fbpx Skip to content

Demokraterne vil meldes ind i Folkebevægelsen

Hovedbestyrelsen i Det Demokratiske Parti – også kaldet Demokraterne – har besluttet, at partiet vil søge om medlemskab af Folkebevægelsen mod EU. Partiet ønsker en folkeafstemning om Danmarks fortsatte medlemsskab af EU i forbindelse med valget til EU-parlamentet i maj 2014, fremgår det af en pressemeddelelse fra partiet:

– EU som vi kender det i dag bliver mere og mere centraliseret, bureaukratisk og udemokratisk. Derfor glæder det mig, at vi kan markere vores modstand med stor styrke sammen med Folkebevægelsen mod EU, som vi tror på vil få et stærkt Europa-parlamentsvalg i maj 2014, siger Demokraternes stifter og partiformand Per Ørum Jørgensen, der ser frem til at føre valgkamp i fællesskab med Folkebevægelsen til foråret.

– Vi vil som parti tage aktiv del i valgkampen, og kæmpe for det bedst mulige resultat til den tværpolitiske liste. Vi mener, at Regeringen bør følge Storbritanniens eksempel, og starte en folkelig debat om, hvorvidt det tjener Danmarks interesser bedst med fortsat medlemskab af EU. Demokraterne ønsker en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU, og finder det oplagt at foretage en sådan afstemning i forbindelse med EP-valget i maj måned, siger Per Ørum Jørgensen, der understreger at Demokraterne i forbindelse med en afstemning vil anbefale danskerne at sige nej til EU, og at der i stedet skal arbejdes på at skabe en nordisk union i stedet.

Folkebevægelsen mod EU har taget positivt mod medlemsansøgningen, som formelt skal behandles på næste møde i organisationens landsledelse den 1.-2. juni.

– Demokraterne ser helt klart ud til at opfylde betingelserne for medlemskab som et demokratisk parti, der vender sig imod EU. Det vil være en styrkelse af vores tværpolitiske bredde, og er et udtryk for, at EU-modstanden går frem over en bred kam, siger landssekretær Poul Gerhard Kristiansen.

Læs mere om Demokraterne – klik her!

Back To Top