skip to Main Content

Landsmøde 2012

Folkebevægelsen mod EU holder ordinært landsmøde den 27.-28. oktober 2012 på Stengård Skole i Gladsaxe

landsmoede12-banner

Med EU-formandskab, kampagne for traktatafstemning og 40 års jubilæum i bakspejlet og udsigt til valg til EU-parlamentet i 2014 samt mulige undtagelsesafstemninger er der masser på programmet.

Landsmøde 2012

27.-28. oktober 2012

Stengård Skole i Gladsaxe

Den nyvalgte landsledelse 2012

Landsledelsen 2012 efter valget, Foto: Niels Sigaard

Resultatet af valget til landsledelsen på Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 27.-28. oktober 2012 (stemmetal i parantes)

Rina Ronja Kari (105)
Jesper Morville (100)
Kjeld Richter-Mikkelsen (99)
Karina Rohr Sørensen (98)
Lars Østergaard Møller (96)
Jørgen Grøn (95)
Sven Skovmand (91)
Kirsten Annette Christensen (90)
Johanne L. Kristensen (89)
Aage Staun (85)
Niels Eriksen (84)
Tobias Clausen (81)
Svend Erik Christensen (80)
Benjamin Bilde Boelsmand (79)
Luise Hemmer Pihl (79)
Eva Hallum (78)
Hans Hansen (77)
Thorkil Sohn (76)
Troels Juel (70)
Brian Olsen (69)
Kim Holm (68)
Kit Aastrup (58) – 1. suppleant
Allan Graversen Vesterlund (57) – 2. suppleant
Gustav Sieg Sørensen (56) – 3. suppleant

Medieomtale af landsmødet

Medieomtale af Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 27.-28. oktober 2012

* DR Update 27/10: Folkebevægelsen mod EU – landsmøde i weekendenklik her!
* DR (hjemmeside) 27/10: Folkebevægelsen: Ikke bare den sædvanlige kritik klik her!http://borsen.dk/nyheder/ritzau/art…
* DR (hjemmeside) 28/10: FOA-formand får EU-modstanderes prisklik her!
* DR P4 Radioavisen 27/10 12.00: Folkebevægelsen mod EU holder landsmødeklik her!
* DR P4 Radioavisen 27/10 17.00: Søndergaard talte på Folkebevægelsen mod EU’s landsmødeklik her!

* Newspaq 28/10: Fagbevægelsens frække dreng vinder pris – bragt på bl.a. Avisen.dk, Dagens.dk, Denkorteavis.dk og i 20 lokalradioer med i alt 1,3 mio. lyttere

* BNB (Berlingske Nyhedsbureau) 27/10: EU-modstandere vil stemme om EU – bragt på m.b.dk(Berlingske mobil-hjemmeside), BTs hjemmeside, jv.dk (Jydske Vestkystens hjemmeside), m.stiften.dk (Århus Stiftstidendes mobil hjemmeside), Århus Stiftstidende (trykt avis) og bornholmstidende.dk
* BNB (28/10: EU-modstandspris til FOAs Dennis Kristensen – bragt på m.b.dk, BTs hjemmeside, bornholmstidende.dk og jv.dk (også i trykt avis)

* Ritzau 27/10: EU-modstandere kræver afstemning om nyt EU – bragt på hjemmesider for bl.a. Politiken, Information, Børsen, Kristeligt Dagblad, Fyens Stifstidende, Nordjyske (også i trykt avis), Lolland Falster Folketidende, sn.dk (Dagbladet, Sjællandske og Frederiksborg Amtsavis – Sjællandske også i trykt avis), på Avisen.dk og tv2.fyn

* Arbejderen 30/10: Unionsmodstandere udfordrer ja-politikere: Spørg danskerne om eurostaten (også i trykt avis) – klik her!

* Eufagligt.dk 29/10: EU-modstandspris til FOA-formandklik her!

* Notat.dk 5/11: Dennis Kristensen frygter EU’s indgriben (note i presseklip)klik her!

* Gladsaxe Bladet 30/10: Søndergaard uddelte Træskoprisenklik her!

Youtube fra landsmøde 2012

Film på Youtube fra Folkebevægelsen mod EUs landsmøde den 27.-28. oktober 2012


27/10: Søren Søndergaard ønsker valg om EU

27/10: Søren Søndergaard om EU’s tilstand

27/10: Rina Ronja Kari om danskerne og EU

27/10: Peter Ingemann og Stig Møller

28/10: Norsk kommentar til fredspris

28/10: Folkebevægelsens træskopris 2012

Pressemeddelelser og udtalelser

Pressemeddelelser og udtalelser fra Folkebevægelsens landsmøde 27.-28. oktober 2012

Nyheder og pressemeddelelser:
28/10: EU-modstandspris til FOA-formand
28/10: CD: EU-modstandens sange gennem 40 år
27/10: Træskopris til People’s Pledge i England
27/10: Folkeafstemning om det nye EU!
27/10: Lad Grækenland kunne blive fri af euroen
17/10: Landsmøde med nyt EU på dagsordenen

Udtalelser og hilsner:
28/10: Forsvar dyrevelfærden – stop de lange dyretransporter
28/10: Stop EU-indblanding i de danske arbejdsmarkedsforhold
27/10: Tak til det norske folk


Vedtaget 27. oktober 2012:

Støt lande, som vil ud af euroens spændetrøje

Folkebevægelsen tilslutter sig tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers forslag om, at man giver de udsatte lande i Sydeuropa en sådan økonomisk støtte, at de kan træde ud af euroen.
At fastholde lande som Grækenland, Spanien og Portugal i EUs valutaunion vil ikke alene koste store beløb. Det vil også fastholde disse lande i social nød og langvarig arbejdsløshed.



Vedtaget 27. oktober 2012:

Lad befolkningen bestemme EU-politikken

EU-eliten vil kun tillade folkeafstemninger om EU-spørgsmål, hvis de er sikre på at vinde. For dem handler det ikke om at lade befolkningen bestemme, men om at nå et i forvejen fastsat resultat.

Denne opførsel er fundamentalt udemokratisk. Folkebevægelsens landsmøde foreslår derfor, at der i forbindelse med valget til EU-parlamentet i forsommeren 2014 afholdes en række folkeafstemninger, dels om Finanspagten og dels om enhver yderligere magtoverdragelse til EU, som måtte være aftalt inden. Folkebevægelsen mod EU har som mål at Danmark hurtigst mulig kommer ud af EU.

Danmarks placering i EU og i verden er for vigtig til at overlade alene til politikerne.

Pressefotos fra landsmødet

Landsmøde 2012

Dagsorden

Udkast til dagsorden for Folkebevægelsens landsmøde den 27.-28. oktober 2012

Lørdag den 27. oktober:

11.00:
Ankomst og indskrivning

12.30-13.00:
Åbning, velkomst og konstituering.

13.00-14.45:
Fremlæggelse af parlamentsberetning og politisk beretning.
Diskussion og afstemning.

14.45-15.15:
Pause

15.15-16.15:
Fremlæggelse af den organisatoriske beretning.
Diskussion og afstemning.

16.15-17.30:
Præsentation af ”På vej mod EU-parlamentsvalget 2014”
som følges op af gruppearbejde.

17.30-18.00:
Vedtægter

18.00:
Afslutning på dagens arbejde og sidste frist for indlevering
af ændringsforslag til ”På vej mod EU-parlamentsvalget 2014”.

18.30-20.00:
Spisning

20.00:
EU-modstandens sange gennem 40 år
– og uddeling af den ene af træskopriserne

Søndag den 28. oktober:

9.00-9.15:
Morgensang

9.15-10.30:
Diskussion af ”På vej mod parlamentsvalget 2014” og afstemning

10.30-11.00:
Valg af ny Landsledelse

11.00-11.30:
Indkomne forslag og vedtagelse af udtalelser

11.30-12.00:
Regnskab og budget

12.00-12.30:
Uddeling af den anden af træskopriserne

12.30-12.45:
Præsentation af Landsledelsen

12.45-13.00:
Afslutning og tak for i år

Parlamentarisk beretning 2012


PDF - 1 Mb

MEP Søren Søndergaards parlamentariske beretning til landsmødet i Folkebevægelsen mod EU i Gladsaxe den 27.-28. oktober 2012

Politisk beretning

Landsledelsens politiske beretning til landsmødet i Folkebevægelsen mod EU i Gladsaxe den 27.-28. oktober 2012

PDF - 7.5 Mb

Hent beretningen i PDf-.format – klik på ikonet !

 


Vi startede dette år med en forventning om, at der kunne komme en folkeafstemning om en eller flere EU-undtagelser. Men selv om meget tydede på, at en ny regeringen ville holde en folkeafstemning, måske endda i forlængelse af EU-formandskabet, må vi starte denne beretning med at konstatere, at heller ikke dette år bød på en EU-afstemning. Og intet tyder på, at der er en sådan på vej.

Det sidste år har i stedet fortsat været præget af den fortsatte økonomiske krise. Den har åbnet op for nogle drastiske ændringer af EU-samarbejdet, og her er det nødvendigt at se lidt tilbage i tiden, før vi kan se rigtigt fremad. I løbet af det seneste år er kimen til det nye samarbejde blevet lagt, men selv om vi har set en hurtig udvikling, er den på ingen måde færdigt.

De interne spændinger

Vi har i Folkebevægelsen mod EU fra dag et sagt, at hvis man indfører en fælles valuta, vil man også være nødt til at samkøre økonomierne mere. Dette skyldes først og fremmest, at der opstår store interne spændinger, når så forskellige økonomier får samme valuta.
Når det alligevel gik godt med Euroen igennem flere år, så skyldes det bl.a. det store økonomiske opsving der var igennem 00’erne, og det kunne så at sige dække over de interne spændinger. Men situationen de sidste par år har været radikalt anderledes.

Det ser værst ud i Grækenland, men langt flere lande har store økonomiske problemer. Man skal dog ikke tage fejl af, at problemerne har markant forskellig karakter, hvor f.eks. Irland primært fik økonomiske problemer, da de af bl.a. EU blev presset til at redde flere af deres store banker – og dermed overtage kæmpe lån – kæmper bl.a. Grækenland med en elendig konkurrenceevne og tårnhøj arbejdsløshed.

Men selv om problemerne er forskellige, så er løsningen fra EU den samme: overlad magten over den økonomiske politik til EU og gennemfør benhårde nedskæringer på velfærden. Af skridt på denne vej kan nævnes finanspagten.

Finanspagten

I Danmark har debatten om EU især koncentreret sig om to ting: Finanspagten
og det danske EU-formandskab. Og det første med rigtig god grund.
I lyset af de økonomiske problemer, og ønsket om mere kontrol med medlemslandenes økonomi, der besluttede man i december, at endnu en traktat var nødvendig. Nogle gange tager ting i EU mange år, men andre gange kan det gå forbløffende hurtigt, og med finanspagten tog det ikke mere end et par måneder, før den var helt klar til at blive underskrevet.

Helt konkret betyder Finanspagten at de enkelte lande skal indføre en såkaldt ”gældsbremse” i deres forfatning eller lovgivning af blivende karakter, som består uanset om der skiftes regering. Hvis det ikke sker eller hvis den senere ophæves, så udløser det store bøder fra EU. Samtidig betyder Finanspagten at det såkaldte ”strukturelle underskud” aldrig må overstige 0,5%, hvilket reelt fratager kriseramte lande muligheden for at føre en ekspansiv finanspolitik og kun tillader dem nedskæringsvejen.

På den måde institutionaliserer finanspagten en bestemt økonomisk politik, som vi i øjeblikket ser gennemtvunget i Grækenland, Spanien, Portugal og Irland. Dette er ikke bare et økonomisk spørgsmål, men i høj grad et demokratisk problem fordi det fratager landenes befolkninger muligheden for at vælge mellem politikere, som står for forskellige økonomiske løsninger. I hvert fald hvis de vil undgå at blive idømt kæmpemæssige bøder.

I Danmark fortalte EU-tilhængerne, at det var vigtigt at Danmark også tiltræder finanspagten – selv om vi ikke var forpligtet ligesom Euro-medlemmer – fordi det ville berolige markederne og fordi det ville sikre en ordentlig økonomisk politik og endeligt fordi det også er i vores interesse, at der kommer orden på Euro-landenes økonomi.
Det er naturligvis noget vrøvl, at Danmarks tiltræden til finanspagten skulle hjælpe Euro-landenes økonomier, ligesom politikerne i Folketinget må kunne forventes at tage ansvar for at føre en god økonomisk politik også uden EU-diktat.

Ud over en ret stor debat om indholdet i finanspagten, havde vi også en stor debat om, hvor vidt der skulle afholdes folkeafstemning om pagten. Godt hjulpet på vej af vores egen underskriftindsamling blev der i de første måneder af 2012 livligt diskuteret for og imod en folkeafstemning. Endnu engang støtte vi på det primære argument, at når Grundloven ikke ligefrem kræver en folkeafstemning, så er det ikke nødvendigt.
Politisk stod vi sammen med bl.a. Enhedslisten og Liberal Alliance, samt en stribe ungdomspartier, som alle mente, at befolkningen skulle høres i denne sag. Der var også en klar opbakning i befolkningen til, at der skulle være folkeafstemning.
Den 31. maj vedtog Folketinget imidlertid Finanspagten uden folkeafstemning. Processen i Folketinget var ikke køn, og var dels præget af, at tilhængerne ikke havde helt styr på detaljerne, og dels at der ikke blev forelagt alle de ønskede dokumenter. Det var således særdeles vanskeligt at få svar på, om det er EU-kommissionen eller Danmark selv, der skal udregne det strukturelle underskud. Det lyder måske teknisk, men forskellen på udregningerne er på over 1 % point, og det har dermed betydning for, om vi overholder reglerne for det strukturelle underskud eller ej.

At Danmarks tilslutning til Finanspagten ikke handler om abstrakt teori har vi allerede set konkrete eksempler på. F.eks. blev både den stramme kommuneaftale og regeringens endnu strammere finanslovsforslag begrundet med behovet for at holde sig indenfor EU’s snærende økonomiske rammer. Sådanne eksempler på indskrænkning af vores demokratiske råderum i økonomisk henseende vil vi komme til at se flere og flere af i fremtiden. Det er i sig selv et argument for et opgør med bindingen til EU.

På vej mod en finansunion

Efter at finanspagten var ratificeret i de fleste lande, fortsatte arbejdet mod en stadig større integration af EU-landenes økonomier. Det skete bl.a. på et topmøde i juni, hvor grundlaget for en finansunion og en bankunion blev lagt.
Vi må betragte det som en naturlig konsekvens af de seneste års udvikling, hvor først Europluspagten, six-packen, det europæiske semester og senest Finanspagten har været med til at styrke EU’s kontrol med medlemslandenes økonomier. Der bliver sat kontrolsystemer op, hvor der både ses på rammerne, dvs. underskud og gæld, men også på indhold – f.eks. pensionsreformer, lønregulering mv.

Kommissionsformand José Manuel Barroso og den tyske kansler Angela Merkel har det seneste stykke tid begge været store fortalere for, at vejen ud af krisen er, at skabe en politisk-økonomisk union, hvor landene skridt for skridt afgiver mere magt til EU. Der er ingen tvivl om, at denne holdning er et markant skift fra de holdninger, vi har hørt fra EU- og Euro-tilhængere igennem mange år; nemlig at vi slet ikke var på vej imod opbygning af en EU-stat.
Det er naturligvis befriende, når de ledende EU-politikere tør tale åbent om, hvad der egentlig er deres planer, men samtidig er det rystende, hvor meget magt de faktisk ønsker at overføre til EU.

