsatte man flere arbejdsudvalg, men der blev ikke i begyndelsen vedtaget noget program, ligesom man heller ikke fik udstukket nogen bindende retningslinjer for deltagerorganisationerne.

EF-afstemningskampagnen i 1972

Kampen mellem tilhængere og modstandere op til folkeafstemningen foregik på meget ulige vilkår; ulige med hensyn til økonomiske ressourcer, adgangen til pressen og ikke mindst ulige med hensyn til de to parters forberedthed. Folkebevægelsens forretningsudvalg erkendte på et forholdsvis tidligt tidspunkt dette ulige styrkeforhold, og en del af taktikken i kampagnen op til afstemningen skulle derfor være at vende sin relativt svage position til en styrke. Man skulle forsøge at optræde som ”David overfor Goliat”, så viden om tilhængernes overlegenhed kunne give modstanderne folkelig ”goodwill”.

Denne taktik viste sig også i et vist omfang at bære frugt, og i den brede offentlighed var modstanderne måske ligeledes kommet bedst i gang med agitationen. Der kom i hvert fald et omsving i befolkningens holdning til fordel for et nej, hvilket Folkebevægelsen søgte at forstærke gennem en yderligere intensivering af aktiviteterne. Der blev arrangeret op til flere marcher, massemøder og en intensiv pressekampagne, der bestod af massevis af læserbreve og indlæg, lige så mange små annoncer samt en række store annoncer med meget fyldige tekster.

Ikke mindst de sidstnævntes kritiske indhold vakte opsigt. De kan også fortælle hvilke argumenter Folkebevægelsen fremførte op til afstemningen, og dermed hvad det egentligt var for nogle synspunkter, der fik bevægelsen til at arbejde så hårdt for et nej til Fællesmarkedet. Noget helt centralt i disse annoncer var ønsket om selv at vælge, hvordan det danske samfund skulle udvikle sig, og dermed ønsket om at bevare handlefriheden og retten til at bestemme ”vores egen politik i vores eget land”. EF-medlemskabet forudsås derimod at indebære en indskrænkning af det danske folkestyre og vores frihed i al fremtid, da Rom-traktaten ikke havde nogen fortrydelsesparagraf – der var ikke nogen mulighed for at melde sig ud igen.

EF blev endvidere vurderet i annoncerne som en centraldirigeret, vesteuropæisk supermagt, der for eksempel ville gøre det svært for arbejdere at hjælpe andre arbejdere i den fattige verden. På baggrund af erfaringer fra andre lande frygtede Folkebevægelsen desuden blandt andet, at EF-medlemskabet ville medføre en forringelse af de økonomiske og sociale forhold, skabe social uro, og at de danske landmænd ville blive truet af konkurrencen fra gigantiske fødevareproducenter finansieret af kapitalstærk industri og bankvirksomhed. Man så også meget kritisk på den overproduktion af fødevareprodukter, som EF’s landbrugspolitik indebar, og som det var tilsyneladende umuligt at slippe af med. Derfor var det samlet set efter Folkebevægelsens mening på ingen måde en god idé at gå ind i Fællesmarkedet.

Kampagnen kulminerede den 1. oktober, det vil sige dagen før folkeafstemningen, med Folkebevægelsens og ”Socialdemokrater mod EEC”’s afholdelse af et folketog i København, der med sine 80-100.000 deltagere blev det største efter krigen. I Århus deltog 15-20.000 personer i en lignende demonstration.

Alle modstandernes anstrengelser til trods viste selve afstemningsdagen deres utilstrækkelighed, idet et pænt stort flertal stemte ja til medlemskabet. En meget vigtig del af baggrunden for dette må siges at være, at langt den største del af det etablerede system var på tilhængernes side. Med de ledende politikeres og erhvervslivets autoritet og deres meget større økonomiske ressourcer lykkedes det, gennem efterkrigstidens måske mest massive kampagne, tilhængerne at vende den halvandet år lange udvikling i opinionen tilbage til et sikkert ja.

Reaktionerne efter afstemningen

Resultatet af folkeafstemningen medførte naturligvis en stor skuffelse blandt modstanderne og ikke mindst hos Folkebevægelsen, og førte til en del selvransagelse. Kraftigere end selvransagelsen var dog vreden over tilhængernes metoder. Deres ”gyldne løfter” og ”sorte trusler” blev også et vigtigt omdrejningspunkt for den fortsatte modstanderbevægelse. Ja, for bevægelsen fortsatte idet kampånden, som udgjorde en anden side af de organiserede modstanderes følelser i kølvandet på afstemningsresultatet, sejrede.

Kampen gik nu ind i en ny fase: fra modstand mod ”indlemmelse” til kravet om udmeldelse. Omkring årsskiftet 1972-73 bestod Folkebevægelsen stadigvæk af omtrent 160 lokalkomitéer og 25 landsorganisationer. Man begyndte at udgive avisen Notat, som bortset fra en kortere pause spillede fra da af en vigtig, til tider endda meget vigtig, rolle for bevægelsen.

Vedtagelsen af den formelle struktur og det første idégrundlag

Men året 1973 markerede også begyndelsen på en længere periode med noget trange kår for EF-modstanden. En vis desillusion bredte sig, ikke mindst på baggrund af nederlaget i 1972.

Et krisetegn i Folkebevægelsens virke kan siges at være den strukturdebat, som fandt sted. Den drejede sig især om frustrationer i spørgsmålet om lokalkomitéernes grad af indflydelse på landsorganisationens arbejde, om utilfredshed med den måde hvorpå landssekretariatet fungerede, og sidst men ikke mindst om en udbredt skepsis overfor forretningsudvalgets partipolitiske sammensætning og ofte postuleret ringe indsats. Det andet landsmøde i Fredericia i marts 1974 fik på denne baggrund som hovedopgave at vedtage et grundlag, der kunne binde Folkebevægelsen bedre sammen. Det ene ben i det blev et formaliseret regelsæt for Folkebevægelsens struktur og kommunikationsveje.

Det andet var vedtagelsen af det første idégrundlag, som fastslog formålet med bevægelsens virke, hvad den konkret skulle arbejde for og hvad Folkebevægelsens politiske karakter var. Med hensyn til formålet hed det: “FOLKEBEVÆGELSENS FORMÅL er at bringe det danske medlemskab af EF til ophør. Kampen mod EF er en kamp mod overnationale organer og integration og for national selvbestemmelsesret. Folkebevægelsen mod EF arbejder derfor for at skabe samling af alle kræfter, som vil medvirke til at sprede oplysning om og bekæmpe EF’s skadelige følger for Danmark og den danske befolkning, som vil modsætte sig enhver yderligere integration i EF, og som ønsker at arbejde for dansk udmeldelse af EF.”

Mere konkret ville bevægelsen modsætte sig en økonomisk sammensmeltning med EF, samt alle bestræbelser på at gøre EF til et videregående politisk eller militært samarbejde mellem medlemslandene. Og specielt ville man opponere mod de økonomiske byrder, som EF-politikken pålagde befolkningen. Samtidigt ville man give en klar støtte til: 1. fagbevægelsens bestræbelser på at forsvare sine medlemmer mod overgreb i kraft af EF’s forordninger, 2. landmænds modstand mod landbrugsordninger, 3. de danske virksomheder, ved at modarbejde de multinationale samt 4. til at den danske jord kunne forblive hos det danske samfund.

Med hensyn til Folkebevægelsens politiske karakter blev der understreget dens demokratiske og tværpolitiske natur. Det sidstnævnte indebar blandt andet, at man ikke skulle arbejde for et bestemt samfundssystem. Ligeledes skulle man ikke selv opstille til politiske valg, men til gengæld støtte de kandidater som ville fremme Folkebevægelsens standpunkter. Og sidst men ikke mindst påpegede det første idégrundlag behovet for et stort antal individuelle medlemmer organiseret i afdelinger over hele Danmark. “Kun herved sikres en entydig målsætning, folkelig opbakning og aktivitet samt demokratisk samordning af arbejdet mod EF-medlemskabet og for selvbestemmelse – et arbejde, som skal virkeliggøre nye former for politisk handling og engagement i det danske folk.”

Folkebevægelsens første idégrundlag viste sig at være rigtigt sejlivet. Selvom det blev diskuteret undervejs forblev det uændret helt frem til år 2000. Takket være det, og sammen med vedtagelsen af det formaliserede regelsæt for organisationens opbygning og kommunikationsveje, skulle Folkebevægelsen også være bedre rustet efter landsmødet i 1974.

Kampagnen og diskussionerne op til det første EF-parlamentsvalg i 1979

Efteråret 1974 lykkedes det at holde organisationen intakt med et velfungerende sekretariat, et internt blad og lokalkomitéer over hele landet, men noget afgørende gennembrud i EF-modstanden blev det foreløbigt ikke til. De danske modstandere satte næsen op efter et nej ved den engelske folkeafstemning om Englands fortsatte medlemskab, som skulle afholdes i forsommeren 1975. Derfor faldt englændernes overvældende ja som et øksehug.

På den baggrund var det en noget frustreret forsamling, der septembermåned holdt landskonference på Christiansborg med det officielle tema: “Kan modstanden fortsætte”. Der var dog også enighed om at den kunne, men hvordan herskede der nogle forskellige meninger om. De igangværende unionsplaner blev dog diskuteret meget, og da den vedtagne resolution fra konferencen hed “Nej til Union”, kan unionstemaet siges at blive trukket frem i forreste række. På landsmødet halvanden måned efter fik dette tema et konkret mål at sigte mod, nemlig EF’s planer om første, direkte valg til Europa-parlamentet. Og der tegnede sig den strategi, at det danske folks modstand skulle vækkes på denne sag. Hermed havde EF-modstanderne sat kursen mod det, som nogle år senere skulle vise sig at være selve succes’ens solbeskinnede kyst.

En af de utallige demonstrationer mod EF/EU
En af de utallige demonstrationer mod EF/EU

1976-77 blev præget af en kombineret oplysnings- og pengeindsamlingskampagne indeholdende blandt andet en stor festforestilling, hvor folkekære skuespillere, forfattere og musikere optrådte gratis for sagen. Dermed skabtes et par traditioner, idet også i årene fremover gjorde Folkebevægelsen flittig brug af den type arrangementer, hvor underholdning, fest og politisk manifestation gik op i en højere enhed. Ligeledes blev pengeindsamlinger, sammen med abonnementsfremstød for Notat, faste bestanddele af arbejdet, altid med selve aktiviteten som en næsten lige så vigtig del for bevægelsen som dens formål.

Efteråret 1977 rykkede parlamentsvalgs-spørgsmålet pludseligt meget nærmere. EF’s planer for det kommende, direkte valg var ved at få faste konturer, og der kunne ikke længere være tvivl om, at det faktisk ville komme. I den nye situation blev spørgsmålet om EF-modstandernes stilling til valget presserende, og der opstod en ret hed diskussion for og imod en boykot af det. Hele Folkebevægelsens forretningsudvalg stillede sig dog imod en boykotlinje, og på landsmødet december 1977 endte diskussionen med en overvældende tilslutning til valgdeltagelsen.

Frem til landsmødet udviklede der sig også en anden diskussion, der drejede sig om opstillingsformen til valget: skulle alle modstanderne opstille på én fælles liste, en Folkebevægelsesliste, eller skulle de rene modstanderpartier opstille hver for sig. VS, der hele tiden stod udenfor Folkebevægelsen, ville ikke overraskende deltage i valget på egen hånd. Mere tvivlsomt og betydningsfuldt var holdningen hos SF, DKP og Retsforbundet, de tre største partier tilknyttet bevægelsen. DKP ville gerne stille op på Folkebevægelseslisten, mens de to andre partier viste sig at foretrække en selvstændig opstilling. Uenigheden nåede at udvikle sig til et veritabelt slag mellem SF og DKP, inden man nåede frem til et kompromis som blev accepteret af alle parter. Dette nedtonede kraftigt partiernes rolle i forbindelse med Folkebevægelsens opstilling.

På det næste landsmøde, oktober 1978, blev bevægelsens valggrundlag til gengæld vedtaget næsten ensstemmigt – dog efter en indgående diskussion og mange ændringsforslag. Valggrundlaget fastslog, at formålet med at blive valgt ind i EF-parlamentet var at forhindre EF’s udvikling hen imod en union, herunder modvirke at Parlamentet skulle få mere magt. På længere sigt var det centrale mål stadigvæk at melde Danmark ud af EF. Det direkte valg til Parlamentet blev af Folkebevægelsen betragtet som et afgørende skridt på vejen mod en politisk union. Det ville føre til yderligere indskrænkninger af Danmarks folkelige selvbestemmelse og flytte magten fra danske myndigheder til EF’s magtcentre. Man forventede desuden, at ”Et direkte valgt EF-parlament vil tiltage sig større og større magt og derved styrke EF’s overnationale karakter.”

