skip to Main Content

Folkeafstemning om dansk deltagelse i EU-bankunion bliver næppe en realitet

Et stort flertal i Folketinget ønsker ikke, at Danmarks tiltræden til EU’s bankunion skal besluttes ved en folkeafstemning. Folkebevægelsen mod EU’s medlem af EU-Parlamentet, Rina Ronja Kari, er derimod varm fortaler for en folkeafstemning.

Danskerne får al sandsynlighed ikke mulighed for at stemme om Danmarks deltagelse i EU’s bankunion. (Foto: Pexels)

Når Danmark skal tage stilling til, om vi vil være med i EU’s bankunion, bliver det ifølge Dagbladet Arbejderen næppe afgjort ved en folkeafstemning.

Folketinget debatterede den 22. maj et forslag om, at der skal en folkeafstemning til, når regeringen skal beslutte, om Danmark skal slutte sig til bankunionen.

Det er yderst usandsynligt at forslaget går igennem. I folketinget er det kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti der støtter det, skriver Arbejderen.

Folkebevægelsen mod EU er også kraftig fortaler for en folkeafstemning:

“Vi skal selvfølgelig altid spørge befolkningen, før vi overlader mere magt til EU. Det skal vi også i det her tilfælde, hvor man vil overlade vigtige beslutninger om kontrollen med de danske banker og det danske bankvæsen til EU” siger Folkebevægelsens medlem af EU-Parlamentet, Rina Ronja Kari til Arbejderen.

“Vi er ikke forpligtet til at sende det til folkeafstemning”

Alle folketingets andre partier er imod forslaget, som er stillet af Dansk Folkeparti.

Venstres EU-ordfører Jan E. Jørgensen udtaler følgende til Arbejderen:

“Vi er imod en folkeafstemning. Justitsministeriets jurister er nået frem til, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse. Derfor er vi ikke forpligtet til at sende det til folkeafstemning. Vi politikere skal ikke overrule de juridiske vurderinger, vi får”

Endelig beslutning senest i 2019

Senest i 2019 skal regeringen beslutte, om Danmark skal være del af EU’s bankunion.

Hvis Danmark bliver en del af bankunionen, får Styrelsesrådet for EU’s Centralbank ifølge Arbejderen ret til at lukke danske banker. Styrelsesrådet overtager også tilsynet med de danske banker, som i dag hører under Finanstilsynet.

Danmark er ikke repræsenteret i Styrelsesrådet, fordi vi ikke er del af Eurozonen.


Fakta: Hvad er EU’s kommende bankunion?

  • Fælles bankregler i EU, som allerede er vedtagne i EU’s ministerråd, som også danmark skal følge, uanset om vi tilslutter os bankunionen.
  • Fælles, fleksible krav til størrelsen på de penge-reserver, bankerne skal have. Det er dog bankerne selv, der skal vurdere hvor risikable deres udlån er.
  • Et EU-banktilsyn, som vil føre tilsyn med alle banker i eurozonen, samt med de danske banker der opererer i de øvrige EU-lande, hvis Danmark bliver medlem af bankunionen.
  • Fælles regler der skal forebygge at banker går konkurs, og gribe ind, når banker er i økonomiske vanskeligheder. Denne ordning skal bankerne selv betale til.
  • En fællesordning, der skal garantere bankkunders indskud, uanset hvor i EU de befinder sig.

(Kilde: Arbejderen.dk)

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk