Hvad skal vi stemme om?

D 3. december skal vi stemme om, hvorvidt vi ønsker at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Ønsker du at bevare retsforbeholdet, så skal du stemme nej, og ønsker du tilvalgsordningen skal du stemme ja.

Retsforbeholdet er efterhånden en ældre ting, som blev indført i 1993 efter den danske befolkningen havde stemt nej til EU’s dengang nye traktat i 1992. Danskerne stemte blandt andet nej, fordi de ikke ønskede Euroen, et fælles militær eller altså en overstatslig retspolitik.

Derfor var det også et forbehold til befolkningen. Det var befolkningens garanti for, at Danmark ikke skulle med i den overstatslige retspolitik. I forbindelse med Lissabontraktaten i 2009 er forbeholdet så blevet yderst aktuelt, fordi mere og mere af EU’s retspolitik bliver netop overstatsligt.

EU-partierne på Christiansborg ønsker nu at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Det er ikke en tilvalgsordning for befolkningen, hvor befolkningen bliver hørt og får lov til at tage stilling fra sag til sag. Nej, det bliver derimod EU-partiernes eget forbehold, som betyder at de kan sige ja til at overgive retspolitikken til EU.
Hvis de først har sagt ja, så kan selv ikke et enigt Folketing senere lave det om.

Dermed ændrer de altså befolkningens forhold til EU-partiernes tilvalgsordning. Og magten flyttes fra befolkningen til de mest EU-begejstrede partier på Christiansborg.

Tilvalgsordningens magi

Det lyder jo tiltalende med en tilvalgsordning, som giver Danmark ret til at vælge til og fra, lige som vi har lyst til. Helt så simpelt er det dog ikke.

For det første kan et ja til ny EU-lovgivning ikke laves om. Det betyder, at selv om vi vælger et nyt Folketing, så er der ikke nogen fortrydelsesret og dermed har befolkningen heller ikke nogen chance for at påvirke beslutningerne om, hvorvidt EU skal bestemme endnu mere. Der er tale om en glidebane mod mere og mere EU, som ikke kan stoppes af befolkningen.

For det andet skal Folketinget sige ja eller nej til et nyt lovforslag allerede 3 måneder efter at EU-kommissionen har fremsat det. Det betyder, at Folketinget skal tage stilling lang tid før vi kender det endelige resultat og før både EU-parlamentet og Rådet har haft mulighed for at lave deres mange ændringer i loven. Vi risikerer altså at sige ja til noget, som viser sig at være markant anderledes.

Vi kan godt samarbejde – også med Europol

Et ofte fremført argument fra ja-siden er, at Danmark ryger ud af Europol, hvis vi stemmer nej d. 3. december. Det er bare slet ikke hele virkeligheden.

Hvis Danmark beholder retsforbeholdet kan vi nemlig lave en samarbejdsaftale med EU, så det danske politi fortsat kan samarbejde med de andre. I dag har EU allerede sådanne samarbejdsaftaler med 18 lande, som ikke er med i EU, men som netop har et godt samarbejde. Det drejer sig blandt andet om Norge, Schweiz, Island og USA. Og man kan næppe sige, at f.eks. Norge bliver oversvømmet med kriminelle.

Der er to ting, som skal være opfyldt for at vi kan få en samarbejdsaftale:
1. At Danmark ønsker en aftale
2. At EU ønsker en aftale

Der hersker ingen tvivl om, at det danske Folketing ønsker en aftale, men der hersker faktisk heller ikke nogen tvivl om, at EU ønsker en aftale. Hvorfor skulle Tyskland eller Sverige f.eks. være interesserede i, at Danmark ikke deltager i samarbejdet?

Derfor er det også forkert, når Europol bliver taget som gidsel i debatten. Danmark kan og skal naturligvis samarbejde også selv om vi fastholder den demokratiske magt over retspolitikken.

Vi kan også godt samarbejde om asylpolitik

Den danske regering har slået til lyd for at Danmark ikke kan deltage i f.eks. en fordeling af flygtninge i EU på grund af vores retsforbehold. Også det er forkert.

Danmark kan nemlig godt – hvis vi ønsker det – deltage i en fordeling af flygtningene også selv om vi beholder retsforbeholdet. Det har også EU-kommissionen slået fast.
Til gengæld betyder forbeholdet, at magten ligger hos Folketinget og at deres beslutninger kan laves om, hvis vi vælger nogle andre politikere.

Derudover har vi gode muligheder for internationalt samarbejde, og både Europarådet og FN er gode institutioner, som vi burde styrke i arbejdet med at hjælpe flygtningene.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk