Bankunionens tredje ben til debat igen

Litauens finansminister, Rimantas Sadzius, brød flere måneders radiostilhed om Bankunionens tredje og sidste ben, den fælles indskydergarantifond, på et møde mellem EU’s finansministre i Vilnius i fredags.

Den fælles indskydergarantifond har ellers været skrinlagt, da medlemsstaterne har været uenige om, hvordan indskydergarantifonden skal se ud.

Kort fortalt har diskussionen gået på, om der skal oprettes en national indskydergarantifond finansieret af de nationale banker. Eller hvorvidt der skal være en fælles EU-fond, hvor alle banker betaler ind til.

Hvor den første mulighed vil betyde en harmonisering af reglerne, vil den sidste betyde, at bankerne kommer til at hæfte solidarisk med fallitboer i andre lande.

Indskydergarantifonden skal sikre, at bankkunders indskud (op til 100.000 euro) sikres i tilfælde af konkurs. I Danmark findes allerede sådan en garanti.

Sadzius’ udmelding kommer efter EU-parlamentet godkendelse af Bankunionens første ben, den fælles tilsynsmekanisme, i sidste uge, og netop som diskussionerne, om det næste, afviklingsmekanismen, skal til at begynde.

Regeringen venter stadig med at tage stilling til sagen, indtil Bankunionen har fundet sin endelige form. Ifølge Sadzius er ambitionen at få etableret den fælles indskydergarantifond inden de kommende EU-valg.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk