Arbejderkampdag er også EU-kampdag
Et af de største pres mod vores kollektive rettigheder kommer fra EU. Derfor er kampen for at forsvare dem også kampen mod unionen.
Af Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU
Så er det 1. maj igen! Det er her vi ser frem mod årets kommende kampe, men også hvor vi fejrer de sejre, arbejderbevægelsen har opnået.
Retten til at uddanne sig, til at få behandling, når man er syg, og til at fællesskabet bærer os oppe, når vi bliver gamle, mister vores arbejde eller på anden måde har brug for hjælp.
Det er ikke rettigheder, der er kommet af sig selv. De er kommet gennem generationer af kollektiv kamp. Og de er hele tiden under pres.
EU er en politisk konstruktion, der er bygget for at tjene arbejdsgivernes og virksomhedernes interesser.
Et af de steder, det største pres kommer fra i disse år, er fra EU.
Et af de næste store slag handler om kommissionens nye vejpakke, som vil forringe chaufførernes arbejdsforhold og samtidig øge den social dumping på vejene. Blandt andet vil de give fragtfirmaerne mulighed for at tvinge deres chauffører til at overnatte i førerhuset i tre-fire uger i træk.
Og vi har lige været på gaden sammen med fagforeninger både i Danmark og i Bruxelles for at demonstrere mod EU-handelsaftalen CETA, som vil betyde, at beskyttelse af arbejdstagerrettigheder eller miljø kan blive mødt med dyre sagsanlæg fra multinationale selskaber.
Det er ikke tilfældige eksempler.
En farlig misforståelse
Det sker alt for ofte, at jeg hører EU blive omtalt som en politisk kampplads, hvor det alene er et spørgsmål om, hvem borgerne vælger til at bestemme.
Men det er en misforståelse, som er afgørende at få ryddet af vejen.
EU er ikke en objektiv størrelse, som man kan forme som man vil. Det er en politisk konstruktion, der er bygget for at tjene arbejdsgivernes og virksomhedernes interesser.
Det er nedfældet i de traktater, som binder alle EU-landene til at føre en bestemt politik: Nemlig en nyliberal politik med nedskæringer på velfærden og afmontering af de kollektive rettigheder.
Frihed for hvem?
Se bare på den såkaldte “fri bevægelighed” for arbejdskraften.
Det er IKKE en fri bevægelighed for mennesker, men derimod en ret for virksomhederne til at trække arbejdere rundt efter hvor det er billigst. Dermed kommer den frie bevægelighed til at virke som et redskab for virksomhederne til at dumpe løn- og arbejdsvilkår.
Det giver splittelse mellem Europas arbejdere, som pludselig bliver spillet ud imod hinanden i konkurrence om hvem der kan leve for den dårligste løn, fremfor at stå sammen og i solidaritet at kæmpe fælles for gode vilkår.
Det samme gælder den økonomiske politik. EU har et omfattende sæt af redskaber til at styre medlemslandenes økonomier med dét formål at øge arbejdsudbuddet og nedbringe de offentlige udgifter.
Det betyder, at vi skal gennemføre kontanthjælpsreformer, hæve pensionsalderen, skære ned på kernevelfærden og på andre måde afmontere de kollektive rettigheder.
Et opgør med dén politik og en kamp for solidariteten starter med et opgør med EU.
En anden vej
Derfor er det vigtigt at huske: Arbejdernes internationale kampdag bør også være en kampdag mod EU.
Det bør være en dag, hvor vi viser, at vi er nogen, som tør at drømme om en anden verden, og som har et bud på et helt andet Europa.
Et Europa hvor landene har ret til at vedtage den politik, som gavner befolkningen og miljøet, og hvor vi kan indgå et samarbejde med andre lande, som ikke handler om at styrke virksomhedernes muligheder for at tjene penge, men som bygger på solidaritet, på respekt for alle menneskers rettigheder og for demokratiet.
Rigtig god 1. maj.
(Dette indlæg har været bragt i Dagbladet Arbejderen)