Finansunionen og bankunionen må ses som resultat af deres holdninger. Det er endnu uklart, hvordan det præcist skal skrues sammen, men der er lagt op til, at EU skal bestemme, hvor store lån landene må optage, og hvor store underskud der må være på det enkelte budget. Samtidig er der lagt op til endnu mere kontrol og endnu flere sanktionsmuligheder. Ud over, at det bliver EU der bestemmer den økonomiske politik, ligger det også klart, hvilken politik det bliver; den kommer til at bygge på fundamentalistisk markedsøkonomi, kombineret med tysk sparsomlighed.
Med andre ord en rigtig EU-stat – eller en rigtig union med en stadfæstet økonomisk politik. Der bliver ikke meget plads til, at befolkningerne kan gennemtvinge en anden økonomisk politik end den foreskrevne.

Det danske EU-formandskab

Det danske EU-formandskab skal også have et par ord med i denne beretning. Det har ikke været en imponerende bedrift, som formandskabet har stået for, men det var på den anden side heller ikke deres ambition.

Hvor man måske kunne have forventet, at den nye danske regering – i forlængelse af sin valgkamp – ville satse på vækst og skabelse af arbejdspladser, ja så meldte statsministeren klart ud fra start, at den helt centrale opgave var at redde euroen. Så måtte bekæmpelse af arbejdsløsheden komme i anden række. Den tankegang afspejles også i den såkaldte ”vækstpakke”, som blev vedtaget på EU-topmødet i juni. Dels blev der stort set ikke afsat nogen nye penge til at sætte gang i væksten og dels skulle alle vækstinitiativer holde sig inden for Finanspagtens rammer, hvor kortsigtet budgetdisciplin er vigtigere end at bekæmpe arbejdsløsheden.

Der må altså ikke bruges penge på at skabe vækst eller arbejdspladser.
I den danske debat må man sige, at det danske EU-formandskab naturligvis gav lidt plads til EU-debat, men ikke på noget imponerende niveau. Og der er ikke noget der tyder på, at formandskabet har inddraget større dele af befolkningen eller har givet anledning til debat på arbejdspladserne og i hjemmet.
Hvor det virkede til, at det var regeringens plan, at formandskabet skulle bane vejen for en folkeafstemning om en EU-undtagelse må man sige, at det ikke havde den effekt. Og med den uro der er i Euroen, og i øvrigt med regeringens egne problemer, er der ikke lagt op til en EU-afstemning de næste par år.

På sidste landsmøde vedtog vi 11 punkter, som vi opfordrede det danske formandskab til at arbejde for – lige fra mere åbenhed i EU-systemet til initiativ for at afskaffe EU-parlamentets månedlige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg.
Desværre må vi i dag konstatere, at regeringen ikke lyttede til Folkebevægelsens opfordringer. Det er dybt beklageligt. F.eks. ville vores forslag om at etablere en hjælpemekanisme for kriseramte lande til at komme ud af euro-konstruktionen kunne have haft en konkret positiv betydning for de mange millioner arbejdsløse og fattige i f.eks. Grækenland. Men også her satte EU-partierne solidariteten med EU-elitens eurotopi højere end hensynet til de mennesker, som dagligt må lide under det.

De faglige rettigheder og truslen mod den danske arbejdsmarkedsmodel

Selvom den nye regering har forsøgt at gøre noget ved de værste udslag af den EU-dikterede sociale dumping på arbejdsmarkedet, så er dette et af de mest omfattende og sprængfarlige resultater af EU-tilpasningen.

På stadig flere områder oplever herboende lønmodtagere hvordan arbejde i Danmark bliver udført af tilrejsende midlertidig arbejdskraft til dårligere løn- og arbejdsforhold. Det er et problem for de herboende lønmodtagere, som mister deres job eller må kaste sig ind i ”ræset mod bunden”. Det er et problem for de tilrejsende lønmodtagere, som groft udnyttes bl.a. med det resultat, at de i langt højere grad kommer alvorligt til skade ved arbejdsulykker. Men det er også et samfundsmæssigt problem fordi skrupelløse firmaer – danske og udenlandske – misbruger udenlandsk arbejdskraft for lettere at kunne snyde skattevæsenet fra at bidrage til den fælles velfærd.

Truslen mod den danske arbejdsmarkedsmodel har senest fået en ny dimension i forbindelse med den helt lovlige faglige konflikt mod ejeren af restaurant ”Vejlegården”, som har opsagt sin overenskomst med 3F for i stedet at få en billigere med KRIFA. I folketinget har Venstre og Dansk Folkeparti fremlagt et forslag om at det skal forbydes LO-fagbevægelsen at konflikte mod virksomheder, som allerede har en såkaldt ”landsdækkende overenskomst”.

Selvom formålet med forslaget formentlig først og fremmest er, at få 3F og andre LO-fagforeninger smidt ud af fordøren, så betyder det, at EU lukkes ind af bagdøren. Så vil det nemlig være op til EU at afgøre hvad der menes med en ”landsdækkende overenskomst”, hvilket vil åbne op for at polske, bulgarske og græske overenskomster skal accepteres som ligeværdige på det danske arbejdsmarked.

En sådan EU-tilpasning vil naturligvis betyde enden for den danske arbejdsmarkedsmodel og må derfor bekæmpes med alle til rådighed stående lovlige midler.

Lissabontraktaten i retten

I april faldt afgørelsen i landsretten vedr. Lissabontraktaten. Det var – ikke så overraskende – en klar godkendelse af traktaten og en afvisning af, at der burde have været en folkeafstemning. Sagen var tilstrækkelig interessant til, at pressen dækkede sagen den pågældende dag.
Sagen blev anket til Højesteret, og dermed venter endnu et par års juridiske tovtrækkerier.
Resultatet i landsretten var ikke overraskende, når man tager i betragtning, at det var selvsamme landsret der afviste at lade sagen kører, fordi man ikke mente den var relevant. Dog besluttede højesteret, at landsretten skulle køre sagen, og de blev dermed tvunget til at lade den køre. Det kan derfor blive rigtig interessant at se højesteret behandle selve spørgsmålet om traktaten og folkeafstemning.

Afrunding

Det har været et år, hvor der har været tilbagevendende debat om forskellige dele af EU-samarbejdet. Der er ingen tvivl om, at den økonomiske krise – allertydeligst i Sydeuropa – har bidraget til et fortsat fokus på Euroen og EU som helhed.
Der kan heller ikke være tvivl om, at når dette år er omme, så har EU overtaget endnu mere magt over landenes økonomier, samtidig med at endnu flere borgere står med arbejdsløshed og forringet velfærd. Svaret på krisen synes at være nedskæringer og atter nedskæringer, med det rigtig kedelige resultat, at arbejdsløsheden bare stiger og flere og flere får alvorlige problemer med at få råd til mad, husleje og medicin.
Samtidig har det været et år, hvor vi i sandhed har set befolkningerne protestere. I flere af de hårdest ramte lande har der været kæmpe generalstrejker og demonstrationer, men også i Danmark har der været protester – både igennem vores egen underskriftindsamling, men også f.eks. i protesterne mod ACTA, som ind til videre er endt med en folkelig sejr!

Organisatorisk beretning

 Landsledelsens organisatoriske beretning til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde i Gladsaxe den 27.-28. oktober 2012
PDF - 2.3 Mb

Hent beretningen i PDF-format – klik på ikonet!

 

1. Indledning

Den organisatoriske beretning beskriver kort organisationens liv siden landsmødet i oktober 2011, samt giver et bud på de nødvendige organisatoriske tiltag specielt i forhold til det enkelte medlems mulighed for at være et aktiv for Folkebevægelsen, udvikling af komiteerne og endeligt hvordan de kollektive medlemmer knyttes endnu tættere til Folkebevægelsen.

2. Hvor står Folkebevægelsen organisatorisk?

2.1. De organisatoriske udfordringer i 2012

Der har løbende været arbejdet med udviklingen af Folkebevægelsens organisation siden parlamentsvalget i 2009. De organisatoriske tiltag har i stor grad taget afsæt i Strategikonferencen i Odense i januar 2010. Der satte sit aftryk i årsplanerne for hhv. 2011 og 2012. Der er bl.a. kommet nye vedtægter, som bl.a. ændrede på ledelsesstrukturen og et ønske om en mere politisk landsledelse. Men der er også taget fat på diskussionen om hvordan det enkelte medlem og de kollektive organisationer bedre inddrages i Folkebevægelsens arbejde. Og de initiativer er iværksat.
Der har siden valget i 2009 været fokus på økonomien. Det har betydet, at Folkebevægelsen for første gang i mere end 10 år er gældfri og er i gang med opsparing til parlamentsvalget i 2014.

a. Landsledelsen
Grundideen med de nye vedtægter, der blev vedtaget på landsmødet i 2010, var at få landsledelsen til at diskutere mere politik og agere politisk. Forretningsudvalgets opgave er at tage sig af de mere administrative opgaver og forberede og følge op på landsledelsesmøderne.
Efter et par perioder med den nye struktur er den ved at fungere efter hensigten.
I forbindelse med hovedparten af landsmøderne blev der afholdt åbne seminarer for de kollektive medlemmer og komiteerne. I januar var det om Finanspagten med bl.a. med deltagelse af politikere fra Enhedslisten, Konservativ Ungdom og Liberal Alliance. I marts var det om ”Den sociale protokol”
I juni blev de kollektive medlemmer inviteret til at deltage i en del af landsledelsesmødet for at diskutere den EU politiske situation og de udfordringer det giver for Folkebevægelsen.
Landsledelsen har i perioden holdt 7 møder (inkl. det planlagte møde i forbindelse med landsmødet i 2012). FU har holdt 13 møder.

b. Sekretariatet i København
Sekretariatet i København har i den forløbende periode haft samme bemanding på tre fuldtidsansatte, samt en deltidsansat på løntilskudsmidler, som i den forgående periode. Udover det lønnede personale, så der en stor gruppe frivillige, der hjælper med i spidsbelastningssituationer.

c. Det enkelte medlem i centrum
Der har i den forløbende periode været arbejdet mere målrettet med at inddrage det enkelte medlem i Folkebevægelsens arbejde. Målet er at det enkelte medlem får mulighed for at være ambassadør for Folkebevægelsen. De først skridt er taget med udsendelse af E-mail til medlemmerne med bl.a. opfordring til at støtte underskriftsindsamlingen og deltage i 40 års festen. Der arbejdes også med muligheden for at bruge sms som led i kontakten mellem sekretariatet og medlemerne. Opprioriteringen af facebook skal også ses som et tiltag på at aktivere det enkelte medlem. Ligesom der er en gruppe medlemmer, som løbende får tilsendt materialer til uddeling.
Vi er ikke nået langt nok med dette arbejde derfor vil det fortsat være i fokus i den næste periode.

d. Komiteerne
Komiteerne er Folkebevægelsens ansigt udadtil i lokalområdet. Det er den lokalekomiteen, der sørger for uddeling af materialer på gaden og i postkasserne. Det er den lokale komite, der sørger for læserbreve i det lokale dagblad og som holder offentlige møder.
Den velfungerende komite holder et 3-4 medlemsmøder, hvor der bl.a. vælges delegerede til landsmødet og ellers drøfter EU’s indflydelse på vores dagligdag. Der holdes et offentligt møde og komiteen er på gaden nogle gange i løbet af året.
Hvis vi ser dette som lakmusprøven på en lokalkomite, så må vi konstatere, at det står lidt sløjt til med en del af vores komiteer. Uden at give den enkelte komite karakter, så kan vi godt inddele komitelandskabet i 4 grupper.

1. De komiteer som fungerer. Holder vælger medlemsmøder, offentlige møder og er på gaden.
2. De komiteer som vælger delegerede til landsmødet og holder et enkelte møde eller to om året, men ellers ikke er særlig aktive udadtil.
3. De komiteer der kun har en kontaktperson, men hvor der stort set ikke sker noget
4. De områder/byer, hvor der ikke er komiteer (de komiteløse områder). Der er de facto sammenhæng mellem gruppe 3 og 4.

I den forløbende periode har mange komiteer være med i underskriftsindsamlingen for en folkeafstemning om finanspagten. Det har flere steder været med til at sætte lidt liv i ellers hendøende komiteer.
Fra landsledelsen har der været fokus på komiteerne og komitestrukturen. Der er i samarbejdet med Københavnsudvalget arbejdet med at få flere komiteer til at fungere i hovedstadsområdet. Bl.a. har der været fokus op Københavns Vestegn, Østerbro, Nørrebro og Vesterbro. Som et resultat af dette er komiteerne på Københavns Vestegn samlet i en komite. Også andre steder i landet er det lykkes at få liv i komiteer fx i Himmerland og Randers.
Der er indkaldt til møder med valg af delegerede i de komiteløse områder. Erfaringerne fra sidste år var at det var svært at få medlemmerne til at komme til de fire møder, der blev afholdt og det stort set ikke lykkedes at få valgt delegerede fra de komiteløse områder.

e. Komitenyt
Komitenyt er udkommet kvartalsvis siden seneste landsmøde. Komitenyt bruges primært til at fortælle komiteerne om kommende aktiviteter og fortælle ”de gode historier” fra arbejdet rundt om i landet.

f. Udvalgene
Vi har i den seneste periode oplevet, at en række nedsatte udvalg har været passive eller med kun få aktive. Det har været et stigende problem og det er sinkende for arbejdet, hvis vi på den ene side forventer et udvalgsarbejde og på den anden side oplever enten passivitet eller for lange reaktionstider.
Derfor er der i den kommende tid behov for en revurdering af udvalgsarbejdet. Det kan være spørgsmålet om tiden er løbet fra arbejdsmetoderne eller arbejdet kalder på nye kræfter – og i den sammenhæng, hvordan vi integrerer nye folk med nye ideer i arbejdet.

g. Ungdomsarbejdet
Ungdom mod EU har valgt at ”nedlægge” sig selv og de aktive der fra har i stedet for valgt at gå ind i Folkebevægelsens Ungdomsudvalg. Dog har de valgt at fastholde navnet ”Ungdom mod EU”, sådan at det evt. i fremtiden igen er muligt at genoplive ”Ungdom mod EU” som en selvstændig ungdomsorganisation.
Den her ovenstående beskrevne situation gør, at det er særdeles vigtigt at Folkebevægelsen tager en grundig diskussion om hvordan Folkebevægelsens Ungdomsudvalg skal fungere og under hvilke betingelser – ikke mindst i forhold til det kommende EU-parlamentsvalg.

h. De kollektive medlemmer
Der er en langvarig tradition for at faglige og politiske organisationer er kollektive medlemmer af Folkebevægelsen. Der har gennem flere år ikke været en tilgang – tværtimod er antallet af kollektive medlemmer vigende. Det skyldes hovedsagelige sammenlægninger af fagforeningen.
Fra og med den foregående periode har de kollektive medlemmer som noget nyt blevet inviteret med til den åbne del af landsledelsesmøderne. Flere af dem har da også gjort brug af denne mulighed. Som noget nyt har landsledelsen inddraget de kollektive organisationer i drøftelsen af udviklingen af EU og Folkebevægelsens opgaver. Det skete i forbindelse med landsledelsesmødet i juni 2012. Dette blev fulgt af en mere systematisk inddragelse af de kollektive medlemmer i udviklingen af 2014-planen.

3. Udgivelser og medier

3.1. Informationsmaterialer

Siden landsmødet i 2011 har Folkebevægelsen (i nogle tilfælde i samarbejde med EUD) udgivet en række informationsmaterialer:
• Uddelingavisen ”Skal EU bestemme alt?” i et oplag på 210.000.
• Uddelingsavisen ”Vi kræver folkeafstemning” i et oplag på 75.000 – uddelt 67.000
• Hvervefolder i et oplag på 15.000 – uddelt mere end 14.000
• Folder om eurotaktaten (finanspagten) i et oplag på 65.000 – uddelt 61.000
• Pjecen “Svar på 20 spørgsmål om EU” i et oplag på 8.000 – uddelt 2.000
• Pjecen ”11 forslag fra Folkebevægelsen til det danske EU-formandskab” i et oplag på 10.000 – uddelt 9.100
• Pjecen ”Verden er større end EU” i et oplag på 8.000 – uddelt 1.000
• Pixibog ”Det militære EU” i et oplag på 5.000 – uddelt 1.000
• Pixibog ”EU’s overnationale retspolitik” i et oplag på 5.000 – uddelt 1200

Herudover er der produceret cykelsaddelovertræk med teksten “SKAL EU BESTEMME? Nej til euro-traktaten Ja til folkestyre FOLKEBEVÆGELSEN MOD EU” af 1.000 stk heraf er halvdelen uddelt.

3.2 Folk i Bevægelse

Folkebevægelsens blad ”Folk i Bevægelse” er udkommet seks gange siden sidste landsmøde med to måneders mellemrum. Det har afspejlet udviklingen i EU og EU-modstanden med en lang stribe artikler om bl.a. EU-formandskab, finanspagt, vækstpagt, topmøder, EU-skat og undtagelser samt indsatsen for folkeafstemning og 40 års jubilæet for Folkebevægelsen. Det sidste blev markeret med et fire siders indstik med billeder fra samt uddrag af taler ved og hilsener til jubilæumsfest. Derudover var der aktuelle kommentarer af en bred skare folk udefra som professor Jesper Jespersen, højesteretsadvokat Bjørn Elmquist, formand for LO i Horsens Hans A. Sørensen, KU-landsformand Jens Salling og advokat og tidl. MF Line Barfoed.

3.3 Hjemmesiderne

Da Folkebevægelsens hjemmeside sidst fik et ansigtsløft i 2008, havde den 4.000-5000 unikke besøg (forskellige computere der besøgte hjemme) om måneden, så vidt det kan vurderes. I dag er vi kommet op på 18.000-20.000. Bortset fra rekordmåneden op til parlamentsvalget i 2009, hvor vi havde lidt over 25.000 unikke besøg, så har stigningen været støt voksende indtil februar i år, hvor søsættelsen af kampagnen for traktat-afstemning trak omkring 24.000 unikke besøg, hvilket er dalet lidt siden.
Af alle de kampagnesider, der har været på hjemmesiden siden 2008, er det igen – bortset fra parlamentsvalget i 2009 – indsatsen for traktat-afstemning som viser ved, at der er flest besøg. Der kom da også som nævnt andetsteds omkring 8.500 underskrifter ind via hjemmesiden, ligesom siden blev brugt til at holde folk ajour med udviklingen – herunder med et barometer, som viste antallet af indsamlede underskrifter. Og under kampagnen linkede en lang række af såvel vores kollektive medlemsorgansationer som andre organisationer som f.eks. Fagbevægelsen mod Unionen og Konservativ Ungdom til kampagnesiden.
I efteråret 2012 er vi gået i gang med fornyelser af hjemmesiden med bl.a. såkaldte QR-koder, app og en version af hjemmesiden, der kan læses og overskues på en mobiltelefon. Når halvdelen af befolkningen i dag går på nettet via mobiltelefonen, så skal man helst ikke være nødt bruge en lup for at kunne se bogstaverne.

3.4 Facebook

Vi har i årets løb arbejdet en hel del med vores profil på Facebook. Vi har dermed opnået en situation, hvor vi har fået ensrettet profilen og har fået lavet en fornuftig og kontinuerlig opdatering. Dermed fungerer vores kommunikation via Facebook, og det er også tydeligt, at vi bliver set. Vi er med andre ord kommet et godt stykke af vejen i år.
Vores Facebook-kampagne blev indledt den17. juni med en beskeden reklamekampagne til 450 dollar. På det tidspunkt havde Folkebevægelsen 810 ”synes godt om” på Facebook. Da kampagnen sluttede den 12. august var antallet der ”synes godt om” Folkebevægelsen vokset til 1.801 (og er nu over 2.000).
Sammenlignet med andre organisationer og partier må vi dog sande, at vi stadig har store udfordringer med at komme bredere ud. Vi har således alt for få “synes godt om”, og der er ingen tvivl om, at arbejdet med Facebook – og andre sociale medier – både bør være en integreret del af vores daglige arbejde, men også bør få ekstra fokus i det kommende år.

3.5 Medieomtale

Folkebevægelsen mod EU har fået mere medieomtale. Antallet af artikler, debatindlæg og lignende, hvor vi nævnes, er det seneste år steget med over 20 pct. i gennemsnit om måneden – også i de landsdækkende dagblade. Det har især været i forbindelse med kampagnen for traktat-afstemning og Folkebevægelsens 40 års jubilæum, at vi optrådte – også flere gange i landsdækkende tv og radio. Men vi er nødt til at fastholde fokus på styrket pressearbejde for ikke kun at bevare fremgangen, men også fortsætte den. Og det er vigtigt – i forbindelse med indsatsen for det bedst mulige EU-valg i 2014, men reelt også i alle andre sammenhænge.
Når vi bruger situationer som kampagnen for traktatafstemning, jubilæet og 10 året for euro-nej i efteråret 2010 og sætter os i bevægelse, giver det ikke kun liv og aktivitet, men også nye medlemmer, mere sympati og mere medieomtale. Den slags skal vi fortsat hele tiden have øje for samtidigt med, at vi skal bruge flest mulige relevante situationer i Danmark og EU til at markere os positivt. Og lokalt skal vi huske at bruge enhver lejlighed til at få omtalt Folkebevægelsen – for eksempel i forbindelse med møder, aktiviteter og fødselsdage.
Når vi nævnes i medierne, er det også i form af læserbreve og debatindlæg. Men det stadig alt, alt for få der alt for sjældent ”griber pennen” og skriver til aviserne eller debatsider på nettet. ”Jeg savner mere debat fra bl.a. Folkebevægelsen mod EU”, stod der på debatsiden i Ekstra Bladet den 5. august. Det er en klar og åben opfordring til os alle…

3.6 Annoncer

Vi har siden sidste landsmøde annonceret i såvel flere dagblade som på internettet. Annoncering sker oftest i forbindelse med en aktivitet eller en kampagne og afsenderen er enten Folkebevægelsen mod EU direkte eller nogle af de sammenslutninger som Folkebevægelsen mod EU er med i dvs. EUDemocrats eller GUE/NGL-gruppen i EU-parlamentet. Generelt kan vi se, at de annoncer som vi har, afføder positive reaktioner herunder en stigning i antallet af indmeldelser og henvendelser. Og når trykte annoncer har plads til en kupon giver det også en god effekt.
Den 23. december 2011 havde EUD og Folkebevægelsen mod EU en annonce i halv tabloid størrelse i Information, Kristeligt Dagblad og Arbejderen under overskriften ”Skal EU bestemme endnu mere?” Vi skulle desuden have haft en halvsides annonce i Information nytårsdag. Men pga. af en fejl blev den ikke bragt og som erstatning fik vi to annoncer der blev bragt henholdsvis lørdag den 14/1 og lørdag den 4/2.
I forbindelse med Folkebevægelsen mod EU’s kampagne for en folkeafstemning var der f.eks. annoncer i Politiken, Ekstra Bladet, Information, Kristeligt Dagblad og Arbejderen og med bannere på Ekstra Bladets, Informations, Kristeligt Dagblads og Modkrafts hjemmesider.
Derudover har Folkebevægelsen mod EU haft annoncer om 40-års jubilæet og der har været annoncer på Facebook for at sikre at flere blev medlemmer af Folkebevægelsen mod EU’s gruppe på Facebook. Dertil kommer lokale annoncer f.eks. i forbindelse med 1. maj møder og grundlovsarrangementer.
GUE/NGL har haft helsides annoncer med Søren Søndergaard om finanspagten i Ekstra Bladet og metroXpress den 31. maj.
EUD har betalt for annoncer i bl.a. City Avisen, Information og Kristeligt Dagblad angående et internationalt debatmøde på Cafe Drop Inn lørdag den 22. september.

4. Større events

4.1 Folkebevægelsen 40 år

Folkebevægelsen mod EU rundede i år 40 år. Det blev fejret af landsorganisation med en brag af en fest i Amager Bio.
En række kendte kunstnere stillede beredvilligt op for at fejre fødselsdagen med os. Over 500 deltagere fandt vej til Amager Bio og fyldte stedet helt op, så vi måtte lukke dørene.
Alle var med til at give et positivt billede af Folkebevægelsen kulturelt som politisk.
Den store tilfredshed, der blev givet udtryk for blandt tilskuere, medvirkende og aktivister skal der bygges videre på ikke mindst til at genopbygge Folkebevægelsens netværk af kunstnere og andre kulturpersonligheder – og knytte nye til. Det kræver en stor indsats, men arrangementet viste, det er muligt.
Arrangementet viste også, at roligt kunne have satset på et endnu større arrangement. Det kræver imidlertid, at vi tror på mulighederne i de arrangementer vi sætter i gang. At alle arbejder med for at organisere og mobilisere.
Det kræver imidlertid også, at alle dele af organisationen prioriterer ens og trækker på samme hammel og forstår, at det en fælles opgave, når vi laver et så stort fælles arrangement. Fra top til fod skal alle forstå føle et medansvar for at det lykkes, når vi alle arbejder med det samme mål og med de samme prioriteringer.
Udover det centrale arrangement vil der blive udgivet en jubilæums-cd med musikken fra jubilæet sammen med andre numre fra vores 40 årige historie.
Og det var glædelige, at 40 års dagen også blev fejret ved flere lokale arrangementer.

4.2. Folkemødet på Bornholm

Folkebevægelsen mod EU havde i år en bod på Folkemødet på Bornholm, som i år var 3 gange så stort som det første år.
Det var klart en positiv oplevelse at være med til Folkemødet. Der var rig mulighed for kontakt med publikum og med journalister og enkeltpersoner, som har berøringsflader med Folkebevægelsen.
Det kalder klart på, at Folkebevægelsen deltager også i de kommende folkemøder og på den måde er med også i den demokratiske proces, der foregår her.
Vi skal imidlertid i gang med forberedelserne endnu tidligere og investere mere i arrangementet og overveje ikke blot at have en bod, men også overveje at arrangere egne debatter, så vi er med til at beslutte temaer som modvægt med de traditionelle temaer, som også præger Folkemødet.
Tak til aktivister ikke mindst fra Bornholm, som var med til at få boden kørende, dele materialer ud eller spille fodbold for Folkebevægelsen mod Europabevægelsen.

5. Kampagner

I den forløbende periode har Folkebevægelsen gennemført tre egentlige kampagner. Det er Verden er større end EU, Underskriftindsamlingen for en folkeafstemning om Finanspagten og medlemskampagnen ”40 år og 400 nye medlemmer”. Herudover er 40 års jubilæet blevet markeret og i efteråret 2012 har der været fokus på EU’s indflydelse på finansloven uden at det er en egentlig kampagne.

5.1. Verden er større end EU

Kampagnen ”Verden er større end EU” var planlagt til at starte ved udgangen af august eller starten af september 2011 og skulle slutte ved udgangen af november 2011. Den var særligt rettet mod unge og målet med kampagnen var at rejse en debat om EU som aktør i den 3. verden og tiltrække flere unge til Folkebevægelsen. Herudover var det et delmål at afprøve ”de nye sociale medier” f.eks. Facebook. Der blev nedsæt en kampagnegruppe til at udvikle og gennemføre kampagne. Der blev også nedsat en styregruppe med den FU ansvarlige, kampagnekoordinatoren og en repræsentant fra Kampagneudvalget. Styregruppen fik også til opgave at evaluere kampagnen. Til kampagnen var der afsat 75.000 kr., som alle var EUD midler.
Kampagnen blev udskudt, da der blev afholdt folketingsvalg i september 2011. De startede først i forbindelse med landsmødet ultimo oktober og blev sat til at løbe til udgangen af februar 2012. Men kampagne stoppede – eller rettere løb ud i sandet allerede før jul, da Folkebevægelsens fokus var på den kommende finanspagt og planlægning kampagnen mod den, som startede i begyndelsen af det 2012. Denne meget korte tidsperiode på max. to måneder betød også at kampagnen ikke gav det helt store resultat. Et andet faktum er at det viser at Folkebevægelsen har svært ved at sætte en politisk dagsorden. Kampagnens emne og budskab slog hverken i gennem i offentligheden eller for den sags skyld i internet i Folkebevægelsen. Bl.a. var det ikke muligt at aktivere læserbrevsnetværket. Dog var kampagnen blikfanget og noget af omdrejningspunktet for landsmødet i 2011 og på jubilæumsfesten den 21. april 2012. Ligesom materialer og hjemmesiden er anvendelig til senere brug og information.

5.2. Underskriftindsamlingen

Kort før jul 2011 stod det klart at den danske regering havde til hensigt at tilslutte sig Finanspagten og dermed knytte Danmark endnu tættere til euroen. For Folkebevægelsen stod det hurtigt klart at forårets aktiviteter skulle koncentrerer sig om kampagnen mod finanspagten. Der blev iværksat en underskriftindsamling med støtte fra bl.a. Retsforbundet, Kommunistisk Parti, Konservativ Ungdom og Enhedslisten. Underskriftindsamlingen startede ved udgangen af januar.
Der blev afleveret de 35.410 underskrifter hvoraf ca. 24.500 kom fra Folkebevægelsen, som også indeholdt de underskrifter, som var indsamlet af den række partier og organisationer, som linkede til os eller sendte ind til os. De resterende blev afleveret af Enhedslisten.
Underskrifter var fordelingen fifty/fifty mellem indsamlede underskrifter via internet og indsamlede underskrifter fysisk. For Folkebevægelsen og tilsluttede var fordelingen ca. 16.000 fysisk og 8.500 via hjemmeside.
Det lykkedes desværre ikke at få folketingsflertallet til at stemme så Danmark på linje med Storbritannien og Tjekkiet kunne takke nej til finans-pagten. Men kampagnen var vellykket på mange andre måder.
For det første fik kampagnen engageret mange mennesker, lokal-komiteer og samarbejdspartnere over det ganske land. Både med debatter, markeringer, debatindlæg i aviserne, opfordringer i de sociale medier og konkret indsamling på gader og stræder. I starten af kampagnen var det virkelig koldt at stå på gaden (under minus ti grader og blæst). Men det stoppede ikke folk fra at skrive under eller hjælpe med at samle ind. Omvendt opstod der en afmatning i indsamlingen fra Påske og april ud. Den situation var forventelig, da man ikke kan forvente, at der kan køres i samme høje tempo i 4 måneder.
Underskrifterne blev afleveret til Folketingets Europaudvalg ved Eva Kjær Hansen (V) forud for sidste behandlingen i Folketinget. På selve dagen stod Folkebevægelsen mod EU også på Christiansborg Slotsplads med et 50 meter langt banner med ordene ”Traktat-afstemning – ja tak” og der blev sendt et klart budskab til Folketinget fra talerne.
Kampagnen gav Folkebevægelsen mod EU en god synlighed i medierne. Ved starten af kampagnen fik landssekretariatet besøg af DR1 og både DR1 og TV2 fulgte vores indsamling på Strøget i København den første dag. Men Folkebevægelsen mod EU var også synlig i mange af de andre medier f.eks. DR2, P1, TV2 News, Radiokanalen 24/7 og i de trykte medier både landsdækkende og regionalt. Og det var ikke kun vores MEP Søren Søndergaard, som kom i medierne, men også andre repræsentanter for Folkebevægelsen mod EU. Ikke mindst talspersonerne Rina Ronja Kari, Jørgen Grøn og Johanne Langdal Kristiansen.
Facebook blev også aktivt brugt til at engagere både ved at man kunne lave ”synes godt om” på Folkebevægelsen mod EU’s hjemmeside om kampagnen og ved at folk løbende skrev om kampagnen i deres statusopdateringer og at andre kopierede disse budskaber.
Der blev i løbet af kampagnen produceret såvel en folder (først i 50.000 eks. og dernæst et genoptryk på 15.000 eks.) samt en uddelingsavis (75.000 eks.) og der blev lavet særlige bannere på initiativ af Københavns Udvalget og lokalkomiteerne i Roskilde og Køge. Derudover blev kampagnen støttet med annoncering. Bl.a. på Ekstra Bladets, Informations, Kristeligt Dagblads og Modkrafts hjemmesider. Interesserede kunne således klikke på bannerne og gå direkte til vores underskriftsside.
Kampagnen fik også flere ambassadører både kendte folk (f.eks. Flemming Jensen, Niels Hausgaard, Helle Stangerup og Kisten Lehfeldt) og folk der gav kampagnen en politisk brede. Det var således en kampagne der havde støtter i de tre regeringspartier og blandt de borgerlige oppositions partier. Folkebevægelsen mod EU fik også etableret et godt samarbejde med flere af de kollektive medlemmer samt organisationer der ikke er med i Folkebevægelsen mod EU, men som delte målet om en folkeafstemning f.eks. flere lokale fagforeninger og Konservativ Ungdom.
Kampagnen førte også til en stigning i antallet af medlemmer og henvendelser til Folkebevægelsen mod EU.