Valgkampen blev for EF-modstanderne den mest hektiske tid siden kampagnen op til folkeafstemningen i 1972. Indsamlingen til det økonomiske grundlag resulterede i hele 2,7 mio. kr. Grundlovsmøderne, en anden af bevægelsens traditioner, overgik i 1979 alle tidligere både i antal og opslutning, og to dage efter stemte 20,9% af danskerne på Folkebevægelsen, og i alt 32,5% på en modstander. SF og Grønland fik hver valgt én modstander i Parlamentet, mens for Folkebevægelsen blev det til hele fire repræsentanter, som udgjorde den største danske gruppe.

Det første, direkte valg til EF-parlamentet kunne roligt siges at være en pæn stor sejr for den samlede modstanderfront, og ikke mindst for Folkebevægelsen.

”Oppositionen i Folkebevægelsen mod EF”, SF’s og Retsforbundets kritik af DKP’s dominans

Men diskussionen om hvorvidt man skulle boykotte parlamentsvalgene, og i det hele taget parlamentsarbejdet, fortsatte i noget mindre omfang i anden halvdel af 1979; og i septembermåned var den stærkt medvirkende til dannelsen af ”Oppositionen i Folkebevægelsen mod EF”. Ønsket om boykot skulle nu efter valget efter denne oppositions mening udmøntes ved, at Folkebevægelsen undlod at deltage i parlamentsarbejdet og hjemkaldte de fire valgte EF-parlamentarikere. Derudover mente Oppositionen, at man skulle kræve en ny folkeafstemning om EF-medlemskabet, og den ville gerne gøre Folkebevægelsen ”ægte tværpolitisk” ved at mindske ”partistyringen”.

Disse synspunkter affødte en del debat, men ellers viste landsmødet i oktober 1980 Oppositionens ringe gennemslagskraft, og i foråret 1981 sygnede den hen. Boykotfortalerne forsøgte sig igen i forbindelse med parlamentsvalget i 1984, men væsentligt svagere end i 1979.

Diskussionerne med Oppositionen var ikke de eneste, endsige de alvorligste, der kom i kølvandet på det første, direkte parlamentsvalg. Større betydning for Folkebevægelsens fremtidige virke havde den kløft som opstod ved parlamentsvalget, dels med dannelsen af partilisterne på den ene side og Folkebevægelseslisten (liste N) på den anden, dels med uoverensstemmelserne nogle af partierne imellem.

SF’s forhold til EF-spørgsmålet blev efterhånden præget af den opfattelse, at Danmark ikke foreløbig, måske aldrig, ville komme ud af Fællesmarkedet igen. Samtidigt ville partiet gerne have den indflydelse på Folkebevægelsen, som det mente tilkom dens parlamentarisk største parti. Derfor irriterede det SF at det vælgermæssigt lille DKP stod så stærkt i bevægelsen, og brugte sin magtfulde position til i sammenholdets navn at forhindre diskussioner, der rakte udover idégrundlaget. Trods SF’s store utilfredshed i flere henseender anerkendte de fleste i partiet på den anden side stadigvæk Folkebevægelsens store berettigelse og ønskede ikke at bryde med organisationen. Man fastholdt dog sin anke over DKP’s dominans og manglende diskussion, og forholdet mellem de to partier befandt sig på frysepunktet.

Også i Retsforbundet var der alvorlige overvejelser om forholdet til Folkebevægelsen. Partiet mistede efter landsmødet i 1979 en plads i forretningsudvalget, og nogle af dets medlemmer mente, at der dermed var tale om en uheldig venstredrejning. Med denne påpegning blev der åbnet for en ny diskussionsrunde, især ført af borgerlige deltagere i Folkebevægelsen. Retsforbundets hovedanke var som hos SF den kommunistiske dominans, men modsat SF blev Retsforbundets kritik vendt til selvkritik: DKP’s dominans skyldtes ikke partiets ønske om det men andres manglende indsats. Altså måtte Retsforbundets medlemmer ud i komitéerne og markere sig. Ved parlamentsvalget i 1984 opstillede partiet igen på liste N, hvorved Folkebevægelsen fik styrket sit tværpolitiske præg, da et fremtrædende medlem af Retsforbundet blev valgt ind.

Situationen i begyndelsen af 80’erne

Ved indgangen til 80’erne var der andre interne problemer. I løbet af 1981 lukkede en del af komitéerne butikken, så man kom ned på i alt 140 stykker, mens andre ”kørte på pumperne”. Dette skulle godt nok ses i lyset af, at valgkampen i 1979 førte til at der blev oprettet mange nye komitéer, men det generelle billede var stadigvæk en stærk nedgang i lokalkomitéernes aktiviteter. Dette hang blandt andet sammen med, at Folkebevægelsen i sine arbejdsformer, og ikke mindst i vægten på aktivisme, var et typisk barn af de politiske halvfjerdsere. Derfor blev organisationen også hårdt ramt af de omfattende ændringer i det politiske landskab, der slog igennem omkring begyndelsen af 80’erne.

Samtidigt kunne man dog glæde sig over, at antallet af de tilsluttede organisationer var steget til 72. Især indenfor fagbevægelsen kom der en større diskussion af EF-spørgsmål og en udbredt interesse for Folkebevægelsens arbejde, og stadig flere organisationer tilsluttede sig. Sidst havde ”Socialdemokratisk Debat” meldt sig ind, hvilket betød både en styrkelse og en understregning af Folkebevægelsens tværpolitiske karakter.

Til andre lyspunkter hørte den alternativ-diskussion, der blev sat i gang fra landsmødet i 1981, og som viste sig at være noget af en succes. Den bestod af en serie større og mindre debatmøder med en temmelig bred deltagerskare, og omhandlede Danmarks muligheder udenfor EF. Et andet aktiv var den strøm af ”afsløringer om EF’s bureaukratiske virkemåde og frådseri”, som de fire EF-parlamentarikere ledte hjem til Danmark. Endelig virkede det meget opmuntrende, at den grønlandske befolkning februar 1982 ved en vejledende folkeafstemning gentog det nej til EF, som den stemte i 1972. Dette resulterede i, at statsminister Anker Jørgensen maj 1982 tog til Bruxelles og afleverede en formel ansøgning om Grønlands udtræden af EF. Og i 1984 kunne en del af Folkebevægelsens drøm går i opfyldelse: Grønland trådte ud.

Parlamentsvalget i 1984

Det næste store eller måske afgørende slag for, at hele drømmen kunne gå i opfyldelse, blev på landsmødet september 1983 berammet til det kommende parlamentsvalg, juni 1984. Det forestående ”EF-valg” drejede sig for Folkebevægelsen om at forsvare Danmarks selvstændighed og dansk folkestyre ved at gøre op med EF. Der mentes at foreligge en helt usædvanlig historisk situation, der gjorde det både nødvendigt og muligt at komme ud af EF i løbet af de næste år.

Det var ”nødvendigt”, fordi EF blandede sig i og gradvis overtog styringen af stadig flere samfundsforhold: arbejdsmarked, arbejdsmiljø, erhverv og økonomi i det hele taget, skatter, socialpolitik, kultur, uddannelse, teknologiudvikling, udenrigspolitik og meget mere. EF-medlemskabet havde efter Folkebevægelsens mening heller ikke givet den lovede økonomiske fremgang. Tværtimod forstærkede det den økonomiske krise med arbejdsløshed, højrente og stadig større afstand mellem rig og fattig til følge. Set på globalt plan førte EF en protektionistisk handelspolitik, som virkede imod danske interesser og skadede u-lande. Det var et villigt redskab for de internationale monopoler og et centralistisk og bureaukratisk system, der måtte siges at være grundlæggende forskelligt fra danske folkelige og kulturelle traditioner.

Det nye i den historiske situation, der udover det nødvendige også for Folkebevægelsen at se gjorde det muligt at komme ud af EF, bestod i, at aldrig før havde modstanderne været så mange: 58% danskere sagde nej til medlemskabet. Og vejen ud af EF, hed det videre i en valgudtalelse, gik igennem en styrkelse af Folkebevægelsen ved valget, så ville den nemlig bedre kunne arbejde for, at Folketinget kom til at afspejle befolkningens ønsker i sagen.

Derudover fremførte Folkebevægelsen op til valget, at indtil Danmark kom ud af EF, ville man modarbejde udviklingen hen imod en økonomisk, politisk og militær union. Og som et alternativ til denne pegedes på en selvstændig dansk deltagelse i et friere og øget internationalt samarbejde med alle lande, herunder internationale organer som for eksempel Nordisk Råd, EFTA og FN.

Ambitionerne med hensyn til følgerne af valget var således meget store hos Folkebevægelsen, men valgkampagnen kunne ikke helt leve op til dem. Den iværksatte indsamling af de økonomiske midler bekræftede endnu engang det omsving fra aktivistindsats til fagforeningsbevillinger, som havde kunnet aflæses i pengeindsamlingerne siden 1980. Valgresultatet blev også ”kun” meget magen til det i 1979, hvilket igen gav fire parlamentsmedlemmer for Folkebevægelsen og to for SF. Altså samlet set fik man langt fra stemmer fra alle de 58% af danskere, som Folkebevægelsen havde som udgangspunkt.

Fire plakater fra Folkebevægelsen
Fire plakater fra Folkebevægelsen

Bevægelsens hovedforklaring på det var, at der fandtes en stor passiv skare af egentlige modstandere, som tillige mente at Danmark ikke kunne klare sig uden EF. Derfor blev der efter valget også peget på den opgave at modbevise dette og sammenkæde kritikken af Fællesmarkedet med en angivelse af konkrete alternativer, som man skulle bruge mange ressourcer på at få udarbejdet. Ad den vej håbede man så på at vinde flertallet af befolkningen for en aktiv modstand.

Dette udtrykte én måde at forholde sig til resultatet af det andet, direkte parlamentsvalg på. Alternativt kunne man efter de to valg godt få det indtryk, at den organiserede EF-modstand havde meget svært ved at favne mere end en tredjedel af de afgivne stemmer. Samtidigt med at det også kunne se ud som om, at den ikke havde samme aktive opbakning som tidligere.

En betragtelig del af EF-modstandere mente således efterhånden, at udsigten til dansk udmeldelse fortonede sig noget i det fjerne. SF havde længe orienteret sig mod en slags kritisk samliv med EF, og nu spirede en tilsvarende orientering frem blandt andre modstandere. På den baggrund kunne man også mene, at tyngdepunktet i den danske debat efter 1984-valget begyndte at flytte sig fra spørgsmålet om EF-medlemskabet i retning af spørgsmålet om at deltage eller ej i unionsbestræbelserne. Sådan et synspunkt ville naturligvis afføde et ønske om en anden strategi end den lige nævnte, og dette blev efterhånden også tilfældet for en del af Folkebevægelsen-medlemmers vedkommende.

Den vejledende folkeafstemning om ”EF-pakken”, nye strategier

På trods af lokalkomitéernes fortsatte nedtur blev Folkebevægelsens aktiviteter alligevel ret omfattende i året 1985. De var centreret om det forhold, at EF’s unionsplaner blev virkelig påtrængende i den danske offentlighed. I sigte var der nogle ændringer i Rom-traktaten med henblik på at muliggøre det indre markeds gennemførelse. I dette lys afholdt Folkebevægelsen sit landsmøde september 1985, hvor de politiske diskussioner viste den gennemgående opfattelse, at hvis man vandt slaget om unionen, ville man også vinde slaget om Danmarks udmeldelse af EF. Og det første slag forekom vist ikke så svært igen, eftersom opinionsmålingerne viste at kun 6-10% af danskerne ønskede en union.

Med det udgangspunkt blev der udpeget to hovedlinier i Folkebevægelsens nærmeste opgaver:
1. at oplyse om unionsplanerne og modvirke dem samt kræve en folkeafstemning og
2. at fremlægge politiske og økonomiske alternativer til Danmarks medlemskab af EF.

Og det andet punkt udtrykte således klart et ønske om at forsøge realisere den opgave, der blev udpeget efter parlamentsvalget.
På 1985-landsmødet gjorde man sig også en række overvejelser om, hvilke traktatmæssige ændringer der var i sigte.

Det viste sig dog siden hen, at man ikke just ramte plet. Det nye traktatudkast, den Europæiske Fælles Akt populært kaldt ”EF-pakken”, kom nemlig til at indeholde nogle meget vidtgående, formelle ændringer, som man slet ikke havde forventet. Man fik dog ret i, at der var tale om afgørende skridt henimod en union, og traktatudkastet viste sig da også at være for stærk kost for det danske Folketing. De Radikale og Socialdemokratiet stemte sammen med SF og VS imod, og dermed faldt forslaget. Ja, det vil sige i første omgang, for så udskrev den borgerlige firekløverregering den 28. januar 1986 en vejledende folkeafstemning, til afholdelse allerede den 27. februar samme år.

På den måde fik Folkebevægelsen opfyldt sit krav om en folkeafstemning, dog kun som vejledende. Men den ultrakorte periode mellem udskrivnings- og afholdelsesdatoen havde overraskelsesangrebets overrumplende effekt, og var et klart tegn på at regeringen for enhver pris ønskede sin pakke vedtaget. Den skulle helt tydeligt ikke udsættes for den risiko, der kunne ligge i en grundig folkelig debat.

Ydermere omgik regeringen og dens støtter i erhvervslivet den meget stor uvilje i befolkningen mod unionsdannelse ved at fremstille ”pakken” som en række mindre væsentlige ændringer i Rom-traktaten. Et nej ville i denne udlægning snarere være et nej til EF som sådan, hvad tilhængerne også fremførte i deres agitation. Denne samlede manøvre viste sig at virke efter hensigten, og Folkebevægelsen kan ydermere siges at være blevet taget noget på sengen, eftersom man ikke helt havde forudset traktatudkastets meget vidtgående karakter.

Folkebevægelsens kampagne mindede derudover meget om den fra efteråret 1972. En hovedlinje var formuleret og mange spontane initiativer kobledes på, og bidrog til at skabe en stemning af kampvilje og sejrsfølelse. Men selvom nej-procenten steg konstant gennem de fire uger mellem udskrivnings- og afholdelsesdatoen, endte afstemningen med et utvetydigt ja til ”pakken”. Trods den enormt store modstand mod unionsdannelsen i den danske befolkning stemte flertallet således for traktatudkastet.

Efter Folkebevægelsens mening sagde de danske vælgere ja til en række ændringer af EF, som kun ganske få af dem havde haft mulighed for at sætte sig ind i, og som færre kunne forstå. Samtidigt med at de altså af regeringen og tilhængerne af ændringsforslagene fik at vide, at disse var ganske uden betydning, men at en forkastelse af dem ville få de alvorligste følger for landet. Folkebevægelsen var også ret overbevist om, at hvis vælgerne havde fået ordentlig besked om hvad forslagene gik ud på, ville der være et flertal af nej- stemmer.

Ikke desto mindre førte afstemningsresultatet til, at bevægelsen var indstillet på at ændre sin strategi. Hvor man hidtil mente at vejen ud af EF gik igennem en passende folkeafstemning som middel, talte man nu om at indstille sig på at opnå et flertal i Folketinget, for at i første omgang frigøre Danmark fra unionsbestræbelser og i anden omgang arbejde for at komme ud af EF. Den enormt store skuffelse og frustration over afstemningsresultatet førte sammen med udsigterne til en langt mere unionskritisk linje hos Socialdemokratiet og De Radikale således til, at man i det mindste som første trin opgav en folkeafstemning som middel, til fordel for et folketingsflertal. Den nye strategi skulle dog vise sig mildest talt ikke være nemmere at realisere end den gamle.

Plakat af Ib Spang Olsen
Plakat af Ib Spang Olsen

Under alle omstændigheder måtte vedtagelsen af ”EF-pakken” siges at være endnu et nederlag for EF- og unionsmodstanden. Dette på trods af, at der var tale om en lang række temmelig omfattende, nye initiativer. De Radikales og Socialdemokratiets anbefaling af et nej betød en reel mulighed for kontakt til kredse uden for den traditionelle EF-modstands rækkevidde, blandt andet indenfor fagbevægelsen. Der opstod også nogle nye, tværpolitiske initiativer, taget specielt med øje for unionsmodstandens større politiske spændvidde i forhold til EF-modstanden – deriblandt ”Danmark 85” og ”Århus mod Unions-pakken”.

Ser man på helheden må forløbet omkring ”pakkeafstemningen” også siges at have forstærket udviklingen væk fra egentlig EF-modstand til modstand mod unionsprocessen. Og det kan samtidigt ses som tegn på, hvad der var ved at ske i Folkebevægelsen. De nye initiativer iværksattes nemlig for en stor dels vedkommende af folk med traditionel tilknytning til Folkebevægelsen, og de udtrykte de nye grupperinger der var ved at opstå her. Initiativet til for eksempel Århus mod Unions-pakken udgik fra de lokale kommunisters ledelse, og indebar både et reelt brud med Folkebevægelsens politik og med den linje, DKP havde udstukket centralt.

Bevægelsen blev i de efterfølgende år forum for til tider heftige diskussioner mellem partier eller politiske grupper, mellem ”faglige” og andre, mellem ”venstreorienterede” og ”borgerlige” i forskellige konstellationer. Dette var en del af de politiske omkalfatringer i de oppositionelle kredse, der fandt sted i anden halvdel af 80’erne, blandt andet i sammenhæng med DKP’s opløsning.

Den traditionelt store partiindflydelse, udover at have en række klare fordele, gav således igen Folkebevægelsen nogle problemer. Bevægelsens historiske ballast af kompromisløs EF-modstand, som en stigende del af befolkningen enten var uenig i eller skeptisk overfor, kunne ligeledes opfattes problematisk. Dette forhold udgjorde tydeligt allerede i 1986 en del af baggrunden for det ikke særligt heldige strategiskift.

”Unge mod Unionen”, Venstresocialisterne og De Grønne tilslutter sig

Anden halvdel af 80’erne bar ikke kun præg af stigende aktiviteter udenom Folkebevægelsen. I 1988 kunne organisationen tværtimod notere sig øget opbakning, gennem tilslutning fra ”Unge mod Unionen” samt partierne Venstresocialisterne og De Grønne.

Hvad de førstnævnte angår, så havde Folkebevægelsen i en årrække ”lidt af” at være domineret af folk som blev aktive i årene omkring 1972, og som altså efterhånden var kommet noget op i alderen. Samtidigt var der vokset en generation op, for hvem EF fremstod som noget naturligt og noget på forhånd givet. Det var også en generation, for hvem det at gå ind i komitéarbejdet oplevedes langt mindre nærliggende end 10-15 år tidligere. Derfor kunne Folkebevægelsen glæde sig over, at den nyligt oprettede modstander-ungdomsorganisation, Unge mod Unionen, tilsluttede sig. Man håbede dermed på både en fornyelse af Folkebevægelsen, en styrkelse af EF-modstanden blandt de unge og en øget tilslutning fra ungdommen ved parlamentsvalgene.

Og man kunne faktisk også konstatere en meget pæn stemmeandel blandt de unge til fordel for Folkebevægelsen allerede ved det næste parlamentsvalg i 1989. I hvilken grad dette skyldtes indsatsen fra Unge mod Unionen skal det dog her være usagt.

VS havde siden Folkebevægelsens dannelse været temmelig skeptisk over for dens politiske udgangspunkt for EF-modstanden, og af denne grund ønskede man heller ikke at tilslutte sig. Nu havde partiet imidlertid ændret syn på tingene og meldte sig samen med De Grønne ind.

Selvom ingen af de to partier opnåede repræsentation i Folketinget ved valget i 1988, tillagde Folkebevægelsen dem en ikke lille betydning, fordi de repræsenterede ganske stærke strømninger blandt vælgerne. Og man glædede sig over at de to partier var villige til at støtte Folkebevægelsens arbejde, samt at denne støtte nu fik den åbenlyse karakter der lå i et medlemskab.

Parlamentsvalget i 1989

Udover at få nogle nye medlemsorganisationer blev året 1988 præget af en opvarmning til parlamentsvalget i juni 1989. Man forsøgte i nogle kampagner at give Folkebevægelsen et nyt ansigt udadtil. Dette tog form i kampagnen mod EF’s såkaldte ”bilos-direktiv” og kampagnen for mærkning af kræftfremkaldende stoffer. Begge kampagner blev til i et samarbejde med ”Regnbue-gruppen” fra EF-parlamentet.

Noget andet nyt, man forsøgte sig med op til det næste parlamentsvalg, var at vedtage et nyt, meget omfattende og anderledes valggrundlag. Det lagde vægt på at vende formuleringerne om: at starte med ”det positive”, det Folkebevægelsen gerne ville have, frem for ”det negative”, det man var kritisk over for. Derudover udtrykte det nye valggrundlag et klart humanistisk menneskesyn, en stor bekymring for fattigdom i verden og hele verdenssituationen, meget markant miljøvenlig profil samt et stærkt ønske om et demokratisk og solidarisk velfærdssamfund. Med sin omtale af alle de vigtigste livs- og samfundsområder nærmede dette valggrundlag sig et helhedsprogram, ligesom for et politisk parti. – Alt i alt et markant udspil fuld af visioner og nok især med appel til de vælger, der plejer at stemme på midterpartier og venstrefløjen.

En omfattende EF-kritik var der naturligvis også til stede. EF blev set som en stor hindring og et kæmpe tilbageskridt i forhold til at skabe passende samfundsmæssige rammer for et godt liv for danskerne og alle mennesker i verden. Det stod blandt andet for en centralisering af den politiske magt og bureaukrati, for egoisme både indadtil og udadtil, og ikke mindst for hensynet til nogle snævre økonomiske interesser på bekostning af miljøet, sunde fødevarer, alsidig uddannelse og kultur.

Det alvorligste ved det indre marked, vurderede Folkebevægelsen videre ved en anden lejlighed op til valget, var dog at det så ud til at rette et frontalt angreb på det danske velfærdssamfund. Den foreslåede harmonisering af skatterne ville nemlig for Danmarks vedkommende give et skattetab af et gigantisk omfang, der ville få drastiske virkninger for den danske socialpolitik og ”de svage i samfundet”. På den baggrund krævede Folkebevægelsen, at der gennemførtes en hurtig, grundig og uafhængig undersøgelse af, hvordan EF’s indre marked og de hermed forbundne beslutninger påvirkede udviklingen i Danmark. Og den skulle suppleres med grundige overvejelser om alternative muligheder.

Den centrale del af bevægelsens strategi op til 89-valget tog ellers udgangspunkt i det forhold, at ved gennemførelsen af ”EF-pakken” blev der taget et langt skridt henimod unionen. Dermed var det store flertal af EF-tilhængere efter Folkebevægelsens mening slet ikke tilhængere af det EF, der i disse år blev gennemført. De gik nemlig kun ind for den del af EF’s virksomhed, som havde med afskaffelse af told og handelshindringer at gøre, mens de modsatte sig det politiske samarbejde. På denne baggrund vurderede Folkebevægelsen, at hvis man kunne få held med at få skællet til at falde fra disse EF-tilhængeres øjne, ville vejen være banet for en valgsejr for modstandere.

Samtidigt var målet for valget meget mere beskedent end i 1984. Hvor man dengang talte om et decideret opgør med EF, nøjedes man nu med at ønske en markering af den brede danske modstand imod EF-unionen. Dette skyldtes ikke mindst en udbredt fornemmelse hos Folkebevægelsen, at mange EF-modstandere efter to tabte folkeafstemninger ikke længere syntes, at det var muligt at rokke ved hverken det danske medlemskab af EF eller udviklingen henimod en union. Så en vigtig del af opgaven gik ud på at vende denne stemning.

Valgkampagnen viste sig dog at være af markant mindre omfang end tidligere tiders indsats, og resultatet af valget blev en tilbagegang på et par procent både for Folkebevægelsen og den samlede modstanderside – hvilket dog igen gav fire mandater for liste N. Dette medførte stærkt selvkritiske røster fra nogle fremtrædende medlemmer af Folkebevægelsen, som så også mente, at den (forventede) næste folkeafstemning ikke kunne vindes af den rene EF-modstand alene. For at opnå en sejr krævedes det derimod, at man forstod og formåede at skabe en bred bevægelse, der kunne samle hele Unions-modstanden.

Diskussion af Folkebevægelsens mål og strategi i begyndelsen af 90’erne

Det meste af 1990 foregik der en ny, ret heftig diskussion i Folkebevægelsen. Den kan siges at ligge i forlængelse af de selvkritiske kommentarer til resultatet af parlamentsvalget, men den vigtigste baggrund for den var de foreliggende, helt konkrete planer om at omdanne EF til en egentlig union. Debatten kredsede hovedsageligt om, hvad der skulle være Folkebevægelsens fremtidige, overordnede mål, og hvilken linje eller strategi man først og fremmest skulle satse på.

Med hensyn til målet var der på den ene side den holdning, at det efterhånden måtte anses for urealistisk at komme ud af og i det hele taget at stå uden for EF, og at man derfor i stedet skulle arbejde på at forhindre, at Danmark blev en del af Unionen. På den anden side var der det hidtidige standpunkt, at målet måtte være en udmeldelse, selv om man godt kunne se, at vejen derhen både tegnede sig lang og trang.

