fbpx Skip to content

Bruxelles-Strasbourg tur/retur

Nu er tiden igen kommet til, at Europa-parlamentets 736 medlemmer atter drager tilbage mod Bruxelles. Med sig tager de assistenter, praktikanter, journalister, Kommissions-embedsmænd og lobbyister. Én gang om måneden flytter hele Parlamentet nemlig den 560 km lange vej fra Bruxelles til Strasbourg, for derefter at flytte det hele tilbage igen, blot fire dage senere. Alle dokumenter og udstyr bliver flyttet i store lastbiler mellem de to byer og dét er ikke blot en omkostningsfuld affære for de haltende statskasser i Europa, men også for miljøet.
(https://folkebevaegelsen.dk/spip.php?page=soren-aktuelt&id_=3452).

En ny rapport fra ‘Brussels-Strasbourg Seat Study Group’ viser, at der om året bliver udledt 19.000 tons CO2 på disse “Smut-ture” frem og tilbage mellem de to byer (brusselsstrasbourgstudy.eu).
Denne konstellation med de to hovedsæder betyder nemlig, at Parlamentet består af over en mio. kvadrat meter bygning – som alt sammen skal ventileres, opvarmes og bare generelt holdes kørende. Så selvom bygningerne i Strasbourg står tomme 307 dage om året, bliver der stadig brugt store mængder af energi på at holde bygningerne klar til de blot fire dage om måneden, hvor de rent faktisk bliver brugt. Størstedelen af de 19.000 ton CO2, det koster at opretholde to-sæde-ordningen, går således til opvarmning af bygningen i Strasbourg. Den anden store CO2-udledende faktorer er transporten til og fra de to byer. Her er det 28 procent af den samlede CO2-udledning, som går til at transportere parlamentarikere og personale fra det ene sted til det andet med enten fly, bil eller tog.

Set i lyset af denne meningsløse CO2-udledning, er det således ikke så mærkeligt, at EU, ifølge rapporten ‘Chinese Challenge or Low Carbon Opportunity’, er langt fra at nå den reduktion i CO2’en, som er nødvendig, for at undgå global opvarmning. Som det ser ud nu vil EU i 2020 blot have reduceret halvdelen af den CO2, der ligger i EU’s egne klimamål. Det ville således klæde EU og Parlamentet godt, at feje for egen dør og tage noget af ansvar for de haltende klimaresultater.

Back To Top