5.3. Medlemsstatus og medlemskampagnen

Folkebevægelsens har ikke kun oplevet en bruttotilgang af nye medlemmer. Medlemstallet pr. 21/9 er 2500 betalende individuelle medlemmer. Det ser også ud til at betyde en mærkbar forøgelse af medlemstallet for 2012. Det vil sige, at i skrivende stund er antallet medlemmer, der har betalt kontingent for 2012 forøget med mellem 150-200. Hertil kommer ca. 25 kollektive medlemsorganisationer. Der er derfor god grund til optimisme i forhold til medlemstallet.
Vi har imidlertid et stort potentiale for nye medlemmer, men vi skal huske konstant at integrere medlemshvervning i vores aktiviteter.
Underskriftsindsamlingen viste på bedste vis at det er via politiske aktiviteter som potentielle medlemmer finder, er vigtige, at vi kan få dem til at tage det sidste skridt og melde sig ind i Folkebevægelsen.
Landsledelsen igangsatte i slutningen af januar besluttede en medlemskampagnen: ”40 år 400 nye medlemmer” – altså et mål på 400 nye medlemmer.
Her betød vores samtidige om at starte en underskriftsindsamling logisk nok at vores aktivisters fokus i realiteten flyttede sig væk fra medlemshvervningen og over på underskriftsindsamlingen. Men som det fremgår af tallene herunder, så er der meget der tyder på, at folk ikke melder sig ind i Folkebevægelsen når der er fuld fokus på en medlemshvervkampagne. Derimod melder folk sig ind, når Folkebevægelsen er synlig på gaden og i medierne med en politisk aktivitet som de finder, er rigtig og vigtig.
Som en særlig motivationsfaktor er der udloddet 2 gange 2 rejser til Bruxelles blandt dem, der er indmeldt og betalt kontingent inden 5. august. Til brug for kampagnen blev der produceret en særlig hvervefolder i et oplag på 15.000 ex.
Der er i perioden fra 1. februar og til 31. august er der kommet 273 indmeldelser.
Herudover fik vi de 3 måneder fra landsmødet til 1. februar 90 nye medlemmer. Altså i alt nye medlemmer 384 siden landsmødet per 21. september.
Indmeldelserne er sket på mange måder. Indsendte kuponer fra vores materialer, herunder uddelingsavis og hvervefolderen. Indsendelse af kupon fra annoncer, indmeldelse via hjemmesiden og telefonisk henvendelse. Der er flest, der har indmeldt sig via hjemmesiden, herefter kommer kuponer i forbindelse med materialer om underskriftsindsamlingen.

5.4. Finansloven

Landsledelsen har besluttet, at der her i efteråret i forbindelse med finanslovsbehandlingen skal igangsættes mindre tiltag for at sætte fokus på EU’s indflydelse på den danske økonomiske politik. I den forbindelse er en kampagneavis udarbejdet i samarbejde med EUD og Notat.

5.5. Erfaringer med denne periodes kampagner

Stærke sider:
* Vi har kollektive medlemmer
* Vi kan få medlemmer og andre til at stille op. Der er et netværk, vi ikke er gode nok til at bruge
* Mange enkeltmedlemmer der gør noget uden om komiteerne og der hvor komiteerne * ikke fungere. Både til uddeling (få systematiseret til det)
* Medlemmerne giver mange penge – løbende
* Vores vælgergrundlag er jævnt fordelt over landet – og medlemmer over hele landet
* Et parlamentsmedlem
* Lokal struktur – der kan mobiliseres når det gælder
* En kreds af sympatisører
* Landsledelse der fungerer ok
* En forholdsvis stærk organisation på centralt niveau

Svage sider:
* For få lokalkomiteer, der reelt fungerer
* For få aktive unge
* Kollektive medlemmer er medlemmer af navn og ikke gavn
* Udvalgsstruktur der ikke fungerer
* Svært ved omstilling pga. af konsensustraditionen

På vej mod EU-parlamentsvalget 2014

 Landsledelsens og 2014-gruppens [1] oplæg til landsmødet i Folkebevægelsen mod EU i Gladsaxe den 27.-28. oktober 2012
PDF - 660.2 kb

Hent oplægget i PDF-format – klik på ikonet !

 

På vej mod EU-parlamentsvalget 2014

Baggrund

“Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag”

Sådan sagde Danmarks statsminister, Poul Schlüter i afslutningsdebatten på DR umiddelbart inden folkeafstemningen i 1986 om EF-pakken, som for alvor stadfæstede markedets dominans i EU. Udtalelsen fra Schlüter er et eksempel på hvordan EU-eliten i Danmark på den ene side aktivt støtter opbygningen af EU-staten, men på den anden side benægter det overfor den danske befolkning. Denne totale uærlighed har været et grundvilkår i dansk EU-politik fra 1972 og frem til i dag.

Også da vi stemte om euroen i år 2000 blev det benægtet, at det var et skridt i retning af en fælles økonomisk politik. Denne benægtelse er blevet stadig mere uholdbar i kraft af euroens dybe krise, som blev udløst af den finansielle krise, der slog igennem i 2008. Ironisk nok ser vi de samme mennesker, som i år 2000 energisk benægtede at en fælles mønt forudsatte en fælles økonomisk politik, nu insistere på at det er nødvendigt, hvis euroen skal komme ud af krisen.

Der er således ingen tvivl om at EU bevæger sig i retning af egentlig statsdannelse – Europas Forenede Stater. En centraliseret føderation, hvor hver enkelt delstat har mindre selvstændighed end delstaterne i USA.

Finansunionen vil være konklusionen på den udvikling, der har fundet sted de seneste år. Den vil så at sige være kronen på værket, hvad angår den økonomiske politik. Til tysk tv har kansler Angela Merkel sagt med rene ord, at ”Vi har ikke kun brug for en møntunion, men også for en finansunion, dvs. mere fælles finanslovspolitik. Vi må, skridt for skridt, overlade flere beføjelser til Europa og tillade EU at holde øje med politikken” (citeret fra Berlingske Tidende 13.06.2012).
Finansunionen vil institutionalisere en bestemt monetaristisk økonomisk politik, som er i modstrid med den nordiske velfærdsmodel og som vil skabe alvorlige modsætninger mellem Europas folk. En dansk deltagelse i Finansunionen (som aktivt eller passivt medlem) vil underminere Folketingets ret til at træffe beslutninger i Danmark – på trods af, at et vælgerflertal tre gange har stemt for, at holde Danmark udenfor Euroen. Derfor er Finansunionen et angreb på demokratiet.

Undtagelserne

Folkebevægelsen mod EU skal argumentere for, at Danmark bør blive bedre til at bruge de danske undtagelser i stedet for at underkaste os EU selv på de områder, vi er undtaget fra. Frem for at tilslutte os finansunionen vil det være fordelagtigt for Danmark at mindske tilknytningen til euroen. Det er derfor vigtigt, at der sker et oplysningsarbejde, der forklarer, at euroundtagelsen giver frihed til at vælge imellem flere former for valutapolitik. Danmark vil således bl.a. kunne vælge at gøre som Sverige og Storbritannien og lade valutaen flyde i stedet for at fastholde båndet til euroen.

Den danske regering tør formentlig ikke afholde nogen folkeafstemning om de danske undtagelser før EU-parlamentsvalget, da modstanden mod EU er voksende i befolkningen. Men vi skal være opmærksomme på, at den stadige udvidelse af Unionens magt vil blive benyttet af de EU-ivrige partier til at kan true med, at Danmark vil blive sat ud på et sidespor uden indflydelse, hvis ikke vi deltager fuldt ud i det stadigt mere centraliserede EU-samarbejde, f.eks. når Danmark må træde ud af Europol på grund af den danske retsundtagelse. Vi skal derfor have argumenterne klar hvis der opstår en sådan situation.

Og Folkebevægelsen mod EU må overfor denne udvikling vise, at der er andre veje at gå, og spørge: Skal EU virkelig bestemme alt?

Folkebevægelsens værdier

Vores svar på dette spørgsmål må være NEJ til EU

og Ja til folkestyre, Ja til den nordiske velfærdsmodel, Ja til et bæredygtigt miljø og Ja til internationalt udsyn.

Disse fire værdier er søjlerne i Folkebevægelsen mod EU’s tværpolitiske arbejde frem til EU-parlamentsvalget i 2014 og inden for hvert område skal vi med konkrete eksempler formidle vores budskaber.

Folkestyre

Et levende demokrati – et folkestyre – er ikke noget der kommer af sig selv. Det er noget som der skal kæmpes for i hverdagen. Folkebevægelsen mod EU vil gøre en aktiv indsats for at skabe debat om udviklingen i EU og for at magt flyttes tilbage til Danmark. Folkebevægelsen vil synliggøre hvor udemokratisk EU fungerer. I forhold til kommunevalget i 2013 vil vi gøre en ekstra indsats for at synliggøre hvad EU’s magt betyder for indskrænkning af det kommunale og regionale selvstyre – i modsætning til Norge, hvor regeringen fortsat kan føre en aktiv regionalpolitik.
I forlængelse af vores egen kamp for folkestyre, støtter vi også det voksende krav i mange EU-lande om, at der skal afholdes folkeafstemninger om forskellige elementer af EU’s stigende magt. Og det vil især være vigtigt at følge udviklingen i Storbritannien, hvor det ikke er usandsynligt at der vil komme en folkeafstemning om selve EU-medlemskabet. Fremtiden er for vigtig til alene at overlade til politikerne.

Den nordiske velfærdsmodel

Den skattefinansierede velfærdsmodel, som vi kender den fra især Danmark, Norge og Sverige, er heller ikke noget, der kommer af sig selv. Udviklingen i EU er i klar modstrid med den nordiske velfærdsmodel, som bygger på, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs. Derfor er det afgørende, at Danmark siger stop til yderligere økonomisk tilknytning til EU. Vi skal afgjort være solidariske med udsatte mennesker i det øvrige Europa og verden. Men EU’s vej frem er ikke en der fokuserer på beskæftigelse og velfærd. Folkebevægelsen mod EU vil frem til EU-parlamentsvalget synliggøre hvordan EU undergraver velfærden for den enkelte, og hvordan Unionens politik og EU-domstolens afgørelser baner vejen for social dumping og undergravning af faglige rettigheder.
Regeringen gør et stort nummer ud af, at den kæmper for at få en milliard kr. tilbage af Danmarks bidrag til EU. Det er mindre omtalt, at Danmark uden debat har overført 40 milliarder til Den Internationale Valutafond, IMF, samtidig med, at der skæres i velfærdsydelser herhjemme. Et bedre bidrag til opretholdelse af velfærdsstaten vil være at få alle de 10 milliarder igen, som EU-medlemskabet årligt koster os.

Et bæredygtigt miljø

De to største miljømæssige trusler mod menneskeheden er klimaforandringerne og alle de kemikalier som vi bliver mødt af i hverdagen. På begge områder er EU en del af problemet. EU prioriterer det indre marked før miljø og sundhed og det er derfor vi i dag har allergifremkaldende og kræftfremkaldende stoffer selv i fødevarer, og at grundvandet trues af sprøjtemidler som er godkendt af EU. Folkebevægelsen mod EU skal sætte fokus på hvordan EU er et problem for miljøet og sundheden og hvordan Danmark udenfor EU atter vil kunne tage selvstændigt ansvar for sin miljøpolitik og vil få mulighed for igen at blive et foregangsland.

Internationalt udsyn

Verden er større end EU. Det er en kendsgerning. Det er derfor vigtigt, at Danmark ikke lader EU begrænse vores internationale udsyn. EU sætter ofte egne kortsigtede økonomiske interesser f.eks. angående våbenhandel og samarbejde med diktaturstater over almindelige menneskers interesser i den store verden. Det er derfor afgørende, at der arbejdes for at styrke folkeretten og FN. Det nordiske samarbejde, Europarådet og EFTA er desuden bedre rammer for at sikre gennemførelsen af Folkebevægelsen mod EU’s værdier og for at sikre at Danmark får gode handels- og samarbejdsaftaler med andre europæiske lande. Folkebevægelsen mod EU vil indtil valget fortsætte et oplysningsarbejde om hvordan EU påvirker omverden og hvordan der kan opstilles alternativer for et bedre internationalt samarbejde.

Mål og organisatoriske konsekvenser

Folkebevægelsen mod EU står stærkere nu end vi gjorde for fem år siden. Vi har afviklet vores gæld og er i gang med at opbygge en valgfond. Vi har medlemstilgang. Målet om 400 nye medlemmer mellem de to landsmøder er opfyldt. Vi har været bedre til at komme i medierne og vi har mange aktive medlemmer over hele landet. Men for at vi skal få et rigtigt godt valg i 2014 med vælgermæssig fremgang skal der gøres en ekstra indsats for at udvikle vores organisation. Vi skal blive endnu bedre til at udnytte det store potentiale, der er i landets store byer, ikke mindst København. Her er nogle konkrete eksempler på hvad der skal tages fat i organisatorisk:

Tidshorisont

Fra og med landsmøder 2012 er der godt 1 ½ år til at forberede og gennemføre valgkampen. Perioden kan opdeles i tre faser:
1: frem til og med landsmødet i oktober 2013, hvor de tre vigtigste opgaver bliver a) at opstille en liste til parlamentsvalget, b) at planlægge valgkampagnen og c) at udarbejde valggrundlaget.
2: fra landsmødet 2013 og frem til ca. en måned før parlamentsvalget, hvor opgaven bliver at gøre folkebevægelsen og kandidaterne synlige i offentligheden.
3: valgkampen i den sidste måned op til valget.