Delvis svarende til disse modstridende opfattelser med hensyn til målet blev der argumenteret for divergerende strategiske synspunkter. Det ene understregede vigtigheden af at samle unionsmodstanden så bredt som muligt, så den også omfattede de unionskritiske EF-tilhængere. Dette selv om man i den forbindelse måske skulle give udtryk for en accept af EF-medlemskabet for ikke at støde tilhængerne fra sig. Kun på den måde mente man ifølge dette standpunkt at kunne vinde den næste, forventede folkeafstemning om en egentlig union.

En anden strategisk linje ville derimod fastholde en stor fokus på kravet om udmeldelse, med den begrundelse at en nedprioritering af dette krav kunne signalere en accept af medlemskabet og betyde en svækkelse af EF-modstanden. Det blev også påpeget i denne sammenhæng, at kampen mod unionen var ensbetydende med kampen mod EF. De kunne ikke skilles ad, eftersom unionsplanerne ufravigeligt var forbundet med EF’s hele eksistens.

Den første omgang af denne diskussion om Folkebevægelsens mål og strategi kan siges at blive afsluttet på landsmødet november 1990. Der vedtog man et arbejdsgrundlag som fastholdt ønsket om udmeldelse, samtidigt med at kampen mod unionen blev sat i centrum – hvilket for så vidt heller ikke var nyt.

Men der blev også understreget, at i denne kamp var det vigtigt at alle unionsmodstandere stod sammen. Dette indebar ”..at EF-modstandere i fremtiden må samarbejde med folk, der nok er tilhængere af EF, men som ikke ønsker, at EF udvikler sig til en union.” Og man kunne forestille sig, at kravet om udmeldelse skulle nedtones i den forbindelse.

Dannelsen af to fløje

I løbet af første halvdel af 1991 blev forskellene i synet på Folkebevægelsens mål og strategi – især set i forhold til den forventede folkeafstemning om unionen – trukket så skarpt op, at der dannedes to deciderede fløje.

Det var ikke mindst strategien, der skilte ad. Den ene fløj, som gerne betegnede sig selv ”realisterne”, så det som helt nødvendigt kraftigt at dæmpe, eller ligefrem helt at undgå kritikken af ”EF” og fremsættelsen af ønsket om udmeldelsen. Dette dels for at sætte størst mulig fokus på spørgsmålet om dannelsen og bekæmpelsen af ”unionen”, dels for ikke at støde de unionskritiske EF-tilhængere fra sig og på den måde svække unionsmodstandersiden ved afstemningen.

Den anden fløj mente derimod, at det var meget vigtigt at fastholde EF-kritikken og kravet om udtræden for at bevare egne holdninger, identitet og troværdighed samt for ikke mindst at kunne vinde unionsafstemningen. Denne profil vurderedes heller ikke at stå i vejen for samarbejdet med de unionskritiske EF-tilhængere.

Desuden kom der fra denne fløj kritik af Folkebevægelsens parlamentarikere for at deltage i parlamentets regulære arbejde. Det var i strid med Folkebevægelsens idé- og valggrundlag, da man medvirkede til at underminere den nationale selvbestemmelsesret ved at beskæftige sig med sager, der ifølge grundloven alene tilkom Folketinget. De fire parlamentarikere skulle hellere, blev der videre fremført, i langt højere grad lægge energien i Danmark i kampen mod EF og unionsbestræbelserne.

På landsmødet den 31. august og 1. september 1991 vandt ”EF-modstander-fløjen” en meget markant sejr i og med en næsten enstemmig vedtagelse af en resolution stillet af denne fløj. Resolutionen fastholdt kravet om udmeldelse som Folkebevægelsens endemål og indeholdt desuden en stærk irettesættelse af parlamentarikerne.

Men den blev blødt op i en udtalelse fra landsmødet, vedtaget med en næsten ligeså overvældende tilslutning, der forudsagde at hvis danskerne stemte nej til Unionen ville medlemskabet af EF fortsatte, indtil et flertal af befolkningen ønskede at bringe det til ophør. Der blev også pointeret, at selv om Folkebevægelsen fastholdt sin modstand mod EF, drejede den kommende afstemning sig ikke om medlemskabet men om Unionsplanerne.

Samtidigt valgte landsmødet et nyt forretningsudvalg, hvis flertal stod for ”realister-fløjens” linje. Meget snart viste sig hvad dette indebar, da det nye forretningsudvalg vedtog på sit første møde en udtalelse, som ikke blot undlod at nævne kravet om EF-udmeldelse, men som også omdefinerede Folkebevægelsens rolle i den samlede unionsmodstand ved at erklære: ”Det er blevet klart for os, at Folkebevægelsen ikke kan være samlingspunktet for den brede Unionsmodstand.” Til gengæld skulle bevægelsen lægge viden, erfaringer, energi og ressourcer i en ny, bred og selvstyrende bevægelse som måtte stables op på benene.

Denne udtalelse affødte mange protester og en noget voldsom diskussion af Folkebevægelsens relevans og fremtid. Mange fremsatte også et krav om et nyt landsmøde, og kort sagt var Folkebevægelsen kommet ud i en temmelig alvorlig krise. Hele situationen blev meget forværret af gensidige beskyldninger om kup og grove metoder.

Unionsafstemningen om Maastricht-traktaten

Konflikten mellem de to fløje kunne ikke løses foreløbigt. Den måtte vige til side for kampagnen forud for den folkeafstemning, som af begge parter blev betragtet som den allervigtigste begivenhed siden 1972.

Det, man helt konkret havde at forholde sig til, var en ny, nu ligefrem officielt kaldt, ”unionstraktat”. Inden den kunne træde i kraft måtte den dog godkendes af alle medlemslande. Og set med Folkebevægelsens øjne var der tale om intet mindre end et historisk valg mellem Danmark som en selvstændig stat, og Danmark som en delstat i en kommende EF-union, der ville have karakter af en centralistisk forbundsstat. Det drejede sig om hvorvidt man kunne bevare dansk folkestyre og velfærd, og hvorvidt Danmarks selvstændige stemme fortsat skulle kunne lyde for et bedre miljø, fred, retfærdighed og for et ligeværdigt internationalt samarbejde.

Man kunne dog se et lyspunkt i, at den nye Unions-traktat skulle godkendes af alle medlemslande. Og eftersom den efter Folkebevægelsens vurdering var uforenelig med den danske Grundlov, mente man at det krævede en grundlovsændring, hvis traktaten skulle kunne gælde for Danmark. Men hvis den derimod blev sat til en folkeafstemning uden videre, ville denne ikke alene dreje sig om medlemskabet af EF-unionen, men også om den danske Grundlov skulle overholdes. Dette var et af de centrale budskaber i Folkebevægelsens kampagne.

Og det viste sig at man havde ret i sin forudanelse, for regeringen og Folketingets flertal mente ikke at Maastricht-traktaten, som den kaldtes, var i strid med Grundloven. På det grundlag blev den også underskrevet af den danske regering sammen med de andre landes regeringer den 7. februar 1992. Kort efter fastlagdes datoen for afholdelse af folkeafstemningen til allerede den 2. juni 1992, og resultatet skulle ikke bare være vejledende, men som Folkebevægelsen havde ønsket det, bindende. Det vil sige at folkeafstemningen skulle afgøre hele sagen. Med den korte tid mellem udskrivnings- og afholdelsesdatoen blev der dog slet ikke givet til rådighed den periode på et år, som Folkebevægelsen mente var nødvendig for at have tilstrækkelig tid til oplysning og debat forud for afstemningen.

Derfor gav det også en ekstra fordel, at Folkebevægelsens kampagne fik fart på allerede fra begyndelsen af 1992 med møder, paneldebatter, radio- og TV-udsendelser, sange og musik, karavane samt skriftligt materiale i mange former, blandt andet tryksager og plakatserien med ”Union – kryds Nej”. Derudover blev der produceret en video, hvor man gennemgik forskellen mellem ”Danmarks demokratiske, politiske system og EF-unionens bureaukratiske beslutningssystem”.

Og da Folkebevægelsen, modsat i 1986, fik tildelt ret til at optræde som ”parti” i de afsluttende radio- og TV-udsendelser, producerede man også en præsentationsfilm om Unionen, hvor alene unionister havde ordet og tydeliggjorde, hvordan de sigtede mod en forbundsstat. Desuden blev der holdt meget intensive instruktionskurser for dem, der skulle tale på Folkebevægelsens vegne i de landsdækkende TV- og radioudsendelser. Og sidst men ikke mindst udgav Folkebevægelsen flere bøger om Maastricht-traktaten, bøger der fik en pæn stor læserskare.

Fra begyndelsen af marts etablerede man kontakt til andre, nye modstanderorganisationer, særligt ”Danmark ’92”, ”Nødvendigt Forum”, ”Fagbevægelsen mod Unionen” og ”Frihedsbrev ’92”, samt til de tre folketingspartier der anbefalede at stemme nej: SF, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet. Formålet var dels at sikre gensidig orientering og enighed om hovedtræk af en kampagnestrategi, dels at undlade at angribe hinanden.

Det samarbejde, der efterfølgende blev oprettet især med organisationerne, fortsatte helt frem til afstemningen og fungerede ret godt. Man fremstillede noget fælles materiale såsom pjecer, plakater og store dagbladsannoncer. Og efterhånden som meningsmålingerne viste, at et nej ved afstemningen forekom yderst realistisk, begyndte man også at diskutere og fremsætte fælles bud på, hvad Danmark skulle gøre derefter.

Badges og klistermærker
Badges og klistermærker

Så kom selve afstemningsdagen og –resultatet, og for første gang nogensinde siden Fællesmarkedets oprettelse og 20 år efter Danmarks indtræden kunne modstandersiden stå for en decideret og stor sejr. Glæden var naturligvis ubeskrivelig, selv om sejren blev meget kneben. Man fik også dårlig tid til at nyde den, i det der rejste sig det helt afgørende spørgsmål, hvad Danmark skulle gøre i denne situation. Og to dage efter afstemningen lagde udenrigsministeren Uffe Ellemann-Jensen i Oslo hele skylden på det beklageligvis så dumme danske folk og sagde endvidere, at han nok skulle finde en kattelem og redde Danmark ind i Unionen.

Også fra modstandersiden kunne man synes at høre nogle foruroligende toner. Allerede en uge før afstemningen sagde et af de meget fremtrædende medlemmer af Folkebevægelsen, at de andre lande skulle have lov at gå videre og danne deres union, selvom danskerne stemte nej. Til gengæld skulle Danmark have en friere status ved at have ret men ikke pligt til at tilslutte sig fire nøgleområder: fælles mønt, det retslige samarbejde, det sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde og unions-statsborgerskabet. Disse hovedkrav støttedes ifølge Notat af de fem ”store” modstanderorganisationer: Folkebevægelsen, Danmark ’92, Frihedsbrev ’92, Fagbevægelsen mod Unionen og Nødvendigt Forum.

Dagen efter afstemningen fastholdt disse organisationer, at Danmark skulle tillade de øvrige EF-lande at danne Unionen, men at prisen skulle være en acceptabel særaftale med Danmark og Norden. Man rettede også en anmodning til statsministeren om at blive inddraget i forhandlingerne om det danske forhold til Unionen, på lige fod med de politiske partier.

Internt herskede der dog på ingen måde enighed om det grundlag for genforhandling, som de fem modstanderorganisationer havde stillet op. Dele af Folkebevægelsen ønskede slet ikke nogen genforhandling men mente, at traktaten var faldet, og at Danmark i stedet skulle fastholde sit status som medlem af Det Indre Marked. Dette synspunkt deltes blandt andet af et af de fremtrædende medlemmer af Fagbevægelsen mod Unionen.

Nye modstanderorganisationer – dannelsen af JuniBevægelsen

Den uenighed, der opstod indenfor Folkebevægelsens rækker efter afstemningen om Maastricht-traktaten, lå i en klar forlængelse af de tidligere uenigheder. Men konflikten i sin helhed, og ikke mindst de meget alvorlige følger den til sidst skulle vise sig at få, må også ses i lyset af det opbrud, som hele den organiserede danske modstanderside havde befundet sig i siden 90’ernes begyndelse.
Dette opbrud startede for så vidt, som beskrevet, allerede i midten af 80’erne i forbindelse med ”pakke-afstemningen”, men det danske opgør om Maastricht-traktaten havde accelereret udviklingen.

Og de nye organisationer, der nu dannedes som resultat af den, var udtryk for at opbruddet skete på flere planer: den danske modstand havde i højere grad erobret nyt politisk land mod højre, den havde fået et selvstændigt forum i fagbevægelsen, og sidst men ikke mindst havde modstanden delvist skiftet objekt. Det vil sige, at den nu var rettet mod flere forskellige og typisk mere specifikke sider af EF opstået i kraft af planerne om den nye unionsoverbygning. Opbruddet havde også givet nye aktivister og medlemmer til især unionsmodstanden.

