fbpx Skip to content

Arbejdsgruppe mod korruption nedsat i EU-parlamentet

Arbejdsgruppen har til formål at udarbejde et strammere regelsæt, “code of conduct”, for lobbyister og EU-parlamentarikere. Et regelsæt af denne art findes allerede, men regelsættet kan nu se frem til stramninger efter The Times afsløringer.

EU-parlamentets præsident, Jerzy Buzek, er formand for gruppen. Arbejdsgruppens øvrige medlemmer foreslås af grupperne i parlamentet. Fra GUE/NGL, som er den gruppe Folkebevægelsen mod EU sidder i, deltager den hollandske Dennis de Jong og Søren Søndergaard.
Arbejdsgruppens første møde er planlagt til at være denne uge og planen er, at arbejdet skal være afsluttet før sommerferien.

Baggrunden for nedsættelsen af arbejdsgruppen er kort sagt, at tre EU-parlamentarikere, i slutningen af marts blev taget med bukserne nede, da de erklærede sig klar til at modtage 100.000 euro. Pengene skulle være betaling for at stille lovforslag om deregulering af de finansielle markeder. Den britiske avis The Times var gået under cover og kontaktede 60 EU-parlamentarikere, med det formål at se hvem, der gik i fælden. Tre blev afsløret: Ernst Strasser (konservativ og tidligere østrigsk indenrigsminister), Adrian Severin (forhenværende rumænske vicepremierminister) og Zoran Thaler (liberal og tidligere slovensk udenrigsminister).

Jens Rohde, EU-parlamentariker for Venstre, mener at de folkevalgtes vigtigste adgang til information er mødet med virksomheder, og at disse skal kunne komme til parlamentarikere i alt fortrolighed, skriver Berlingske Tidende i dag (11.04.2011).

Se også Søren Søndergaards blog fra uge 13, “Politik som forretning”.

Back To Top