Vores mål

Vores målsætning for valget 2014 er, at Folkebevægelsen kommer styrket ud af valgkampen med endnu flere stemmer end i 2009.
For at nå dette mål er der nogle delmål, der skal opfyldes:

Mål rettet mod den centrale organisation:
* En valgfond på mindst 1 million kr.
* Mindst 1000 nye medlemmer frem til valget
* Effektivisering og udvikling af sekretariatet og organisationen (landsledelse, FU og udvalg), så de givne ressourcer udnyttes bedst muligt
* Inddragelse af de kollektive medlemmer

Mål rettet mod medlemmer og komitéer:
* Information til medlemmer og komitéer om vores valgprogram og valgkamp
* Redskaber til, at det enkelte medlem har mulighed for at være ambassadør for
Folkebevægelsen i sit lokalområde og på arbejdspladsen eller uddannelsesstedet
* Mere aktivitet i lokalområderne gennem et bedre samarbejde mellem komitéerne, de kollektive medlemmer og de enkelte medlemmer af Folkebevægelsen

Mål rettet mod offentligheden:
* Opruste pressearbejde og brugen af sociale medier
* Indsats overfor særlige vælgergrupper og geografiske områder, hvor EU-modstanden traditionelt står stærkt
* Indsats overfor vælgergrupper, hvis EU-modstand er stigende
* Større synlighed blandt unge og fagligt aktive
* Gøre spidskandidaterne på vores kandidatliste kendt i offentligheden


Oprindeligt tillæg til organisatorisk beretning:

Om EU-parlamentsvalget

Om EU-parlamentsvalgets karakter

Der er to væsentlige præmisser, vi må forvente vil gøre sig gældende i forhold til den kommende EU-parlamentsvalgkamp:
1: Vi skal være glade, hvis både de danske medier og vælgerne i al almindelighed ”opdager”, at der skal være EU-parlamentsvalg mere end 3-4 uger før selve valgdagen. Den reelle valgkamp vil være kort og intensiv!
2: Vi skal være bevidste om, at valgkampen i forhold til den brede offentlighed vil foregå mellem relativt få kandidater fra de forskellige lister (spidskandidaterne og de i forvejen kendte). Valgkampen bliver en personvalgkamp.

Disse to præmisser skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at der ikke skal føres valgkamp før 4 uger inden valgdagen, eller at andre af Folkebevægelsens parlamentskandidater end de to-tre første er ligegyldige.
Hver gang vi i vores lokalkomité står foran den lokale Brugs og taler om Folkebevægelsens politik og ”bare” overbeviser en enkelt eller to, gør vi en forskel. Vi skal alle huske at være ambassadører for Folkebevægelsen, når diskussionerne kører henover frokostbordet i ugerne op til valget.
Det samme gør sig gældende for alle Folkebevægelsens EU-parlamentskandidater. Hver gang de tager ud til en arbejdsplads, uddannelsesinstitution eller lignende til et møde og overbeviser blot en eller to hvert sted, gør de en positiv forskel. Styrken ved, at vi har mange kandidater, er, at de er godt forankrede i mange forskellige lokalsamfund, hvor de kan gøre en sådan forskel.

Valgkampen centralt og lokalt

Med valgkampen centralt menes der den del af valgkampen, der har sit udgangspunkt i landsledelsen, fu, udvalgene, vores parlamentariker og/eller sekretariatet – og hvor initiativet er mere eller mindre rettet mod hele landet.
Med valgkampen lokalt tænkes her på den del af valgkampen, hvor initiativerne har deres udgangspunkt via komitéerne, den enkelte kandidat, det enkelte medlem eller andre. Selvfølgelig er grænsen mellem centralt og lokalt i realiteten flydende. Ofte vil der være en gensidig inspirationsudveksling mellem det lokale og det centrale. Ligeledes vil Folkebevægelsen centralt ofte understøtte lokale initiativer via materialer, men også nogle gange med andre ressourcer, hvor det er muligt og ønsket.
Alligevel kan det være fornuftigt at lave denne opdeling af Folkebevægelsen organisatorisk i forhold til valgkampen.

Valgkampen centralt:

Specielt når vi ser på valgkampen centralt, er det væsentligt at skelne mellem, om vi ser på den lange fase (der allerede er begyndt), eller om vi beskæftiger os med de sidste 3-4 uger.
Ser vi på den lange tidlige fase, handler den i stor udstrækning om at gøre organisationen klar til til de sidste 3-4 uger politisk, organisatorisk og økonomisk.
Organisatorisk skal fokus være på netop en optimering af mulighederne for komitéer, enkeltmedlemmer, kollektive medlemmer og sympatisører for, på mange forskellige måder, at være en aktiv del af Folkebevægelsens valgkamp.
I forhold til Folkebevægelsens EU-parlamentskandidater, der vælges på landsmødet i 2013, er noget af det vigtigste tidligt at afstemme forventningerne: Hvad forventer kandidaterne af Folkebevægelsen? Og hvad Folkebevægelsen af sine kandidater?
I den forbindelse er prioriteringsovervejelser væsentlige. I denne sammenhæng må der skelnes mellem spidskandidaterne og de øvrige. Der skal være en grundpakke til hver enkelt kandidat, der skal indeholde en personlig folder i x antal eksemplarer, personlige plakater i x antal eksemplarer, et kandidatkursus og muligvis også andet. For spidskandidaterne er dette naturligvis også gældende, men derudover kan andre tiltag også finde sted.

Når vi ser på de sidste 3-4 uger af valgkampen, er der i realiteten tale om en politisk og organisatorisk undtagelsestilstand for Folkebevægelsen. Den situation skal vi være forberedt på. Ca. to måneder før valgdagen nedsætter landsledelsen en mindre gruppe med ansvar for alle dele af den centrale del af valgkampen. Det gælder i forhold til at disponere over valgkampens økonomi og i forhold til aktuelle budskaber i valgkampen.
Formålet er at sikre, at Folkebevægelsen hurtigt kan reagere på udviklingen i valgkampens slutfase, så vi kan udnytte de muligheder, der måtte opstå, optimalt – herunder evt. ændre kurs, hvis valgkampen ændrer politisk fokus og nye temaer dukker op etc.
Det vil være naturligt, at spidskandidaterne er medlemmer af denne gruppe, ligesom repræsentanter for fu/landsledelsen og nøglemedarbejdere fra sekretariaterne i København og Bruxelles.

Valgkampen lokalt:

Folkebevægelsen centralt kan, som tidligere nævnt, være med til at skabe forudsætninger for samarbejde mellem komitéer, enkeltmedlemmer og andre, så vi i fællesskab fører valgkampen på mange forskellige måder.
I den forbindelse kan det overvejes at nytænke den måde, vi arbejder med de enkelte EU-parlamentskandidaters personlige valgkamp på. Særligt forbindelsen mellem kandidaterne og vores individuelle medlemmer er det muligt at gøre tættere. Folkebevægelsen skal gøre det muligt for enkeltmedlemmer og sympatisører at ”adoptere” en eller flere af vores kandidater.
En sådan adoption kan indebære mange mulige aktiviteter: en eller flere personer i kandidatens lokalområde kan ønske at modtage en vis mængde af kandidatens valgmaterialer og dele dem ud i området; eller der kan opstå eller skabes en facebook-kampagne, hvor en kandidats støtter samles og understøtter kandidatens virtuelle valgkamp. Der kan givet tænkes mange anfre mulige aktiviteter i denne sammenhæng.
Det vigtige er, at vi i Folkebevægelsen bevidst arbejder med de muligheder, der er for at inddrage hvert enkelt medlem og ”ad-hoc-grupper” i valgkampen i det kommende år. Det projekt skal gennemføres ved siden af det traditionelle arbejde med at gøre komiteerne klar til valgkampen. De nærmere detaljer om, hvad der skal sættes i søen omkring de enkelte kandidater, vil jo i høj grad handle om, hvad den enkelte kandidat selv ønsker sig, og hvad der ”ligger naturligt” til hende eller ham.

Ungdommen og valgkampen

Her står Folkebevægelsen overfor en stor udfordring. Vi må se mere kritisk på vores traditionelle måde at gribe informationsarbejdet i forhold til de unge an på. På den ene side lykkes det os faktisk jævnligt at slå igennem med vores budskaber i forhold til denne gruppe – og i en sådan grad, at en del vælger at melde sig ind i Folkebevægelsen. På den anden side må vi erkende, at disse unge medlemmer næppe oplever, at Folkebevægelsen som organisation for alvor er parat til dem som aktive medlemmer. Det skal forstås sådan, at måden, vores organisation fungerer på, på godt og ondt er meget traditionel.
Derfor kunne det være en idé, at et ungdomsudvalg i Folkebevægelsen fik ressourcer stillet til rådighed med det ene formål at lave en ungdomsvalgkampagne op til EU-parlamentsvalget. Hvordan de vil gøre det, og hvilken form, de vil give kampagnen? Det er op til dem!
Målet med denne aktivitet er selvfølgelig at skabe en valgkamp for og til de unge. Men det handler også om at give de unge i Folkebevægelsen et forum for dem selv, som forhåbentlig vil gøre mange flere af dem aktive i bevægelsen.

……………..

På baggrund af disse overvejelser om de nævnte målområder: Folkebevægelsen centralt, Folkebevægelsen lokalt og offentligheden, samt en særlig indsats overfor ungdommen, bør der udvikles et idékatalog, som løbende udfyldes af bl.a. landsledelsen og landsmødet. Det kan f.eks. være nogle af disse punkter (ikke systematiseret).

Idékatalog

- Nedsættelse af et indsamlingsudvalg, der skal sikre, at valgfonden er på mindst 1 million kroner inden EP-valget.
- Plan for at hverve mindst 1.000 nye medlemmer mellem landsmødet 2012 og EP-valget.
- Kontakten til de enkelte medlemmer vedligeholdes også mellem de planlagte numre af Folk i Bevægelse f.eks. ved et mobiliseringsbrev, Facebook og lignende tiltag.
- Landssekretariatet skal udvides med en ekstra medarbejder i det halve år op til EP-valget.
- Vi skal lave en professionel brug af de sociale medier bl.a. ved oprettelsen af en FB-app.
- Vi skal udvikle en grafisk profil, som kan bruges fra og med landsmødet 2013
- Der skal laves “Fejl og fakta-kurser” om EU udover landet, hvor medlemmer, kollektive medlemmer og andre interesserede kan blive introducerede til EU. Det vil i praksis sige, at vi laver et standardmateriale bestående af f.eks. power-point præsentation og oplæg, som oplægsholderen kan tage med ud til møder på gymnasier, medborgerhuse osv. Der skal udarbejdes materialer om forskellige aktuelle emner, der kan downloades. Udgangspunktet kan f.eks. være vores hovedfokusområder.
- Der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal finde personer egnede til opstilling som kandidater.
- Folkebevægelsen mod EU skal øge samarbejdet med kulturpersonligheder og meningsdannere.
- Der skal ske en særlig promovering af spidskandidaterne på kandidatlisten
- Der skal samles flest mulige anbefalere blandt medlemmer, venner, meningsdannere og kulturpersonligheder, så flest mulige dermed gør deres støtte mere synlig og bevidst.
- Der skal laves en strategi for at mobilisere sofavælgere
- Ungdomsudvalget skal prioriteres og have ressourcer til at udføre aktiviteter, f.eks. fremstød i forhold til uddannelsessteder.
- Der skal udarbejdes undervisningsmaterialer.

Regnskab

PDF - 3.3 Mb

Regnskab og revisionsrapport 2011 til landsmødet i Folkebevægelsen mod EU i Gladsaxe den 27.-28. oktober 2012.
Kun i PDF-format.

Forslag

Forslag til vedtagelsen på Folkebevægelsen mod EUs landsmøde den 27.-28. oktober 2012


Forslag A

Ændringsforslag til Folkebevægelsens vedtægter:
- stillet af Landsledelsen

§7, styk j, som lyder ”Landsledelsen vælger af sin midte to talspersoner, som kan udtale sig på vegne af bevægelsen” ændres til: ”Landsledelsen vælger af sin midte et antal talspersoner, som kan udtale sig på vegne af bevægelsen”.

Forslag B

Forslag til vedtagelse
-  stillet af Amager mod Unionen

Efter hvert møde i landsledelsen udsendes et politisk referat til komiteerne indeholdende opsummeringen af de vigtigste spørgsmål, der er diskuteret, og hvad der eventuelt er besluttet.

Begrundelse:
Velfungerende komiteer er afgørende for at skabe lokale aktiviteter og samle nye medlemmer op. Et vigtigt element i at skabe velfungerende komiteer er, at komiteerne er orienteret om den politiske situation i EU, men om også hvordan Folkebevægelsens landsledelse vurderer situationen og prioriterer opgaverne. Det vil fremme at vi alle arbejder i samme retning uanset om komiteen befinder sig i Jylland eller tæt på landskontoret i København.

Kandidater til landsledelsen

PDF - 787.9 kb

Kandidater til valget af landsledelse på Folkebebevægelsen mod EUs landsmøde den 27.-28. oktober 2012 på Stengård Skole i Gladsaxe

Hent i PDF-format – klik på ikonet!

Benjamin Bilde Boelsmand, født 1987, Aarhus.
Jeg er organisationsmenneske med erfaring fra SF, SFU, Studenterrådet ved Aarhus Universitet og Danske Studerendes Fællesråd. Jeg har i samtlige organisationer siddet i organer tilsvarende en landsledelse og i SFU og Studenterrådet også forretningsudvalg. Jeg stiller op for at styrke organisationen frem mod valget i 2014 og kan bidrage med organisatoriske tanker og politiske analyser. Til daglig læser jeg International and Global History på Aarhus Universitet.
Indstillet af Himmerlandskomiteen og Folkebevægelsen mod EU på Christianshavn og i Indre By.

Kirsten Annette Christensen, født 1950, Amager.
Uddannet pædagog og tidl. områdeformand i Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS) i FOA. Kandidat for Folkebevægelsen ved parlamentsvalgene i 2004 0g 2009. På efterløn, så tiden er der nu.
Har stadig kontakt med fagbevægelsen, sidder i Folkebevægelsens faglige udvalg. Hovedfokus: beskæftigelse, social dumping. Anbefalet af Carl Aage Jensen (Amager)

Svend Erik Christensen, født 1951, Roskilde.
Projektleder og kampagnemager.
Medlem af Enhedslisten. Jeg har siddet i LL siden 2009 og i FU seneste 2 år. Jeg sidder i Komiteudvalget og redaktør af Komitenyt. Har dermed arbejdet meget med organisationen og udvikling af Folkebevægelsen. I den kommende periode vil jeg arbejde på at udvikle Folkebevægelsen, så vi står godt rustet til EP valget i 2014. Det enkelte medlem skal have endnu bedre mulighed for at blive ambassadør for Folkebevægelsen. Vi skal støtte lokalkomiteerne og oprette nye i de områder, hvor EU modstanden står stærkt. Vi skal i langt højere grad end i dag inddrage de kollektive medlemmer. Jeg er villig til at fortsætte i FU og komiteudvalg, og som redaktør af Komitenyt.
Indstillet af Roskildekomiteen mod EU.

Tobias Clausen, født 1986, København.
Medlem af Enhedslisten og aktiv i partiets Europapolitiske udvalg. Studerer ved Roskilde Universitet. Tidligere aktiv i SFU og medlem i SF, men udmeldt efter partiets støtte til bl.a. afskaffelsen af flere af de danske forbehold.
Har tidligere været i praktik hos Søren Søndergaard i Bruxelles og har de sidste to år siddet i landsledelsen, heraf et år i forretningsudvalget.
Jeg vil forsat arbejde for en styrkelse af Folkebevægelsen på flere niveauer, især blandt de unge.
Indstillet af Folkebevægelsen mod EU på Christianshavn og i Indre By.