Konkret resulterede det i første omgang ikke mindst i dannelsen af de fire ”store” modstanderorganisationer, som nævntes i sidste afsnit. I andet omgang førte det til dannelsen af JuniBevægelsen, som siden hen har sammen med Folkebevægelsen været de to største organisationer på modstandersiden.

JuniBevægelsen blev dannet august 1992, delvis som en efterfølger for Danmark ’92. Blandt initiativtagerne var der at finde nogle folk fra den fløj af Folkebevægelsen, som ville sætte kampen mod Unionen helt i centrum og undgå kritikken af EF – forstået som Det Indre Marked.

En meget vigtig del af baggrunden for dannelsen af JuniBevægelsen var frygt for, at regeringen og andre betydningsfulde unionstilhængere ikke ville respektere resultatet af afstemningen om Maastricht-traktaten og forsøge at undergrave det. Man mente at regeringen allerede kort efter folkeafstemningen, på møder i Oslo og Lissabon, havde skrevet under på ting som stred med nej’et. Og man frygtede hvad der blev betegnet som en ”banditstrategi”: forsøg på snart at afholde en ny folkeafstemning om Maastricht-traktaten og at udlægge den som et valg mellem EF-medlemskabet eller kaos.

På den baggrund så JuniBevægelsen det som sin vigtigste opgave at fastholde det nej til unionsudviklingen, som lå i resultatet af den danske folkeafstemning 2. juni. Og man krævede ligesom Folkebevægelsen, at regeringen officielt meddelte de andre lande, at Maastricht-traktaten var faldet med den danske afstemning. Til forskel fra Folkebevægelsen, og med ønsket om at favne bredere ende denne, undlod man samtidig at tage stilling til selve EF-medlemskabet og dermed til EF’s Indre Marked.

Dog mente JuniBevægelsen, at Europa havde brug for en udvikling med fortsat friere handel og kulturelt samarbejde mellem landene. – Men igen under det forbehold, at de enkelte landes retssystemer skulle være overordnet EF-retten i tilfælde af en konflikt mellem de nationale parlamenters love og denne. Ambitionen var endvidere at etablere en stærk bevægelse, der kunne samle alle dem op der arbejdede for et nej til unionen.

JuniBevægelsen stod fra starten af også for en klart internationaltorienteret linje, i det man ville arbejde for et levende og holdbart samarbejde både på europæisk og globalt plan – et samarbejde mellem frie og selvstændige nationer med respekt for hvert lands egenart og folkestyre. Danmark skulle være med til at opbygge global solidaritet, fred og reel sikkerhed samt arbejde for at udvikle og styrke den nordiske velfærdsmodel og de nordiske fælles fora.

Junibevægelsen lagde ligeledes fra starten vægt på at samarbejde med ligesindede i andre lande, det vil sige dem der foretrak folkenes Europa frem for ”en lukket og centraldirigeret supermagt”.

Mens organisationen endnu var i støbeskeen overvejede dens centrale kræfter desuden en selvstændig opstilling til EF-parlamentet, og der var i det hele taget også klart tale om en konkurrent til Folkebevægelsen. Når man sammenholdt dette med adskillige FB-medlemmers store engagement i projektet, kunne JuniBevægelsens dannelse nemt opfattes som et forvarsel om, at konflikten mellem de to fløje i Folkebevægelsen ville ende med en hel del FB-medlemmers brud med denne.

”Unionsmodstandernes” brud med Folkebevægelsen

Og selvom de to fløje havde i løbet af 1992 arbejdet sig i forretningsudvalget noget tættere på hinanden, fandtes der forud for landsmødet i Sønderborg den 26.-27. september fortsat enormt store forskelle i synspunkter.

De vigtigste vedrørte som allerede nævnt for det første spørgsmålet om, hvor meget Folkebevægelsen i forbindelse med videre arbejde for nej’et skulle profilere sig selv i forhold til de øvrige organisationer mod Unionen. For det andet havde man meget forskellige holdninger til følgerne af nej’et: skulle det opfattes som et definitivt veto til hele Maastricht-aftalen, eller skulle Danmark acceptere at de andre lande fortsatte unionsopbygningen, hvis Danmark fik en række undtagelser på vitale områder såsom politi, forsvar, udenrigspolitik og økonomisk-monetær union. Og for det tredje var der selve kernestridspunktet: spørgsmålet om hvorvidt man skulle fastholde og fremføre kravet om dansk udmeldelse af EF.

Lige op til landsmødet i Sønderborg spidsedes konflikten temmelig meget til, og fronterne blev trukket meget skarpt op. Flere medlemmer af forretningsudvalget talte endda om, at ”en skilsmisse” næppe kunne undgås, og man indledte forhandlinger om en fordeling af de økonomiske aktiver.

Så kom selve landsmødet. Og da det nåede til sin afsluttende fase og der skulle vælges et nyt forretningsudvalg stod det helt klart, at flertallet i det gamle forretningsudvalg, samt ”realister”-fløjen i det hele taget, led et sviende nederlag.

I en udtalelse, vedtaget af landsmødet med et overvældende flertal, blev det nemlig fastholdt som Folkebevægelsens endelige mål at frigøre Danmark fra EF-systemet. Ikke nok med det hed det også i denne udtalelse, at en løbende analyse og kritik af EF og Det Indre Marked var vigtigere end nogensinde, som svar på unionstilhængernes forsøg på at afholde en ny folkeafstemning og tilslutte Danmark Maastricht-traktaten.

I en anden udtalelse fremførte landsmødet desuden, at det danske nej 2. juni skulle opfattes som en veto mod hele Maastricht-traktaten, som dermed i følge folkeretten måtte falde. Og ”realister”-fløjens nederlag blev endeligt beseglet med landsmødets afvisning, godt nok med et meget lille flertal på 114 mod 108 stemmer, af en resolution der lagde op til forsøg på at reformere EF.

På denne baggrund besluttede omtrent halvdelen af det gamle forretningsudvalg og tre af de fire parlamentarikere fremover at lægge deres engagement i JuniBevægelsen. Deres håb om at føre Folkebevægelsen ind på en politisk linie med accept af EF blev ikke imødekommet af landsmødet, og de opgav den fortsatte kamp om det.

Samtidigt besluttede alle parlamentarikerne dog at fortsætte på Folkebevægelsens liste N, men under den betingelse at de EF-penge der fulgte med stillingerne skulle fordeles mellem de forskellige modstanderorganisationer. Dette forlig med parlamentarikergruppen blev vedtaget af et stort flertal på landsmødet og skulle gælde frem til næste landsmøde.

Sammensætningen af det nyvalgte forretningsudvalg understregede i høj grad også EF-modstander-linjens nydominerende rolle. Der indgik alle de 9 medlemmer af det gamle udvalg som stod for denne linje, og de 12 nye personer der valgtes bakkede i overvejende grad også op om den.

Udgangen på konflikten mellem de to fløje i Folkebevægelsen blev altså, at ”unionsmodstandere” for en stor dels vedkommende forlod organisationen. Folkebevægelsen fremstod herefter i endnu højere grad som ”EF-modstandere”.

Dette understregedes dels af dannelsen af Junibevægelsen som en brederefavnende organisation, der også organiserede EF-tilhængere; dels af det faktum at SF valgte at træde ud af Folkebevægelsen allerede kort efter landsmødet i 1991. Partiet troede ikke længere på at Folkebevægelsen kunne blive en positiv kraft i unionsmodstanden. I stedet ville man satse på skabelsen af ”en bred, demokratisk bevægelse, hvis formål er at bekæmpe EF-unionen og arbejde for et ændret og åbent EF, så der kan etableres et bredt europæisk samarbejde som alternativ til unionsudviklingen.” Sagt på en anden måde kunne partiets reformorienterede politik ikke længere forenes med Folkebevægelsens EF-kritiske linje. Og ser man på følgerne af SF’s beslutning, må den nok ses som en del af baggrunden for både dannelsen af Junibevægelsen og ”unionsmodstandernes” brud med Folkebevægelsen.

Et andet vigtigt element i opbruddet var Notats frigørelse fra den tætte forbindelse med Folkebevægelsen, ligeledes allerede i 1991. Herefter præsenterede avisen sig selv som et selvstændigt EF-modstanderaktiv, hvori alle EF- og unionsmodstandere havde adgang. Denne adgang blev dog i praksis langt fra ligeligt fordelt. Avisen spillede en særdeles aktiv rolle i konflikten mellem de to fløje i Folkebevægelsen ved at yde en stor støtte til ”realister”-fløjens synspunkter, og omvendt ved at kritisere EF-modstander-linjen. Dette foregik på en meget fordækt måde, og efterlod voldsom kritik og forargelse hos ”EF-modstanderne”, og nok også hos en del andre.

Konflikten i Folkebevægelsen skabte således mange sår og var for ikke så få yderst pinefuld. Men den kan også betegnes som en temmelig sædvanlig politisk konflikt, hvor man i en meget betydningsfuld og presset situation kommer frem til forskellige svar på den, og har meget svært ved at forene sig med andre svar end dem, man selv synes er de rigtige.

Unionsafstemningen om Maastricht og Edinburgh-aftalen

Maastricht-traktaten skulle som tidligere nævnt godkendes af alle medlemslande for at kunne træde i kraft. Det danske nej medførte derfor som også allerede omtalt det store spørgsmål, hvad man skulle gøre i denne situation.

Meget hurtigt blev det besluttet, og godkendt af den danske regering, at de andre lande skulle gå videre med unionsplanerne. Det stod også hurtigt klart, at regeringen samt stærke kræfter i Socialdemokratiet og i De Radikale meget snart ville gøre et nyt forsøg på at få Danmark med.

I dette øjemed indledte Socialdemokratiet og De Radikale i løbet af sommeren 1992 forhandlinger med det formål at skabe et grundlag for en ny folkeafstemning. SF spillede en vigtig rolle i processen som resulterede i ”Det Nationale Kompromis”, der så dagens lys oktobermåned samme år. Det fik støtte fra samtlige daværende folketingspartier med undtagelse af Fremskridtspartiet (Enhedslisten sad ikke i Folketinget på det tidspunkt).

På baggrund af Det Nationale Kompromis blev der i december 1992 ved EF-topmødet i Edinburgh indgået en særlig aftale for Danmark. ”Kompromis’et” forpligtede desuden regeringen til at afholde en ny folkeafstemning om tiltrædelse af Maastricht-traktaten Edinburgh-aftalen. Datoen for den nye folkeafstemning blev fastsat til allerede et lille år efter den sidste afstemning, nemlig til 18. maj 1993.

Folkebevægelsen havde som omtalt det udgangspunkt, at det danske nej 2. juni skulle opfattes som en veto mod hele Maastricht-traktaten, som dermed ifølge folkeretten måtte falde. EF-samarbejdet skulle fortsættes uændret på grundlag af Rom-traktaten og Fællesakten fra 1986. Med hensyn til Edinburgh-aftalen var den utvetydige vurdering følgende: ”Da danske forhandlere rejste til topmøde i december, havde de i mappen en forkastet Maastricht-traktat med tilknyttede protokoller og et nationalt kompromis. To dage efter vendte de hjem med Maastricht-traktaten og en ny bekræftelse af de gamle protokoller.”

Folkebevægelsen mente altså ikke, at Edinburgh-aftalen tilførte noget særlig nyt i forhold til Maastricht-traktaten. De danske særordninger skønnedes at være uden reel betydning, og Danmark kom alligevel med i Unionen. Der skulle derfor stemmes om stort set det samme ved den nye folkeafstemning, og nej’et fra 2. juni blev dermed ikke respekteret.

En sådan direkte hån mod folkestyret kunne efter Folkebevægelsens mening kun imødegås med et nyt nej. Man mente endvidere, at efter Maastricht-traktaten var faldet skulle man indkalde en europæisk konference omfattende såvel EFTA- som de østeuropæiske lande. På den måtte man drøfte nye rammer for et forpligtende samarbejde i hele Europa, baseret på folkelig selvbestemmelse og uden centralistiske strukturer.

Edinburgh-aftalen som "kejserens nye klæder" ved 1. maj 1993 i Århus
Edinburgh-aftalen som “kejserens nye klæder” ved 1. maj 1993 i Århus

Selve kampagnen op til afstemningen bar præg af, at Folkebevægelsen havde en del vanskeligheder at slås med på grund af den ret tomme kasse efter den sidste afstemning og følgerne af ”skilsmissen”. Men der blev også taget nogle nye skridt, blandt andet det at sammensætte en række ekspertgrupper indenfor det faglige arbejde og miljøområdet. Folkebevægelsen havde desuden i løbet af sin kampagne et ret godt og tillidsfuldt samarbejde med Fagbevægelsen mod Unionen, individuelle fagforeninger samt med Nødvendigt Forum.

