fbpx Skip to content

Auken og Messerschmidt holder vælgerne for nar

I medierne og på vælgermøder i opløbet til valgkampen har Margrete Auken (SF) og Morten Messerschmidt (DF) gentagende gange gjort sig til bannerførere for, at en frihandelsaftale mellem EU og USA ikke skal give private virksomheder ret til at sagsøge den danske stat. Ikke desto mindre har spidskandidaternes partier i dag stemt imod Enhedslistens forslag om selvsamme. Folkebevægelsens EU-spidskandidat Rina Ronja Kari og Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen, anklager spidskandidaterne for at holde de danske vælgere for nar.

Rina Ronja Kari, MEP og spidskandidat for Folkebevægelsen, siger:

– Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. I løbet af den aktuelle valgkamp til EU-parlamentet har bl.a. Morten Messerchmidt (DF) og Margrete Auken (SF) skældt ud på en frihandelsaftale, som giver multinationale ret til at sagsøge den danske stat og de danske skatteborgere. Og nu er de samme partier med til at give grønt lys for sådan en aftale. Det viser jo meget godt, at der er lysår imellem hvad disse partier siger, og hvad de gør.

Det drejer sig om det såkaldte investor-til-stat tvistbilæggelsessystem (ISDS-ordning), som betyder, at et land kan blive sagsøgt af en privat virksomhed ved en lukket særdomstol, hvis virksomheden mener, at dens forventede fortjenester undermineres af det pågældende lands lovgivning.

– DF og de EU-begejstrede partier siger, at en frihandelsaftale ikke må forringe beskyttelsesniveauet for miljø, sundhed, forbrugerrettigheder og arbejdstagerrettigheder. Derfor er det fuldstændig hul i hovedet, at de samtidig vil give de multinationale ret til at sagsøge stater for deres lovgivning på disse områder. Det hænger bare ikke sammen, siger Rina Ronja Kari.

– Med denne frihandelsaftale vil EU give de multinationale frihed til at undergrave de love, som de måtte finde besværlige eller dyre at efterleve. Derfor stemmer jeg imod, når EU-parlamentet skal godkende aftalen.

Nikolaj Villumsen, EU-ordfører for Enhedslisten, siger:

– SF og DF holder vælgerne for nar, når de siger en ting i valgkampen og stemmer noget andet i salen.

– En frihandelsaftale mellem EU og USA handler alene om at promovere det transatlantiske erhvervslivs snævre interesser. Samtidig vil aftalen have massive velfærdsomkostninger for almindelige borgere på begge sider af Atlanten. Men jeg synes ikke, at private virksomheder skal have flere rettigheder og flere fordele. De private virksomheder har fået rigeligt!

– Vi skal ikke acceptere en ISDS-ordning i nogen som helst form. Hvorfor skal private virksomheder have lov at sagsøge et helt land ved en lukket særdomstol? Hvis det er fordi, vi ikke har tillid til de normale offentlige domstole, der er baseret på en grundlov, så har vi et alvorligt problem.

Læs April-udgaven af NOTAT, hvor begge spidskandidater siger, at de er imod en ISDS-ordning i aftalen (s.4-5): http://www.e-pages.dk/notat/116/4

Yderligere information
Rina Ronja Kari: 0045 2670 1816
Nikolaj Villumsen: 0045 3337 5007

Back To Top