Niels Eriksen, født 1968. Valby. Medlem af Enhedslisten.
Gymnasielærer. Har tidligere været ansat af Folkebevægelsen i Bruxelles
og på sekretariatet i København. Nuværende medlem af landsledelsen.
Indstillet af Valby, Frederiksberg og Sydvestkomiteerne.

Jørgen Grøn, født 1948. Ingeniør og tidligere indkøbschef.
Bestyrelsesmedlem i SF-Nordjylland og tidligere byrådsmedlem for SF.
Har været lokalformand i Danmarks Naturfredningsforening.
Kandidat ved EU-parlamentsvalget 2009. Sidder i den nuværende landledelse og er talsperson.
Indstillet af Thy-Mors mod Unionen, Himmerlandskomiteen og Aalborg-Nørre Sundby komiteen.

Eva Hallum, født 1947, Valby, udenfor partierne.
Tidligere tresproglig korrespondent og socialrådgiver i
børnepsykiatrien, netop påbegyndt en ny fase i livet: pensionist.
Medlem i den afgående landsledelse, hvor jeg har været ansvarlig for
den københavnske del af det faglige udvalg i folkebevægelsen mod EU.
Jeg har haft tillidsposter i fagbevægelsen igennem 39 år.
Indstillet af Valby, Frederiksberg og Sydvest-komiteerne.

Hans Hansen, født 1957. Esbjerg. Udenfor partierne. Faglærer.
Har været aktiv i Folkebevægelsen i mange år. Nuværende medlem af landsledelsen.
Indstillet af Esbjerg-komitéen.

Kim Holm, født 1955. Uldum. Medlem af KPID. Smed.
Tillidsmand og medlem af bestyrelsen i Metal Horsens.
Trådte mine ”barnesko” mod EF i 1972 og har løbende vedligeholdt modstanden mod EU. Nuværende medlem af landsledelsen. Få bragt EU-modstanden ned på gulvet på arbejdspladserne.
Indstillet af Amager mod Unionen og KPID.

Troels Juel, født 1985, København, medlem af Enhedslisten.
Læser statskundskab ved Københavns Universitet. Har i 2010-2012 været valgt til Folkebevægelsens Landsledelse og har erfaring fra bl.a. folketingsvalgkampen 2011, elev- og studenterbevægelsen – samt fra praktikophold på Folkebevægelsens kontor i Bryssel i foråret 2011, hvor jeg arbejde med presse og eurokrise.
Fokus på, hvordan EU undergraver velfærdssamfundet, samt hvordan EU’s økonomiske styring ødelægger mulighederne for økonomisk fremgang, ligger mig meget på sinde.
Jeg vil arbejde for en stærkere Folkebevægelse som en organisation, der kan komme bredt ud i forbindelse med valgkampe, folkeafstemninger samt kampagner i øvrigt.
Indstillet af Folkbevægelsen mod EU på Christianshavn og i Indre By.

Rina Ronja Kari, født 1985. København-Nørrebro.
Jeg arbejder som organisationskonsulent hos en faglig organisation. Jeg har siddet i landsledelsen i mange år, hvor jeg har arbejdet med mange forskellige dele af Folkebevægelsen. Nuværende medlem af landsledelsen, samt talsperson. Desuden var jeg spidskandidat (nr. 3) til EU-parlamentsvalget i 2009.
Indstillet af Nørrebro-og Nordvest-komiteerne.

Johanne L. Kristiansen, født 1985. København. Medlem af Retsforbundet.
Jeg læser ”Europas Religiøse Rødder” ved Københavns Universitet.
En del år har jeg været medlem af landsledelsen, og det seneste år også af forretningsudvalget, samt været talsperson. Jeg er formand for Retsforbundet i Region Hovedstaden.
Indstillet af Folkebevægelsen mod EU på Christianshavn og i Indre By og Retsforbundet.

Jesper Morville, født 1954, Charlottenlund. Uden for partierne. Uddannet historiker.
Var ansat i Folkebevægelsens sekretariat bl.a. som international sekretær i 10 år. Medlem af forretningsudvalget fra 2004 og af forretningsudvalget fra 2011 Formand for Foreningen Frit Norden; 2007-2009 koordinator for det europæiske EU-kritiske netværk TEAM; formand for Folkebevægelsens internationale udvalg. Medlem af Gladsaxe-Gentofte-Lyngby komiteen.
Indstillet af Gladsaxe-Gentofte komiteen og Frit Norden.

Lars Østergaard Møller, født 1954. Gladsaxe. Udenfor partierne.
Socialpædagog. Medlem af Københavnsudvalget, landsledelsen, forretningsudvalget og Komitéudvalget. Jeg har altid arbejdet fagligt, og mit arbejde ligger i at
få arbejdet i komitéerne gjort mere aktivt. – Og ellers få arbejdet i
Folkebevægelsen gjort så aktivt som muligt.
Indstillet af Amager mod Unionen.

Brian Olsen, 1961.
Murersvend i gennem mange år, så derfor mange faglige kampe til følge.
Det seneste år har jeg været suppleant til landsledelsen. Medlem af KPID og komiteen i Himmerland.
Indstillet af Aalborg-NørreSundby og Himmerlandskomiteen.

Luise Hemmer Pihl, født 1940. Sdr. Kastrup pr. Mørke. Uden for partierne.
Cand. Mag., medarbejder ved Notat og Samtid og redaktør af tidsskriftet New European. Forlægger og oversætter. Medlem af Internationalt Udvalg. I styrelsen for Frit Norden. Styrelsesmedlem af TEAM. Nuværende medlem af ll.
Indstillet af Djursland-komiteerne, Århus-komiteerne og Frit Norden.

Kjeld Richter-Mikkelsen, født 1948. Nørresundby. Medlem af KPID.
Efterlønsmodtager fra 01.08.12. Gik på efterløn efter at have arbejdet i godt 32 år i SID og 3F.
Bestyrelsesmedlem i Carl Scharnbergs Uofficielle Fond. Aktivist i
Aalborg/Nørresundby Komiteen. Har været medlem af Folkebevægelsens
Landsledelse (tidligere forretningsudvalg) siden 1991. Økonomiansvarlig
og medlem af forretningsudvalget.
Indstillet af Thy-Mors mod Unionen, Aalborg-NørreSundby og Jammerbugt-komitéerne.

Sven Skovmand, født 1936. Stenvad, Ørum Djurs. Forfatter. Medlem af Det radikale Venstre.
Fra 1968-73 medlem af Folketinget. Fra 1979-84 medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen. Medlem af forretningsudvalget 1972-79 og 1984-91 og nuværende medlem af ll siden 1995.
Indstillet af Djursland-komiteerne.

Thorkil Sohn, født 1951, Husby, Ulfborg. Medlem af Retsforbundet.
Cand. jur. Efterskoleforstander på Husby Efterskole. Nuværende medlem af Landsledelsen. Indstillet af Thy-Mors mod Unionen, Midt – og vestjyder mod Unionen og Retsforbundet.

Aage Staun, født 1947, Skive, udenfor partierne.
Medejer af virksomheden JHC-Management siden 2001. Tidligere administerende direktør i foreningen Landsforeningen den lokale andel.
Indstillet af Midt- og Vestjyder mod Unionen

Gustav Sieg Sørensen, født 1951. Hørdum Thy. Efterlønner. Tidligere lærer og træindustriarbejder. Medlem af Radikale Venstre, hvor jeg deltager i politikudviklingen. Er medlem af flere programudvalg, af udvalget for kultur- og værdipolitik, af organisationsnetværket og af HB. Desuden næstformand i den nordjyske regionsforening og tidligere kreds- og lokalformand (indtil efterår 2010). Formand for Hørdum Menighedsråd og for det radikale udvalg om kirke og trossamfund. Aktiv i Folkebevægelsen siden 1972, hvor jeg i flere omgange har været
kandidat på liste N og medlem af Forretningsudvalget.
Har tidligere været sekretær for “Nødvendigt Forum” og formand for
“Reel ØMU-oplysning i Nordjylland”. Medlem af den nuværende Landsledelse.
Indstillet af bl.a. ’’Skive komiteen mod EU’’.

Karina Rohr Sørensen, født 1975. København, Brønshøj-Husum. Medlem af Kommunistisk Parti. Socialrådgiver. Kandidat til EU-parlamentsvalget.
Medlem af landsledelsen siden 1996.
Indstillet af Brønshøj-Husum komiteen.

Gitte Thomsen, født 1958, Nørresundby.
Medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Sekretariatsleder i Sammenslutningen af Lokale Radio- og TV-stationer. Stationsleder på Folkets Radio i Aalborg. Aktiv i Folkebevægelsens Aalborg/Nørresundby-komité. Nuværende medlem af landsledelsen.
Indstillet af Amager mod Unionen, Thy-Mors mod Unionen samt
Jammerbugt og Aalborg-Nørre Sundby Komiteerne.

Allan Graversen Vesterlund, født 1986, Aarhus, medlem af Enhedslisten.
Læser til dagligt erhvervsøkonomi og historie på Aarhus Universitet.
Ved siden af mit studie, arbejder jeg for Studenterrådet ved Aarhus Universitet og Lejerne LO Aarhus. I Studenterrådet arbejder jeg i forretningsudvalget, og i Lejernes LO Aarhus som kasserer i bestyrelsen. Siden jeg flyttede til Aarhus, har jeg været medlem af Folkebevægelsen og her har jeg hjulpet med indsamling af underskrifter og uddeling af materiale.
Indstillet af Anders Kock, Aarhus

Kit Aastrup, f. 1951. Uddannet socialrådgiver og cand. scient soc.
Medlem af Enhedslisten. Nuværende medlem af landsledelsen og tidligere kandidat for Folkebevægselsen. Mit interesseområde er primært social- og arbejdsmarkedspolitik samt demokrati og menneskerettigheder.
Indstillet af Aarhuskomiteen.

Fagligt udvalgs beretning


PDF - 1.2 Mb

Det faglige udvalgs beretning til Folkebeægelsen mod EUs landsmøde den 27.-28. oktober 2012

Læs i PDF-format – klik på ikonet!

I det faglige udvalgs ”jyske” del har der i forbindelse med det danske formandskab i EU været afholdt flere arrangementer i Horsens som var blevet værtsby for EU-formandsskabet.

Der blev i forbindelse med at social- og arbejder-ministerne havde mødet i byen, afholdt en faglig konference om den danske model. En konference der kunne konstatere at løftet fra EF-valgkampen i 1972 om at ”nødderne knækker vi selv” atter en gang er blevet gjort til skamme. EU kan ikke styre de enkelte landes økonomi, hvis arbejdsmarkedsparter selv aftaler løn- og arbejdsforhold. Det er dog indtil videre lykkes at få fagbevægelsens top til at holde sig indenfor de EU udstukne rammer, så vi ikke i Danmark har oplevet at EU har krævet lønnedgang og øget arbejdstid, som i det
sydlige Europa.

Der blev i forbindelse med konferencen afholdt en demonstration, hvor deltagere med kugler om benene illustrerede arbejdere fastholdt i slavelignede forhold, der
efterhånden findes i mange EU-lande.

Ved Dansk Metals kongres i Ålborg uddelte det faglige udvalg, i samarbejde med den lokale komite, det faglige nyhedsbrev, hvorefter der efterfølgende på kongressen blev
rejst krav om afstemning om det danske medlemskab.

Den københavnske del af Folkebevægelsen mod EU-fagligt udvalg har et meget tæt samarbejde med BJMF ( Bygge, Jord og Miljøarbejdernes fagforening) EU-udvalget.

I det faglige udvalgs “københavnske del” har der i forbindelse med det danske formandsskab i EU været afholdt flere arrangementer, hvor det faglige udvalg sendte en opfordring til LO-kongressen ved sidste års landsmøde om at gå med med i aktiviteter for at synliggøre de overgreb EU begår mode faglige rettigheder.
LO-Storkøbenhavn gik herefter sammen med andre faglige, NGO.er og interesseorganisationer på banen og vores faglige udvalg har lagt kræfter i at få afholdt en konference og en demonstration. Udvalget har også deltaget i den bus, som fagforeningerne sendte til Horsens i forbindelse med aktiviteterne der.

Internationalt har udvalget deltaget i et møde i BJMF med deltagelse af repræsentant fra Paris Frank Arnold som indleder samt Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke.
Efterfølgende har udvalget/BJMF deltaget i en konference i Köln, med det formål at bidrage til at samle den faglige europæiske kritik – modstand mod EU. Dette arbejde har medført en henvendelse om finanspagten til Folktinget, udgivelsen af en folder og nogle artikler.

DEN PRIMÆRE OPGAVE ER:
Det faglige Nyhedsbrev redigeres af Folkebevægelsen mod EU – Fagligt udvalg i samarbejde med Ib Roslund, journalist.
Landsledelsen har bevilliget et bedre tryk og Lay-out. Formålet med dette er, at Nyhedsbrevet nu udkommer i et større oplag, ca 4000 hver gang og ca 15.000 1. Maj numre. Formålet er, at det faglige Nyhedsbrev skal være et led i, at Folkebevægelsen mod EU ønsker at opbygge et bedre fagligt netværk for kritikere og modstandere.
Nyhedsbrevet udkommer tre gange i foråret 2012 og 2 gange i efteråret.
Der arbejdes med, at enkelte numre målrettes og uddeles – for eksempel til faglige kongresser. Et enkelt nummer blev delvist oversat til engelsk i forbindelse med aktiviteterne omkring EU-formandsskabet.

Kim Holm er ansvarlig for udvalget i det jyske og Eva Hallum er ansvarlig for den københavnske del, begge medlemmer af landsledelsen.

Tidsfrister

Tidsfrister i forbindelse med Folkebevægelsens landsmøde den 27.-28. oktober 2012

Forslag til kandidater til landsledelsen:
Fredag den 12. oktober
Indkomne forslag:
Fredag den 12. oktober
Ændringsforslag til vedtægter:
Fredag den 12. oktober
Frist for tilmelding af delegerede og gæster:
Torsdag den 18. oktober

Husk at holde møde i komitéer for at vælge delegerede. Alle komitéer har ret til mindst 4 delegerede. Komitéer med mere end 100 betalende medlemmer har derudover ret til 1 ekstra delegeret for hver påbegyndt 50 betalende medlemmer. Tilsluttede organisationer har ret til 2 delegerede. Herudover er gæster uden stemmeret meget velkomne – men til samme pris som delegerede.

Taler og hilsner til landsmødet

Hilsen fra Folkrörelsen Nej till EU

Hilsen fra Folkrörelsen Nej till EU i Sverige ved Per Hernmar til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde den 27-28. oktober 2012


Kära landsmöte!
Kära EU-motståndare!
Det är en stor ära för mig att få stå här och tala till en 40-årsjubilar!

EU och den politik EU står för skapade från första början motstånd, speciellt bland de nordiska folken.

Folkrörelsen Nej till EU i Sverige är den minsta av de nordiska EU-motståndarorganisationerna. For oss har det danska och norska EU-motståndet varit en stor och viktig inspirationskälla.
När Sverige blev medlem i EU 1994 var en av de första åtgärderna att avreglera kreditmarknaderna. Det var en av EU:s fyra friheter där kapitalet skulle få röra sig fritt.
- Investeringsmedel skulle fritt få söka sig till de bästa investeringarna – staten skulle inte begränsa elle lägga sig i.
Bankerna fick fritt öka sin kreditgivning. Eurons ränta blev den samma över hela Euro-området trotts medlemsländernas mycket olika förutsättningar.
- Idag ser vi resutlatet!