Forholdet til JuniBevægelsen var klart mere problematisk. Det vil sige at lokalt gik det godt nok med at arbejde sammen, men på centralt hold lod visse kendsgerninger fra den nære fortid sig ikke uden videre mane i jorden, og dertil kom regulære meningsforskelle. Folkebevægelsen fastholdt at EF ikke kunne reformeres indefra på Rom- og Maastricht-traktatens præmisser, samt at helt andre samarbejdsformer skulle virkeliggøres. JuniBevægelsen syntes derimod at mene at Unionen kunne stoppes, og at et decentralt og demokratisk EF kunne etableres uden at bryde med selve grundlaget. Disse væsentlige meningsforskelle forhindrede dog ikke et vist samarbejde, og skulle efter Folkebevægelsens mening heller ikke fremover sætte sig i vejen for fælles unionsmodstand.

Det nye forsøg på at få Danmark tilsluttet Maastricht-traktaten, plus en dansk ”særordning”, viste sig at give pote, idet folkeafstemningen den 18. maj faldt ud til tilhængernes fordel. Dette var selvfølgeligt meget skuffende for Folkebevægelsen, selv om man trøstede sig med, at ”trods et sandt mediebombardement og mere eller mindre barske overtalelsesforsøg fra politikere og magtfulde organisationer” holdt 43% af de afgivne stemmer fast ved deres nej fra den 2. juni. Og så gjaldt det om at vende blikket fremad, fortsætte og intensivere sit arbejde.

Parlamentsvalget i 1994, tilbage til en bevægelsesstrategi

Resten af året 1993 havde Folkebevægelsen fortsat meget travlt, med forberedelser til næste års parlamentsvalg. Der blev vedtaget et nyt valggrundlag, der tog udgangspunkt i den nye politiske situation, der var skabt efter afstemningen den 18. maj. Med en stadfæstelse af Maastricht-traktaten havde EF udviklet sig til en union, og på den baggrund opfattede Folkebevægelsen nu EF-modstand og unionsmodstand som én og samme sag.

Dette markerede en vigtig udvikling i Folkebevægelsens mål og strategi. For godt nok havde denne opfattelse klare rødder tilbage til 70’erne, hvor Folkebevægelsen hele tiden havde ment, at målet med EF var dannelse af en union. Og den kom som beskrevet også markant til udtryk under diskussionen om mål og strategi i 1990. Men nu trådte den helt frem og blev en meget vigtig del af bevægelsens officielle linje.

Dette må selvfølgeligt siges at være en helt naturlig følge af EF’s officielle udvikling hen mod en union. Det skal dog nok også ses som et svar på JuniBevægelsens strategi, gående ud på ”at rulle” Unionen tilbage og etablere et decentralt og demokratisk EF. Ja, der kom fremover i det hele taget et nyt aspekt ind i Folkebevægelsens virke. Man havde foruden alt det andet nu også en konkurrent at forholde sig til. Vel at mærke en konkurrent som man havde en del tilfælles med, men som også virkede for noget ganske andet og måske modsatrettet. Konkurrenceforholdet blev desuden i høj grad forstærket af den kendsgerning, at JuniBevægelsen også stillede op til parlamentsvalgene.

Det nye valggrundlag fik en endnu mere omfattende karakter end det fra 1989. Den overordnede vurdering i det lød på, at med stadfæstelsen af Maastricht-traktaten ville EF gradvis udvikle sig til en forbundsstat. Dette forventedes at indebære en endnu større centralisering af magten med blandt andet den konsekvens, at det danske folk mistede retten til at bestemme over egne forhold. Traktaten betød endvidere en voldsom udvidelse af EF’s budgetter, kompetence og bureaukrati. Dette og den planlagte politik skønnedes at medføre en endnu mere negativ udvikling indenfor industri, håndværk, landbrug og fiskeri, beskæftigelse, de sociale forhold og rettigheder, miljøet samt uddannelse og kultur.

I lighed med ’89-grundlaget indeholdt det nye valggrundlag også en omfattende ønskeliste til, hvad man ville have i stedet for. Det omhandlede både de nationale og internationale forhold, men beskæftigede sig i noget mindre grad med fattigdommen og problemerne i den tredje verdens lande end ’89-grundlaget gjorde. Der var i det hele taget ikke den samme fokus på solidaritet med de dårligt stillede befolkningsgrupper. Til gengæld blev det fremhævet, at Folkebevægelsen deltog aktivt i det voksende europæiske samarbejde mod unionsudviklingen.

Ellers var der tale om en klar kontinuitet i forhold til valgrundlaget fra 1989. Noget andet kan siges om den strategiske overvejelse, der kom til udtryk i udtalelsen fra et ekstraordinært landsmøde august 1993. I den hed det: ”Betingelsen for at genvinde ”NEJ’et” i Danmark er, at der skabes en endnu bredere og stærkere folkelig modstandsbevægelse. Liste N skal være et redskab for denne bestræbelse.”

Dette var en meget markant ændring i forhold til den strategiske linje, der blev udstukket efter den tabte folkeafstemning om ”pakken” i 1986. Den gang satsede man som beskrevet på den parlamentariske vej, hvor det skulle være et flertal i Folketinget der frigjorde Danmark fra unionsbestræbelser. Men her vendte man altså tilbage til at opfatte en stærk folkelig bevægelse som det vigtigste middel. Dette skal selvfølgelig først og fremmest ses i lyset af det overvældende folketingsflertal, der nu bakkede op om unionsudviklingen og dermed viste den parlamentariske vejs umulighed. Det kan dog også tænkes at Folkebevægelsen i den forbindelse blev påvirket af Junibevægelsen, der fra sin begyndelse jo lagde stor vægt på at etablere en stærk unionsmodstander-bevægelse.

Folkebevægelsens valgkampagne blev ellers, i lighed med den forudgående, præget af den fortsat trængte økonomiske situation. Derfor var en af de første opgaver, ligeledes i lighed med Edinburgh-kampagnen, at skaffe midler gennem indsamlinger og ansøgninger. De samlede aktiviteter blev på trods af også andre problemer alligevel meget omfattende. Der var organiseret bus- og bilfremstød rundt i amterne med mange af kandidaterne, afholdt utallige gade- og offentlige møder, besøg i fagforeninger og på arbejdspladser og man deltog i adskillige nærradioprogrammer.

Folkebevægelsen fremstillede og omdelte også enorme mængder materialer af mange forskellige typer, af hvilke kan nævnes: valgavis (300.000), to løbesedler (henholdsvis 10.000 og 150.000), ungdoms-folder (50.000), kandidat-folder (2000 pr. kandidat), plakater (12.000), postkort samt en bog om Unionens økonomiske politik. Desuden blev der lavet en præsentations-video til DR-TV samt en video om Folkebevægelsen, som vistes på 10-15 lokal-tv-stationer og på diverse skoler og møder.

Resultatet af parlamentsvalget var ventet med stor spænding af Folkebevægelsens medlemmer og vælgere, idet den forudgående periode med ”skilsmissen” var temmelig vanskelig, og størstedelen af medierne havde nærmest begravet organisationen. Til gengæld nød konkurrenten, JuniBevægelsen, en stor offentlig bevågenhed. Efter stemmerne var talt, viste det sig også at Folkebevægelsen måtte aflevere halvdelen af sine mandater til JuniBevægelsen, og skulle nøjes med to repræsentanter i EU-parlamentet.

Og godtnok kunne den samlede modstanderfront noteres for en fremgang på 3%, men valget måtte dermed siges at være en stor skuffelse for Folkebevægelsen. Heller ikke navneskiftet til ”Folkebevægelsen mod EF-Unionen”, som man foretog fire måneder før valget, det vil sige i februarmåned, kunne forhindre halveringen. Man trøstede sig med at udgangspunktet var meget vanskeligt, og at alle omstændigheder taget i betragtning klarede man sig ret godt.

Jo, der blev unægtelig ydet en imponerende præstation, den forudgående, voldsomme krise i bevægelsen taget i betragtning. Men som det skulle vise sig i den efterfølgende periode var prøvelsernes tid langtfra forbi.

Dannelsen af ”Folkebevægelsens Ungdom”

I 1988 blev der, som tidligere omtalt, knyttet en ungdomsorganisation til Folkebevægelsen. Sidenhen var der en del diskussion og forskellige holdninger til ungdomsarbejdet i Folkebevægelsens regi, men omkring årsskiftet 1992/93 oprettedes et ungdomsudvalg. Oktober 1993 satte Ungdomsudvalget sig det mål at få startet et reelt ungdomsarbejde i Folkebevægelsen og gøre organisationens profil mere ungdommelig. Efter nogle aktiviteter blev det næste skridt taget juni 1994, hvor man på en ”arbejdsweekend” diskuterede behov og mål med dannelsen af et ungdomsforum.

Som resultat af denne weekend samt efterfølgende diskussioner besluttedes det at oprette en ungdomsafdeling, med henblik på at skabe faste og holdbare rammer for ungdomsarbejdet. Intentionen var desuden at styrke, synliggøre og organisere EU-modstanden blandt unge og samtidig styrke Folkebevægelsen ved at skaffe flere unge, helst aktive medlemmer. November 1994 var man parat til at afholde et stiftende landsmøde og ”FolkeBevægelsens Ungdom” (FBU) så dagens lys.

Plakat af Keld Albrechtsen
Plakat af Keld Albrechtsen

Blandt andet af hensyn til mulighederne for økonomisk støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd skulle FBU være en selvstændig organisation, og i sine første vedtægter formulerede man primært følgende som sit formål:

at arbejde for Danmarks frigørelse af EF-Unionen og for at bevare og styrke dansk selvstændighed og demokrati
at fremme unges kendskab til EF-Unionens historie, indretning og virkemåde
at gøre unge samfundsbevidste samt
at fremme venskab og international forståelse mellem unge på tværs af landegrænserne.

FBU’s holdningsmæssige slægtsskab med Folkebevægelsen var således umiskendelig. Dette blev understreget af, at medlemskabet af organisationen indebar automatisk et medlemskab af Folkebevægelsen. I de efterfølgende år hjalp FBU i det hele taget Folkebevægelsen med at skabe en bedre kontakt til ungdommen, takket være især nogle særlige kampagner. Det lykkedes også at skaffe en hel del nye, unge og aktive medlemmer til moderorganisationen.

Samarbejdet mellem de to organisationer foregik hovedsageligt i Folkebevægelsens faste udvalg, men også på nogle mindre, lokale steder hvor det på grund af et færre antal aktive personer var helt oplagt at forene kræfterne. Det gik ikke altid helt gnidningsfrit til da generationsforskellen, og hvad den fører med sig, gjorde sig gældende. Men FBU’s handlingsorienterede arbejdsstil tilførte Folkebevægelsen mere dynamik, og andre af ungdomsorganisationens sider virkede inspirerende. Samlet set må FBU klart siges at have været et vigtigt aktiv for Folkebevægelsen.

Amsterdam-traktaten

Efter parlamentsvalget i 1994 blev det hurtigt klart, hvad der skulle være Folkebevægelsens næste, vigtigste sag at kæmpe imod, nemlig en ny ”unionstraktat”. I løbet af 1995 nåede forberedelserne til den et fremskredent stadium, således at martsmåned næste år kunne man åbne en EU-regeringskonference, der for alvor tog hul på at bestemme indholdet af traktaten. På den baggrund var Folkebevægelsen i stand til at foretage en ret grundig vurdering af situationen på sit landsmøde oktober 1996. Traktaten forudsås at blive meget vidtgående på nogle centrale områder, der blandt andet var temmelig betydningsfulde for, at EU kunne etablere sig som en rigtig supermagt.

Samtidigt syntes man, at den danske regering nærmest havde udstedt en blankocheck til unionsudviklingen. Den stillede sig i det hele taget efter Folkebevægelsens opfattelse i forreste række for opbygningen af den politiske union, med en meget omfattende harmonisering og binding af de enkelte landes økonomiske politikker. Folkebevægelsen mente også at kunne konstatere, at som den sagde i 1993, så havde de danske ”undtagelser” ikke holdt Danmark udenfor unionsudviklingen på noget felt.

I sin analyse af den danske regerings taktik for at sikre et ja til ”Maastricht2” kom man desuden frem til, at planen gik ud på at gennemføre en folkeafstemning over temaet ”EU’s udvidelse mod øst, Ja eller Nej til fredens projekt”. Og som et led i denne taktik forsøgte regeringen at splitte unionsmodstanden, i det blandt andet SF klart havde udtrykt, at de ville stemme ja til EU’s udvidelse mod øst.

Heroverfor bestod en af Folkebevægelsens vigtige opgaver i at påvise, hvorfor EU’s udvidelse ikke var noget ”fredens projekt”, men tværtimod ville puste til den sociale uro og de nationale modsætninger i området. Efter Folkebevægelsens mening betød det at sikre freden i Europa, først og fremmest at give de østeuropæiske lande mulighed for at skabe deres eget økonomiske fundament og selvstændige udvikling. Dette kunne ikke ske inden for EU, så de østeuropæiske lande hellere måtte få nogle frihandelsaftaler i stedet for.

Juni 1997 afsluttede EU-topmødet i Amsterdam den regeringskonference, der påbegyndtes martsmåned året før, med at vedtage ”Udkast til Amsterdam-traktaten”. Udkastet svarede efter Folkebevægelsens mening meget godt til dens forudsigelser og blev vurderet som et forslag til en EU-grundlov, et nyt skridt i retning af det endelige mål: Den Europæiske Forbundsstat. Dermed mentes dets markedsføring sammen med Østudvidelsen som ”fredens projekt” at være det rene fup.

ibspangolsen-plakat2Amsterdam-traktaten blev desuden officielt begrundet med, at EU’s institutionelle ramme skulle gøres klar til at modtage ansøgerlandene. Men det egentlige formål med traktaten bestod for Folkebevægelsen at se i en yderligere udvidelse af Unionens beføjelser, før forhandlingerne med ansøgerlandene indledtes. Disse skulle ikke på forhånd have indflydelse på Unionens struktur og overstatslige kompetencer, men skulle helt bevidst præsenteres for fuldbyrdede kendsgerninger. Udkastet efterlod efter Folkebevægelsens mening heller ikke noget tilbage af de danske undtagelser.

Ja, Folkebevægelsen var naturligvis meget negativt stemt over for den nye traktat, og eftersom de officielle, konkrete forberedelser til den startede meget tidligt, blev bevægelsens kampagne også den hidtil længste. Den startede allerede i 1996 og kørte frem til den 28. maj 1998, hvor den nye folkeafstemning fandt sted. Det, Folkebevægelsen ligesom før forsøgte at matche, var ja-sidens langt større økonomiske midler, og den kendsgerning at ja-siden bag sig havde næsten alle de store organisationer, embedsmandsapparatet og langt de fleste af de store medier.

Bevægelsens aktiviteter fik således et omfang der overgik alle hidtidige; og som en del af dem indgik man, som set tidligere, et vist samarbejde med de andre, ”store” modstander-organisationer: Fagbevægelsen mod Unionen, Nødvendigt Forum, JuniBevægelsen, Unge mod Unionen og naturligvis Folkebevægelsens Ungdom. Det viste sig dog i praksis at halte med opbakning, planlægning, idéudvikling og konkrete samarbejdsprojekter – selv om de sidstnævnte blev der alligevel lavet nogle stykker af. Folkebevægelsens Ungdom var for første gang på banen i forbindelse med en folkeafstemning, hvorved der blev gjort en særlig stor indsats i forhold til de unge.

Blandt andet på den baggrund og fordi modstanden mod Unionen mentes aldrig at have været større end forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten, gik Folkebevægelsens forventning til resultatet mest i retning af et nej. Den blev dog skuffet, idet et ikke særligt stort men klart flertal af de afgivne stemmer sagde ja. Dermed tabte man også anden unionsafstemning i træk, og når dette lægges sammen med halveringen ved parlamentsvalget i 1994, kan man ikke sige andet end at Folkebevægelsen var trådt i en ret kritisk fase. Ved det næste parlamentsvalg skulle det også vise sig, at tingene måtte blive en hel del værre endnu, inden det igen begyndte at gå den rigtige vej.

Parlamentsvalget i 1999

Og det næste parlamentsvalg skulle afholdes allerede et år efter afstemningen om Amsterdam-traktaten, nemlig i juni 1999. Så det gjaldt om at være hurtig, og så tidligt som juni 1998, på et ekstraordinært landsmøde, vedtog Folkebevægelsen også et nyt valggrundlag.

I forhold til grundlaget fra 1994 blev alle principielle punkter fastholdt uændrede, samtidigt med at man foretog nogle tydeliggørelser og en opdatering på baggrund af den politiske udvikling i EU, herunder Amsterdam-traktatens nye bestemmelser.

Der blev også taget højde for den diskussion om flygtingepolitikken, som fandt sted på landsmødet i 1997, med følgende formulering: ”Danmarks flygtningepolitik skal afgøres i samarbejde med FN og under nøje overholdelse af FN’s flygtningekonvention. Danmark skal fuldstændig frigøres fra bindingen til EU’s fælles politik, der er i modstrid med flygtningekonventionen. Vi skal derimod naturligvis indgå i et frit mellemstatsligt samarbejde på området…Vi bekæmper racisme, etnisk diskrimination og politisk undertrykkelse og vold.”

Med hensyn til selve valgkampen så forventede Folkebevægelsen at den ville blive hård, og man udpegede følgende tre temaer for sin kampagne: den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), Schengen-aftalen samt EU’s stigende indflydelse på folks hverdag. Derudover ville man i valgkampen ”tænke europæisk” og opprioritere den voksende europæiske EU-modstand, blandt andet ved at trække de østeuropæiske modstander-bevægelser ind i samarbejdet. Tilbage på hjemmefronten søgte man at tydeliggøre forskellene i forhold til JuniBevægelsen og fremhæve, at Folkebevægelsen alene stod for ”den konsekvente EU-modstand”.

Hvad andre valgaktiviteter angår gav den omstændighed, at komitéerne blev hårdt spændt for to kampagner i rad, helt tydeligt nogle problemer i forhold til at få valgkampen i gang for alvor. Til gengæld efter det var sket, blev der ydet en pæn stor indsats af komitéer, enkeltmedlemmer, de tilsluttede organisationer samt andre af bevægelsens dele. Kampagnen viste, ligesom den sidste i øvrigt, at selvom Folkebevægelsen kom ud i nogle store problemer i løbet af 90’erne, bestod den stadigvæk af et landsdækkende net af levende komitéer, der gjorde et betydeligt stykke arbejde når det gjaldt.

Ikke desto mindre fik Folkebevægelsen igen et rigtigt dårligt valg, med en tilbagegang på 3% af stemmerne. Derved tabte man den ene af sine to mandater og beholdt kun én repræsentant i EU-parlamentet. Dette kun meget ringe resultat blev opnået, selvom den samlede modstanderside må skønnes at have fået det hidtil bedste valg, hvilket gav 6 mandater i alt og heraf tre til JuniBevægelsen.

Folkebevægelsens eget og andet store valgnederlag i træk affødte naturligvis en hel del debat og selvransagelse, både blandt de menige medlemmer men ikke mindst blandt de ledende. Der blev nedsat en evalueringsgruppe med den opgave at komme med et oplæg til debatten. Gruppen gjorde et stort og kompetent stykke arbejde og leverede en omfangsrig og ret indgående analyse af Folkebevægelsens svage sider, samt mange bud på hvordan man skulle forsøge at forbedre situationen.

Sagen blev diskuteret videre både i forretningsudvalget, komitéerne og det efterfølgende landsmøde. Der blev også taget en række initiativer til fortsat arbejde med problemerne og løsninger på dem. En af de helt centrale blandt de sidstnævnte skulle bestå i en skarpere politisk profil, ligesom man pegede på det at skabe en bred debat om konkrete alternativer til EU som den måske allervigtigste politiske opgave. Men hvorvidt man siden hen har arbejdet tilstrækkeligt målrettet og intenst med sagen kan nok diskuteres.

Landsmødet oktober 1999 kunne ellers notere sig det positive at have det største antal delegerede i en hel del år. En anden glædelig nyhed var, at Folkebevægelsen havde haft en tilgang på mellem 400 og 500 medlemmer siden sin kampagne forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten. Dette kunne godt betragtes som et forvarsel om, at man igen nærmede sig noget lysere tider.

Afstemningen om deltagelsen i ØMU’ens tredje fase (”Euro’en”)

For der stod i hvert fald en ny afstemning lige for døren. Den vedrørte den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), som siden 1990’ernes begyndelse var stablet op på benene. Danmark deltog i dens første og anden fase, men foreløbigt ikke i den tredje som ellers påbegyndtes januar 1999.

Den tredje fase udgjorde nemlig en af de fire danske ”undtagelser”, der blev besluttet som en del af Edinburgh-aftalen. I 1999 var situationen også den, at en stor del af Folketinget ønskede at ophæve dette ”forbehold”. Det kunne dog, som allerede nævnt, ifølge Det Nationale Kompromis fra 1992 kun ske efter en ny folkeafstemning. Afholdelse af en sådan blev derfor besluttet og berammet til den 28. september 2000.

Folkebevægelsen syntes i den sammenhæng for det første, at hvis der skulle afholdes en ny afstemning om de danske ”undtagelser”, så måtte det være om alle fire på en gang, idet de blev vedtaget i 1993 som en samlet helhed. Derudover mente man at med det Euroland, der vil blive skabt som en del af ØMU’ens tredje fase, stod både folkestyret og velfærden i de pågældende lande på spil, og man ville tage endnu et væsentligt skridt i retning af Europas Forenede Stater. ØMU’en førte til større ulighed mellem de enkelte lande, og Danmark ville fraskrive sig retten til en selvstændig fordelings- og socialpolitik.

Ja, Folkebevægelsen så mildest talt meget kritisk på hele ØMU’en og Euro’en, og allerede fra slutningen af 1998 begyndte man at planlægge de konkrete aktiviteter vendt imod dem. Det første omfattende skridt blev en stor international konference, der fandt sted i maj 1999 på Christiansborg og varede to dage. Allerede her skitserede Folkebevægelsen sit syn på, hvordan der kunne skabes modstand stærk nok til at sikre et nej ved folkeafstemningen: det krævede (igen) først og fremmest at etablere en fælles, bred national kampagne, der kunne favne alle kræfter vendt imod dansk ØMU-medlemskab.

Derudover ville Folkebevægelsen som en del af sin kampagnestrategi understrege, at et nej til Euro’en ville samtidigt være et nej til EU’s stormagtsambitioner, militæropbygning og diskriminerende behandling af Østeuropa og andre ”3. lande”. Man efterlyste desuden en åben, grundig og ærlig debat, og spurgte regeringen og Folketinget om et nej ville blive respekteret eller omgjort (ligesom i 1993). Men igen syntes Folkebevægelsen at blive skuffet hvad det førstnævnte angår, idet blandt andet stemmesedlen fik en ordlyd, der måtte siges at være alt andet end en neutral og korrekt beskrivelse af, hvad der reelt blev stemt om.

Hvad Folkebevægelsens andre konkrete aktiviteter og materialer angår, så var de (igen) underlagt det forhold, at de økonomiske midler efter de to lige overståede kampagner var begrænsede. Derfor satsede man på at lave få men gode udgivelser, der til gengæld skulle spredes massivt. Og ligesom ved tidligere lejligheder skulle der først og fremmest sættes ind på arbejdspladserne, i fagforeningerne, på uddannelsesstederne m.m., ”der hvor debatten var reel”.

Men indsatsen viste sig også at finde sted mange andre steder såsom feriecentre, bowling- og svømmehaller, vandrerhjem, blade o.s.v. Man fik alligevel ligeledes fremstillet en hel del forskellige materialer, blandt andet takket være økonomisk støtte fra nogle offervillige venner. En pæn stor indsats kom desuden fra FolkeBevægelsens Ungdom, som udviste stor energi og kreativitet. FBU’s aktiviteter tilføjede euro-kampagnen en ekstra dimension og gav ekstra liv en række steder rundt omkring i landet og på Folkebevægelsens sekretariat.

Postkort lavet af Roskilde mod ØMU’en
Postkort lavet af Roskilde mod ØMU’en

Noget andet meget betydningsfuldt var den fælles kampagne, som Folkebevægelsen tog hul på allerede med Christiansborg-konferencen. Efterfølgende blev der dannet initiativgruppen til ”EURO-NEJ-kampagnen”, som af andre deltagere havde blandt andet folk fra Junibevægelsen, en lang række fagforeninger, kunstnere samt fremtrædende euro-modstandere fra Konservativt Folkeparti, Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Hovedformålet med den brede kampagne blev godt opfyldt, i og med at dele af de store ja-partier gik ind i arbejdet og var med til at forme og bære det.

Mediernes dækning af og bidrag til valgkampen var denne gang en hel del mere positiv set med modstandernes øjne end tidligere. Alle aviser bortset fra Ekstra Bladet og Arbejderen støttede som ventet ja-siden redaktionelt, men der var rimelig stor åbenhed for optagelse af debatindlæg fra nej-siden. Danmarks Radios radiodel bragte ligeledes mange saglige og afbalancerede udsendelser, mens den daglige nyhedstjeneste godt nok syntes vægtet til fordel for ja-siden. Det samme gjaldt DR-TV og ikke mindst TV2.