Men detta är inte enbart en ekonomisk kris – detta är även en politisk kris!
EU:s ledare genomför åtgärd efter åtgärd – och för varje åtgärd har läget bara blivit sämre. Ständiga brandkårsutryckningar har inte kunnat vända situationen.
- EU:s politiska ledarskap har i flera länder skapat en politisk kris som hotar att slita sönder länderna
- De välfärdssystem som skulle mildra i kriser avskaffas
- Fackliga rättigheter minskas och istället införs lönedumping och osund lönekonkurens.

EU:s ledare har ingen politik ut ur krisen. Alla de hundratals och tusentals miljarder som går till att rädda Euron hade istället kunnat användas för att investera i de europeiska ländernas framtid. När Europa och världen behöver investera i en hållbar framtid – så förbrukar EU alla pengar på en dödsdömd banksektor.

EU har blivit tilldelad Nobels fredspris!
2007 fick Al Gore och FN:s klimatpanel, ICPP, dela på Nobels fredspris.
2009, under det svenska ordförandeskapet, kunde en allians under ledning av EU och USA stoppa en överenskommelse om bindande utsläppsminskningar på FN:s
klimatkonferens i Köpenhamn.
EU är idag en av de verkligt stora hinder för en politik som kan minska risken för en kraftig klimatförändring.

I norra Europa trycker starka ekonomiska intressen på för att få exploatera Arktis när istäcket minskar. Det minskande istäcket i de Arktiska vattnen gör att en ny farled för skeppsfart öppnas – detta medför att norra Europas strategiska läge förändras från att ha varit ett randområde i pereferin till att hamna mitt i centrum för de olika intressen som tävlar om att positionera sig. Sverige som tidigare varit en aktiv alliansfri stat har efter EU-iträdet tystnat och inom ramen för medlemsskap i Natos partnerskap för fred upplåter nu mark för stora militärövningar i arktisk miljö. Detta är ett sätt för Nato att etablera militär närvaro i närheten av Arktis.
I skuggan av nobels fredspris pågar en militär uppladdning i norra Europa där Nato och EU-länderna är drivande. Fler militära övningsfält är planerade i Sverige men möter folkligt motstånd.
EU är ingen fredsorganisation. Alfred Nobels testamente talar om “att reducera militära styrkor” men i Lissabonfördraget är militär upprustning inskriven.

Det blir allt klarare att Europas framtid inte kan byggas genom EU.

Jag vill slutligen framföra en stor hälsning från Folkrörelsen Nej till EU i Sverige och en stor gratulation till Ert 40-års jubiliem!

Ni har kämpat i 40 år och haft många framgångar – men även haft motgångar!
- Men ni har aldrig gett upp!
- Eu står för en politik som leder bakåt!
- EU-motståndarna visar på en väg som leder framåt.

Per Hernmar/vice ordförande Folkrörelsen Nej till EU

Hilsen fra TEAM / Letland

Hilsen til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 27.-28. oktober 2012 af Normunds Grostins fra Letland på vegne af det EU-kritiske netværk TEAM


Ladies and Gentlemen!

In a twenty century Baltic States Latvia, Lithuania and Estonia had 50 years long experience of federal union – it was Soviet Union. At 1987, when fight for independence started, it took four years of revolution to get out of that federal union. And today the situations we know wery well from old Soviet era experiencies – these old Soviet realities are step by step coming back upon us in form of centralization and federalization of European Union. It creates some feeling of déjà vu.

During the European Union accession referendum in 2003 in Latvia we had to face governments propaganda YES campaign with a budget, which was 120 times larger, than budget of the NO side. I am wery thankfull to activists of Folkebevegelsen, who came to Latvia and and took part in that turbulent campaign. Since that we established good cooperation using the framework of European Alliance of EU- critical movements TEAM. Last month the TEAM Alliance had successfull Congress here, in Copenhagen.

Now Latvian government is working hard to join the euro in 2014. Only 4 % of the population support joining euro, but in October Latvian parliamaent voted down proposal to hold referendum on joining euro. This week Chairman of Latvia’s Constitutional court declared, that issue of joining euro deserves the referendum. We continue our efforts to get referendum on joining euro. Example of Danish referendum is helping us a lot.

There is a proverb, that history repeats itself. Sometimes it seems that history mostly tends to repeat its dark scenarious. But if we look carefully, we see, that will of people can change history. We can do a lot, when we work together.

Now, when there is a new federal Union step by step coming upon us, on the both coasts of Baltic sea – now is the time to learn from European history and time to make better history together. I wish You success in Your important work!

Hilsen fra Folkeafstemningskomite2010


Hilsen fra Folkeafstemningskomite2010 ved Helge Rørtoft-Madsen til Folkebevægelsens mod EU’s landsmøde 27.-28. oktober 2012


Min hilsen fra Folkeafstemningskomite2010 til Folkebevægelsens landsmøde skal i anledning af 40 års jubilæet være et gjaldende til lykke med at have holdt sammen på, holdt ud og holdt ved den uundværlige, grundlæggende modstand mod og kritiske oplysning om EF/EU. Foreløbig i 40 år. Min lykønskning tillader jeg mig at koble til den grundlovssag om Lissabon-traktaten, der nu kører i Højesteret, og som Folkeafstemnings-komite 2010 støtter.
Vel er denne retssag jo ikke rejst af Folkebevægelsen, men af borgere på vegne af alle landets borgere. Men hvis ikke Folkebevægelsen – i en perio-de sideløbende med Junibevægelsen – havde været det salt i den danske, folkelige, politiske offentlighed, der holdt bevidstheden om Grundlovens bestemmelse i § 20 om betingelserne for suverænitetsafgivelse i hævd – ufordærvet og levende – ja så er det ikke sikkert, at denne retssag over-hovedet ville være blevet rejst. Og at Ole Krarup er den juridiske inspirator og retningsgiver i sagen kan ses som en håndgribelig frugt af de 40 års aktivitet. En frugt som nok er besk for dem, der har forspist sig på EU – men kan vise sig at være koncentreret af gavnlige vitaminer for det poli-tiske demokrati og den demokratiske bevidsthed og modstandskraft blandt folk.
Jeg kan ikke dy mig for at benytte denne lejlighed til lige at fortælle om det paradoksale, at den mand – professor Max Sørensen – den mand der kreerede Grundlovens § 20 og senere blev dommer ved EF-domstolen og afgjort var EF/EU-føderalist – at denne mand er så sent som året før § 20 i 1953 blev stemt ind i Grundloven i sin bog om ”— international organisa-tion” fuldstændig klar over, at ”folkestyret (—- kan) udsættes for at blive beskåret i samme omfang og takt som den nationale suverænitet”. Og
derfor burde der ikke afgives suverænitet til en overstatslig myndighed, hvis ikke den er styret demokratisk.
Hvorfor fik Max Sørensen ikke det skrevet ind i Grundloven? Og hvad ville Max Sørensen med hånden på et demokratisk hjerte mon have sagt til situationen i dag? For til allersidst i bogen forestiller han sig spiren i 50´ erne til EF som ”spire til en sund og demokratisk udvikling”. Men hvad er folkestyrets, demokratiets tilstand i dag efter 6 omganges afgivelse af mere og mere suverænitet til EF/EU? Har det ikke ført til netop den ”autoritære politik”, Max Sørensen selv nævner som en mulig følge af, at medlemslan-denes demokratierne er blevet ”beskåret” – så EU vitterlig er blevet mere og mere ”autoritær politik”?
Ligesom folkeafstemningskomiteen med en nystartet kampagne opfordrer alle danske borgere til at støtte kravet om respekt for Grundloven i forbin-delse med appellanternes sag i Højesteret, tillader jeg mig at opfordrer alle her på landsmødet til at engagere Jer direkte. Det er NU det skal være!
I december skal appellanterne aflevere det sidste skriftlige indlæg til Højesteret. Og den 21. og den 22. januar foregår den mundtlige forhand-ling og debat i Højesteret, som alle kan overvære.
I torsdags startede folkeafstemningskomiteen derfor vores hvervekam-pagne for at få folk til at tilmelde sig folkeafstemningskomiteen og på den måde blive støttepersoner – såkaldte biintervenienter – til appellanterne i Højesteret. På den måde bliver man en del af appellanternes sag og støtter kravet om, at Grundlovens § 20 skal respekteres, politisk og retligt. Om det så måtte betyde, at regeringen må udskrive folkeafstemning om Lissa-bontraktaten.
Ole Krarup fungerer i Højesteret som talsmand for samtlige biintervenien-ter, og det er uhyre vigtigt, at Højesteret kan lytte til Ole Krarups lærde indlæg også som ”folkets røst” og på vegne af mange, mange støtteperson-er.
Kampagnen for at hverve støttepersoner løber formentlig frem til det nye år. Allerede nu her i dag kan du tag vores flyer – den ser sådan ud – og straks melde dig som støtteperson/biintervenient! Og tag en stak foldere med herfra og uddel dem til andre med opfordring til at tilmelde sig! Eller tag flere hundrede foldere med hjem og få folk til at uddele dem til folk på gader og stræder i Jeres lokale område. Kampagnen kommer også til at køre på internettet med mails og på facebook.
Folkeafstemningskomiteen er i gang med at arrangere markeringer uden for Højesteret den 19. og 21. januar og på selve dommens dag. Der er planlægningsmøde på Regensen den 14. november. Alle der tilmelder sig som støtteperson får at vide, hvordan og hvornår de også kan være med i planlægningen og markeringerne.
Det er NU, det er sidste udkald.
Det er NU, I kan støtte kampen for respekten for vores demokratiske ret og for den folkeafstemning, vi burde have haft for 5 år siden!

Helge Rørtoft-Madsen

Hilsen fra Nei til EU


JPEG - 3.3 kb

Hilsen til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 27.-28. oktober 2012 fra norsk Nei til EU ved Jens Kihl


Kjære Folkebevægelsen mod EU!

Mitt navn er Jens Kihl, og jeg sitter i arbeidsutvalet til Nei til EU. Jeg har virkelig gledet meg til å være her! Jeg skal hilse fra hele Nei til EU, og særlig Heming.

Først av alt må jeg – dessverre – gratulere dere alle med Nobels fredspris. Som vi alle vet, er ikke EU et fredsprosjekt, men derimot en usolidarisk union med opprustings-ambisjoner. Millioner av europeere lider under den krisa Euro-prosjektet har skapt, og svaret fra EU er samhold med bankene – ikke menneskene.

Det eneste positive med denne fredspristildelingen er at vi forhåpentligvis slipper å grue oss like mye i oktober hvert år – nå har EU fått prisen, og dette er et avsluttet kapittel i nobel-historien.

At elitene premierer hverandre er ikke noe nytt. Og vårt svar i norske Nei til EU er det samme som alltid: Faktabasert kunnskap og folkelig motstand. I løpet av de fem første dagene etter at fredspristildelingen ble kjent, fikk vi i Nei til EU nesten 600 nye medlemmer. God, gammeldags organisering er heldigvis ikke gått av moten i Norge!

EU-toppene kommer til Oslo i desember for å sole seg i glansen av illusjonen om fredsprosjektet EU. Men heldigvis vil de ikke være alene: Det er derfor en glede for meg å herved kunne invitere Folkebevegelsen mod EU til å delta i et stort demonstrasjonstog i Oslo søndag 9. desember. Her vil en lang rekke organisasjoner demonstrere under parolen ”No Peace Prize in our Name!”. Jeg håper at også noen dansker finner veien til kalde Norge i desember.

Men nok om fredsprisen. Vi må bry oss om viktigere ting enn fjollete medaljer. På mitt førerkort står det under bildet ”EØS-modell”, og det er en ganske treffende betegnelse for min generasjon. Vi har ikke opplevd annet enn tilværelsen slik den arter seg under EØS-avtalen.

Det er en spennende tid i den hjemlige EU-debatten, der EØS-avtalen, Norges formelle tilknytning til EU, er under debatt. LO-forbund som til sammen representerer et flertall av delegatene på LO-kongressen i mai har vedtatt at de ønsker arbeidslivet ut av EØS-avtalen. Det gir en helt ny dynamikk i den norske EØS-debatten, og Arbeiderpartiet, de norske sosialdemokratene, er rimelig stressa. Men trusler hjelper ikke mot fakta – Nei til EU og fagbevegelsen er i ferd med å knytte bånd som vil være avgjørende i årene som kommer.

I januar fikk vi den norske Europa-utredningen, som skulle analysere Norges forhold til EU. Dette var en 900 sider lang lovsang over unionen, som heldigvis ble kompensert av vår ”Alternativrapport” – der 16 organisasjoner fra miljøbevegelsen, fagbevegelsen, landbruket og nei-bevegelsen til sammen la fram åtte alternativ til dagens EØS-avtale. Nå har regjeringen lagt fram sin stortingsmelding om norsk Europa-politikk. Der slås det fast at en tettere EØS-avtale ikke er ønskelig, og at regjeringen går inn for å bruke handlingsrommet mer aktivt. Dette er langt fra noen full seier, men det er et skritt i riktig retning.

Og det er grunn til kamp, for dagens ordning er ikke til å leve med: Vi tapte kampen om Datalagringsdirektivet, Tjenestedirektivet og Vikarbyrådirektivet. Vi vant kampen om EUs tredje postdirektiv, men nå trenerer EU saken. Og gjennom Schengen-avtalen står norske styrker på den gresk-tyrkiske grense og gjør at Norge er medskyldige i menneskerettighetsbrudd. Og alt dette stiller oss i en paradoksal situasjon:

På den positive side kan vi nå slå fast at andelen nordmenn som sier nei til norsk EU-medlemskap ligger stødig på over 70 prosent, og har gjort det over flere år. Det er helt fantastisk, og det er en daglig inspirasjon å vite at vi har folket i ryggen.

Men dette gjør at mange ikke ser nei-arbeidet som så viktig, og Nei til EU har de siste årene gått noe tilbake i medlemstall. Og dette i en tid er vi trengs mer enn noen gang!

Mitt håp er derfor at EØS-kampen vil gi en fornyet interesse for vårt prosjekt, og at flere vil finne veien inn i våre rekker. Samtidig viser fredspristildelingen oss at elitene ikke har gitt opp drømmen om norsk EU-medlemskap.

Men det som er en drøm for elitene, utspiller seg i dag som et mareritt for folket. I dette spennet mellom drøm og mareritt trengs det noen som kan vekke folket, og den rollen tar vi i Nei til EU. For i møte med fakta og kunnskap blir EU-prosjektet mest av alt en absurditet.

Enda en gang: Jeg er glad og stolt over å få hilse landsmøtet i Folkebevægelse mod EU fra norske Nei til EU. Dere er vår tvilling i sør, en organisasjon vi får inspirasjon, støtte og praktisk hjelp fra. Jeg gleder meg over de organisatoriske seiere dere kan notere dere for, og er glad for at dere tar kampen mot EU-påvirkning. Hver dag. Hele året. For vi vet at europeisk samarbeid er av det gode, men det trenger ikke å inkludere et EU-medlemskap. Og ikke minst: Vi syns nok at Søren Søndegaard er litt vår også.

Våre argumenter om miljø, folkestyre og solidaritet har holdt seg i tiår etter tiår. Vi trenger ikke å snu vår kappe etter vinden. I stedet gjør vi det vi det vi alltid har gjort – både sør og nord for Skaggerak: Organiserer folk i bevegelse mot EU.

Til lykke med landsmøtet, kjære venner!