Alle de ovennævnte forhold viste sig samlet at give det ønskede resultat for modstanderne, idet et forholdsvis sikkert flertal af de afgivne stemmer sagde nej til Danmarks deltagelse i tredje fase af ØMU’en. Og glæden var naturligvis også stor hos Folkebevægelsen for denne store sejr nr. to. Den medførte desuden at Folkebevægelsen stillede nogle offensive krav, der skulle forhindre en videre unionsudvikling – blandt andet at den ”Nice-traktat”, som var på vej, skulle sættes til en folkeafstemning i Danmark. Det viste sig dog hurtigt at der blev set stort på disse krav, og at euro-nej’et ikke fik de følger, som Folkebevægelsen mente det berettigede til – herunder at Nice-traktaten ikke kom til afstemning.

Vedtagelsen af et nyt idégrundlag

På det landsmøde, som blev afholdt oktober 2000, var man dog i sagens natur endnu ikke klar over ”euro-nej’ets begrænsede følger”, og Folkebevægelsen kunne rigtigt glæde sig over og diskutere det. Noget andet, også meget betydningsfuldt, var dette landsmødes vedtagelse af et nyt idégrundlag. Som det blev nævnt tidligere, havde Folkebevægelsens idégrundlag ikke været ændret siden sin første formulering i 1974. Det trængte således i høj grad til at få en foryngelseskur og nu blev der tid til det.

Forud for landsmødet var det noget begrænset, hvor meget diskussion sagen affødte i bevægelsen som helhed, til gengæld kom der en del på selve landsmødet. På den anden side herskede der heller ikke nogen særlig principiel uenighed om det udkast, man blev præsenteret for, så det nye grundlag blev vedtaget uden de store sværdslag.

I sammenligning med det gamle var det nye idégrundlag stærkt præget af, at Folkebevægelsen siden 1974 havde været meget optaget af ikke kun kritikken af EF/EU men også af alternativerne til det, og i det hele taget af hvilke krav man skulle stille til samfundet for at få et godt liv.

Og godt nok skrev man i det nye, såvel som i det gamle grundlag, at Folkebevægelsen ikke arbejdede for et bestemt samfundssystem, men det nye grundlag indeholdt ikke desto mindre en hel del karakteristik af det ønskede samfund. Det skulle således ikke mindst bygge på folkestyre og demokrati, og have karakter af ”den nordiske velfærdsmodel”. Og det skulle være et selvstændigt Danmark med en selvbestemmelsesret, et samfund blandt andet præget af socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling samt overholdelse af FN’s og Europarådets menneskerettighedskonventioner.

Det nye idégrundlag fik også en langt mere international orientering end det gamle. Det ønskede sig et åbent og ligeværdigt samarbejde mellem alle verdens lande, og eftersøgte det bredest mulige samarbejde nationalt og internationalt i kampen mod EU. Der blev peget på nogle alternativer til EU-medlemskabet, mens kritikken af EU godt nok blev til en decideret tynd kop te, ja, den var nærmest (for en gangs skyld) fraværende. En anden klar mangel kunne konstateres som fuldstændigt fravær af overvejelser om, hvordan Folkebevægelsen kunne opfylde sit mål om at bringe Danmark ud af EU.

Men samlet set må det nye idégrundlag absolut siges at have fået mere politisk indhold, og at have levet op til det ønske om en skarpere politisk profil, som der herskede stor enighed om i forbindelse med evalueringen af det sidstafholdte parlamentsvalg.

Planerne om en EU-forfatning og andre fremtidige opgaver

I året 2001 kunne Folkebevægelsen for første gang i fire år tillade sig at trække luften noget dybere ind. Men der ventede allerede nye, meget betydningsfulde opgaver. Den vigtigste var en folkeafstemning om EU’s første unionsforfatning, som forventedes at ville komme i 2004. Målet med denne forfatning var for Folkebevægelsen at se at lave en slags unionens og en forbundsstats grundtraktat, som der ikke efterfølgende skulle ændres på, og som også måtte kritiseres for overhovedet at blive diskuteret, før alle lande havde godkendt Nice-traktaten.

Noget andet man forventede var, at den ville have et grundlovsstridigt indhold og således være en trussel mod det danske folkestyre. Den kommende afstemning ville derfor efter Folkebevægelsens mening dreje sig om et valg mellem en EU-forfatning og den danske grundlov. Med hensyn til tilhængernes strategi forventede man, at de ville gøre folkeafstemningen til et spørgsmål om alt eller intet: ”Enten sluger vi EF-unionen med hud og hår eller også træder vi helt ud”. På den baggrund havde Folkebevægelsen (igen) et håb om et afgørende slag.

En anden meget stor udfordring i sigte i 2001 og et par år frem var det næste parlamentsvalg. 1999-valget gav som omtalt kun et enkelt parlamentsmedlem, men i begyndelsen af 2003 skiftede Jens Okking fra JuniBevægelsen til Folkebevægelsen, så man pludselig og uventet igen havde to. Dette varede dog af helbredsmæssige grunde kun ganske kort, men forstærkede nok ønsket og forventningen om at udvide staben ved næste valg. Om dette ville være muligt udgjorde dog et godt og mildest talt meget relevant spørgsmål, som der naturligvis også blev brugt store ressourcer på.

En sammenfattende karakteristik af Folkebevægelsen

Ja, dermed gjort lidt rede for de helt centrale aspekter ved Folkebevægelsens virke i begyndelsen af det næste årti, men hvordan kan man sammenfattende karakterisere bevægelsen som en politisk/ideologisk kraft i de første 30 år af dens virke? Hvad har været kærnen i det, og hvilke træk kan man tillægge den?

Noget helt centralt må siges at være Folkebevægelsens ønske om at bevare og videreudvikle det danske folkestyre og demokrati. Det er også dér man har set den allerstørste fare ved EF/EU, og det har været det vigtigste motiv for bevægelsens virke, og hovedsageligt ført til det helt centrale krav om Danmarks udtræden af foretagendet. På den måde kan Folkebevægelsen samtidigt siges at være nationaltorienteret, og der har således været en vis portion sandhed i den kritik ikke så få er kommet med i den henseende.

Men Folkebevægelsen har siden sin start også bekymret sig meget for, hvilke negative følger EF/EU får for andre, ikke mindst fattige lande, og dette har været stærkt medvirkende til kritikken af ”uvæsenet”.

I løbet af 1990’erne har man derudover væsentligt opprioriteret det europæiske samarbejde med andre modstandsorganisationer, og der tegner sig i dag klare tendenser til en fælles kamp mod EU. Og Folkebevægelsen har ligeledes i stigende grad tillagt det europæiske og det internationale samarbejde mellem selvstændige stater en stor betydning. På den måde er der i dag tale om en ret international orientering.

Men ikke mindst de bitre erfaringer fra omafstemningen om Maastricht-traktaten taget i betragtning, ligger der efter min mening på nuværende tidspunkt en meget vigtig diskussion af, hvorvidt den nationaltorienterede del af strategien ikke helt entydigt skal suppleres med en europæisk. Altså hvorvidt man til hovedkravet ”Danmark ud af EU” skal tilføje det krav som Junibevægelsen ind i mellem fremsætter, nemlig ”EU ud af Europa”.

Udover i forhold til de fattige lande har Folkebevægelsen også udvist stor bekymring og solidaritet med de dårligt stillede befolkningsgrupper i Europa, og man har arbejdet for at opnå en større social lighed. Bevægelsens menneskesyn kan således siges at være udtryk for en udpræget humanisme, altså ønske om gode livsforhold for alle mennesker på jorden, uanset deres etniske oprindelse og sociale tilhørsforhold. Ja, for Folkebevægelsens politiske interesseområde har faktisk dækket alle vigtigste samfunds- og dermed livsforhold, og det gode liv skal netop ikke kun gælde for danskere eller europære, men alle mennesker på jorden.

Men hvad er efter Folkebevægelsens mening et godt liv?.. For det første skal man i samarbejde med andre have stor indflydelse på de samfundsmæssige rammer omkring det, så man kan få det liv man vil have og i det hele taget selv bestemme det; – heraf det enormt stærke ønske om at bevare og videreudvikle folkestyret og demokratiet. Dernæst er det et trygt liv under velordnede sociale forhold præget af velfærd, fred og gode beskæftigelsesmuligheder. Det er også et liv i nogle gode naturomgivelser og med sunde fødevarer, og sidst men ikke mindst skal det altså være et liv, hvor man kan se at alle andre mennesker også har det rimeligt godt. For dette er i sig selv noget meget ønskværdigt, og desuden skaber det en verdenssituation præget af fred, tryghed og optimisme. Og i alle disse henseender har Folkebevægelsen set EF/EU have ødelæggende virkning og udgøre en stor hindring for at realisere det gode liv.

De værdier og idealer, Folkebevægelsen har givet udtryk og kæmpet for, kan således sammenfattende karakteriseres som at tilhøre dem, der traditionelt har været meget vigtige for det politiske centrum og venstrefløjen. Organisationen har desuden stået meget fast på sine holdninger og sin politik, uanset den tilsyneladende stigende modvind man har kunnet mærke igennem årene. Dermed er en stor idealisme som drivkræft måske det mest karakteristiske for Folkebevægelsen.

Og dette må siges at være desto mere bemærkelsesværdigt, eftersom det i en del år har foregået i en tid, hvor det politiske liv i høj grad har været præget af pragmatisme, populisme og endda direkte opportunisme. Så dér alene findes en meget god grund til at tage hatten af for bevægelsen, for uden idealisme ville det politiske liv om ikke ligefrem være umuligt, så i hvert fald være temmelig forkrøblet.

Noget andet, meget positivt har været den enorme ihærdighed og kampvilje, der har gjort det muligt for Folkebevægelsen at fortsætte og overleve, på trods af den overmagt man har kæmpet imod og på trods af de få, store sejre. Og det var også i den henseende vandene skiltes med ”bruddet” i 1992. Dem der ikke i tilstrækkelig grad ville stå fast på det oprindelige mål, og dette nok først og fremmest fordi de begyndte at tabe troen på at man kunne kæmpe det igennem, valgte at gå og satse på Junibevægelsen. OK, baggrunden for det var, som skildret, mere kompliceret end som så.

Men denne konflikt handlede efter min mening i bund og grund for det meste om, hvorvidt man skulle stå fast på sine holdninger og blive ved med at kæmpe for det, selv om det tilsyneladende ikke gav de helt store resultater. Og så var der altså en del der valgte en anden linje, sådan som det desværre ikke så sjældent sker. Og hvor der i øvrigt var en tydelig tendens i anden halvdel af 80’erne og i 90’erne blandt de oppositionelle kredse, at dele af dem bevægede sig i en mindre systemkritisk retning, og nu skulle være mere ”realistiske”. – Hvilket igen kan siges at hænge sammen med en klar højredrejning i samfundet og den vestlige verden som helhed.

Det ovennævnte om Folkebevægelsen lyder for det meste, i hvert fald set med mine øjne, temmelig positivt. Men hvad kan man sige af knap så positive eller negative ting?.. Hvad bevægelsens enkelte dele og nogle konkrete sammenhænge angår, så har jeg fremsat en del kritik undervejs i min fremstilling. Derudover synes jeg bestemt, at der er grund til at stille det spørgsmål, om Folkebevægelsen i gennem årene har været tilstrækkelig saglig i sine analyser og argumentation. – Ikke fordi jeg mener at dens politiske modstandere har været bedre på det punkt. Tværtimod, som min fremstilling viser har de været meget værre, og i nogle afgørende situationer decideret vildledende og løgnagtige. – Jeg synes dog også at kunne konstatere, at Folkebevægelsen er blevet bedre til det, så det går i hvert fald den rigtige vej.

Afstemningsresultater

Nej-procenterne ved folkeafstemningerne

1972: 37,0
1986: 43,8
1992: 50,7
1993: 44,2
1998: 43,3
2000: 53,2

Resultaterne af parlamentsvalgene

1979
Folkebevægelsen: 20,9
Alle “modstandere”: 32,5

1984
Folkebevægelsen: 20,8
Alle “modstandere”: 31,3

1989
Folkebevægelsen: 18,9
Alle “modstandere”: 28,0

1994
Folkebevægelsen: 10,3
Alle “modstandere”: 31,0

1999
Folkebevægelsen: 7,3
Alle “modstandere”: 33,5

Alle tallene i %, og for alle “modstanderne”s vedkommende behæftet med en stor usikkerhed.

Back To Top