Hilsen fra EUD

Hilsen til Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 27.-28. oktober 2012 fra EID ved Jan Å Johansson


Mitt namn är Jan Å Johansson. Jag har en bakgrund i bland annat svenska Nej till EU, Socialdemokrater mot EU och EU-kritiska Junilistan som satt i EU-parlamentet 2004-2009.

Jag skall hälsa från EUDemocrats, det EU-kritiska nätverk som arbetar med att skapa kritisk debatt och aktiviteter i olika länder runtom i Europa.
Själv arbetar jag på EUDemocrats think tank – Organization for European Interstate Cooperation – Föreningen för Europeiskt Mellanstatligt samarbete på svenska.

För att illustrera vad vi arbetar med och som också har intresse i Danmark så har vi till exempel just gett ut en skrift i tre delar som utvärderar det svenska EU-medlemskapet 1995-2012.
Sammantaget kan man säga – både ja-sidan i EU-folkomröstningen 1994 och i eurofolkomröstningen 2003 har haft fel, fel, fel, fel, fel.

Följande citat är ett klart bevis för hur fel ja-sidan hade, citat: ”Alla gemensamma beslut som man fattar inom EU arbetas fram genom förhandlingar. Inget medlemsland blir överkört.”
Slut citat. Detta från en broschyr utgiven av Ja-sidans fyra kampanjorganisationer.

Vi vet att det i EU händer ofta att ett eller flera medlemsländer röstas ned i EU:s ministerråd.

EU-kommissionen röstade till exempel nej till en fusion mellan Volvo och Scania år 2000. Detta beslut i EU-kommissionen gick emot ett i princip politiskt helt enat Sverige.

När Sveriges ledande politiker på ja-sidan i början av 1990-talet argumenterade för att Sverige skulle gå med i EG/EU hade de ingen aning om hur allomfattande EU-medlemskapet skulle vara i det politiska styrandet över Sverige. EU idag är något helt annat än det EU vi folkomröstade om i Sverige 1994.

Att ledande svenska yrkespolitiker inte har någon aning om EU:s utveckling och konsekvenser har varit mycket tydligt när de i början av 2000-talet talade för att Sverige skulle ansluta sig till eurozonen, annars väntade marginalisering, minskad utrikeshandel och fattigdom för Sverige. Vi ser nu tydligt att det nej-sidan i euroomröstningen varnade för var sant – priset skulle bli högt för att hålla ihop en eurozon med en enda centralt styrd räntenivå.
Det var det som byggde den gigantiska eurokrisen med förödande effekter för en del euroländer. Dessutom fick nej-sidan rätt när man hävdade att EMU kommer att kräva att EU utvecklar en finanspolitik och går vidare i utvecklingen mot ett Europas Förenta Stater. Ja-sidan förnekade att denna utveckling skulle komma.

Men som denna skrift visar – EU-medlemskapet har orsakat en rad negativa konsekvenser för Sverige.

Både de på vänsterkanten som anser att den svenska sociala modellen hotas, respektive de på den borgerliga kanten som inte vill se en ökad byråkrati eller en ökad politisk kontroll av område efter område har all anledning att motsätta sig den nuvarande överstatliga utvecklingen av EU-systemet.

Sverige är ett av de mindre medlemsländerna i EU och de svenska politikerna har en marginell påverkan när de stora elefanterna från de store medlemsländerna dansar. Svenska EU-politiker väljer då att försvara EU:s beslut eller att försöka bortförklara de negativa konsekvenserna.

Svenska politiker sätter ofta en ära i att se till helheten i EU – svenskarna skall alltid vara ”storsinta européer”.
Detta samtidigt som många andra EU-länder ogenerat slåss för sina egna intressen,
till exempel Spanien var 2002 stenhårda i att stoppa östutvidgningen av EU om de inte fick garantier för fortsatt regionalstöd på en bibehållen nivå, likaså som de stenhårt har drivit på för EU skall ingå rovdriftsinriktade fiskeavtal med fattiga afrikanska länder för att sysselsätta sin stora fiskeflotta.
Frankrike å sin sida vägrar att backa om fortsatt höga jordbrukssubventioner från EU eller om att EU-parlamentet skall fortsätta sammanträda i Strasbourg.
Storbritannien vägrar givetvis att släppa sin rabatt på EU-avgiften,
Luxemburg vägrar att släppa ett antal EU-tjänster placerade i sitt land och så vidare.

Ett ”rött” EU eller ett ”arbetarnas” EU som den svenska socialdemokratiska partiledningen talade om inför EU-folkomröstningen 1994 har inte på något sätt infriats. Tvärtom, Lavalfallet i Vaxholm har tydligt visat på att EU:s högsta religion – de fyra fria rörligheterna står över allt – som till exempel fackliga rättigheter.

Så vad har EU-anhängarna fått ut av EU-medlemskapet – en idealistisk tro på att ett Europas Förenta Stater kommer att trygga världsfreden?

Frågan är om några av EU-anhängarna i Sverige nu omvärderar sin inställning till EU och är beredda att driva ett utträde då EU inte alls blivit som de föreställde sig. I Storbritannien var det det konservativa partiet som tog landet in i EG. Nu är man inom det konservativa partiet mycket skeptiska till vad EU har blivit.

Vad vi EU-motståndare och EU-skeptiker i Norden måste göra är att betona den nordiska dimensionen. Krisen i Eurozonen visar hur oeniga euroländerna är om hur bördorna skall fördelas. Ett uppbrott i eurozonen diskuteras dagligen.
När det gäller de nuvarande 27 EU-länderna är man idag osams om den kommande långtidsbudgeten 2014-2020. EU-kommissionen, EU-parlamentets majoritet och 15 medlemsländer vill ha en massiv utgiftsökning i EU, med en höjning av medlemsavgifter och införande av en direkt EU-skatt som följd.
I dagsläget vägrar Storbritannien tillsammans med bland annat Danmark, Sverige och Finland att gå med på denna massiva budgetökning till mycket som vi betraktar som onödigt jämfört med att medlemsländerna måste skära ned i vård, skola och omsorg.

De nordiska länderna måste komma samman till en gemensam politisk linje om hur europeiskt samarbete skall se ut. Den politiska eliten i våra länder måste sluta att krypa för EU i Bryssel, som kommer med orimliga krav på utgifter.

Sørens tale ved overrækkelse af træskoprisen


MEP Søren Søndergaard med træskoene. Foto: Niels Sigaard

MEP Søren Søndergaards tale vd overrækkelsen af den danske træskpris på Folkebevægelsens landsmøde den 27.-28. oktober 2012


I dag skal vi uddele træskoprisen, der jo som bekendt består af et par gode, solide, håndlavede og økologisk træsko.

Kært barn har mange navne – og i folkemunde kaldes træskoprisen også ”stå fast”-prisen.

Det illustrerer meget godt, hvad det handler om. Nemlig at man på et eller flere områder i forhold til EU har sat træskoene solidt i jorden og stået fast.

Det er altså ikke en flidspræmie for lang og tro tjeneste i Folkebevægelsen og heller ikke en første præmie for at være den hårdeste EU-modstander, men netop, at man på et eller flere områder har stået op imod EU.

Derfor er det også en broget skare, som gennem årene på Folkebevægelsens landsmøde har modtaget denne pris: Lad mig i flæng nævne: forfatteren Astrid Lindgren, formanden for Kristeligt Folkeparti Jan Sjursen, forbundsformand Hardy Hansen, retsstatsmanden Ib Christensen, entertaineren Niels Hausgaard, og afdelingsformanden fra FOA i Århus Grethe Enevoldsen og forfatteren Einar Mar Gudmundsson.

For uanset om man grundlæggende er EU-modstander eller ej, så er der tidspunkter, hvor man bliver nødt til at stå fast overfor EU. I hvert fald hvis man vil forsvare demokratiet, den skandinaviske velfærdsmodel og den danske arbejdsmarkedsmodel – som også er nogle af Folkebevægelsens kerneværdier.

Lad mig være ærlig og sige, at vi i Folkebevægelsen har undret os over, at der i fagbevægelsens top – ikke på lokalt niveau, men på topplan – har været så langt imellem, at der blev sagt fra overfor EU.

Det er næsten som om at frygten for at puste til en ja-nej-diskussion, har fået mange faglige ledere til at sikke hoved i busken. Så hellere forholde sig passiv til et angreb fra EU.

Tag Vaxholm-dommen som eksempel, hvor det blev forbudt svenske- og danske lønmodtagere at konflikte for, at tilrejsende kollegaer fra udlandet fik nøjagtig det samme som de selv. Hvis den lov var blevet fremsat af en borgerlig regering i folketinget, så havde fanden være løs i laksegade.

Nu blev det hele tysset ned og sendt i udvalg og endte med, at folketinget besluttede at der på det danske arbejdsmarked skal eksistere a-overenskomster for herboende arbejdere og dårligere b-overenskomster for tilrejsende arbejdere.

Hvis det havde i Sydafrika i 70’erne, så ville man have kaldt det apartheid. Men nu befinder vi os i EU i 2012 og så hedder det bare arbejdskraftens fri bevægelighed.

Præcis derfor er vi så glade for, at der er en person i fagbevægelsens topledelse, som på en synlig, klar og markant måde har sagt fra overfor nogle tiltag, som er kommet fra EU, især i forbindelse med Europluspagten og Finanspagten. En person som har valgt at stå fast på den danske arbejdsmarkeds model.

Vi har på fornemmelsen, at det ikke altid har indbragt ham de allerstørste skulderklap fra hele toppen i dansk fagbevægelse. Men så meget desto mere glade er vi for, at tildele årets træskopris 2012 til Forbundsformand for FOA, Dennis Kristensen.

Tale af Dennis Kristensen

Tale af forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA på Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 28. oktober 2012 i forbindelse med overrækkelsen af den danske træskpris


Tak for træsko-prisen

Tak for Træsko-Prisen. Den er jeg naturligvis glad for.

Da jeg første gang hørte om, at jeg skulle herud i dag, så kunne jeg ikke lige se for mig, hvad træsko og EU eller for den sags skyld EU-modstand har til fælles.

Til gengæld begyndte gamle billeder med træsko at dukke op på nethinden.

Blå Kansas-arbejdsjakke, slidte cowboy-bukser, og skulderlangt næsten sort hår. Godt og vel.

Og så selvfølgelig træskoene. Dengang var der svage sorte områder på over-læderet mellem lyseblå malerklatter fra et fritidsjob i skoletiden.

Og på arbejdsjakken et blåt badge med NEJ i rødt.

Det var samme mundering, da jeg med kæreste og venner gik i Folkebevægelsens og Socialdemokrater mod EEC’s fakkeltog gennem København den 1. oktober 1972. Gik og gik … det er måske nok en overdrivelse. Når mellem 80.000 og 100.000 mennesker skal bevæge sig fra Rådhuspladsen til Christiansborg, så betyder det mere stilstand end bevægelse. Det er den hidtil mest fantastiske demonstration i mit liv.

Det var aftenen før den folkeafstemning om Danmarks indtræden i EF, som jeg lige var født et halvt år for sent til at få stemmeret til.

Fire år senere skiftede overlæderets farve fra fortrinsvis lyseblåt til kridhvidt, da arbejdsjakken blev skiftet ud med hvid uniform i jobbet som sygehusportør på det nye amtssygehus i Herlev.

I dag kniber det med træskoene, nu hvor tjenestedragten er udformet som habitter, hvis farve ikke er til at skelne fra hårfarven, og med lædersko. Men jeg vil nu nyde igen at være ejer af et par vaskeægte træsko.

Måske kniber det også lidt med det gamle blå badge med det røde NEJ.

Jeg har i hvert tilfælde undervejs i de 40 år fra 1972 til 2012 prøvet at gøre plusser og minusser op.

Måske bliver I ikke så glade for at høre det, men set fra mit udkigstårn i fag-bevægelsen, så er der grund til at kigge lidt nuanceret på alt det, der knytter sig til fagbevægelsens arbejde i og med EU. På dét, der handler om, hvorvidt EU også kan bruges til at skabe gennembrud for nye lønmodtagerrettigheder.

Til gengæld er der i mine øjne grund til bekymring over udviklingen i EU i de senere år. Det går nemlig den forkerte vej. Den helt forkerte vej.

Med Konkurrence-pagten bevægede EU sig for alvor ind på den danske aftale-models banehalvdel.

Nu skal medlemsstaterne overvåge og reformere måden, vi aftaler løn og løn-udvikling på i overenskomsterne
systemerne.

Det er ikke bare på det overordnede plan, at statscheferne nu skal stå skoleret for de øvrige medlemsstater. Statscheferne skal helt ned i detaljen og sikre, ”at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne ved-rørende konkurrenceevnen i den private sektor”.

Pagten tog også fat på socialpolitikken og den underliggende skattepolitik i medlemsstaterne med inddragelse af pensioner, sundhedspleje og sociale ydelser og lægger op til reformer, der skal sikre ”holdbare pensioner og sociale ydelser” og peger på at øge pensionsalderen og begrænse førtidspensionsord-ninger.

Der er langt fra LO’s og Dansk Arbejdsgiverforenings fælles annonce i 1972 om, at vi stadig selv knækker nødderne til Konkurrencepagtens indblanding i danske overenskomstforhold.

Det ligner en farlig glidebane i forhold til balancen mellem fællesskabets kom-petence og nationalstatens selvbestemmelsesret.

Og det er den forkerte vej, som medlemsstaterne har valgt at betræde.

I mine øjne har der ellers tegnet sig konturerne af en anden vej i de senere års udvikling i EU.

En anden vej, hvor nationalstaternes selvstændige arbejdsmarkedsmodeller kombineres med grundlæggende lønmodtagerbeskyttelse leveret af eller gen-nem EU-samarbejdet.

Vi skal værne om den danske aftalemodel, hvor arbejdsmarkedets parter in-denfor demokratiets rammer regulerer forholdene på arbejdsmarkedet.

Men vi skal også se i øjnene, at den danske aftalemodel er ikke længere et rent indenlandsk spørgsmål, og næppe i de sidste årtier har været et rent afta-lespørgsmål.

Modellen er i virkelighedens verden en hybrid mellem overenskomstparternes kollektive aftaler, dansk lovgivning og EU-regulering tilsat internationale på-virkninger fra eksempelvis den internationale arbejdsorganisation (ILO) og Menneskerettighedsdomstolen.

I praksis vedtages der ikke længere selvstændig dansk arbejdsmarkedslovgiv-ning.

Den nye lovgivning, der kommer til, udspringer af EU-direktiver, som arbejds-markedets parter ikke selv har kunnet implementere i de kollektive aftaler og af EU-domstolens praksis samt – forhåbentligt i stigende grad – af kollektive aftaler mellem europæiske parter.

Og der er lige dér, at min vision for balancen mellem den danske aftalemodel og EU-reguleringen tager sit udspring.

EU-reguleringen skal ikke blokere for, men tværtimod understøtte de løsnin-ger, som de nationale arbejdsgiverparter og lønmodtagerparter forhandler sig frem til.

Det betyder i praksis, at medlemsstaterne skal finde en arbejdsdeling, der til-lader EU at sikre grundlæggende beskyttelse af de europæiske lønmodtagere, men som overlader det til de nationale og europæiske arbejdsmarkedsparter at indgå kollektive aftaler om lønmodtagerrettigheder, som bygger ovenpå den grundlæggende beskyttelse.

EU-reguleringen af arbejdsmarkedsforhold har ikke mindst haft til hensigt at modvirke diskrimination af lønmodtagere og uhæmmet rovdrift på arbejdskraf-ten. Ligelønsspørgsmålet, vikarområdet og det besværlige arbejdstidsemne er gode eksempler på den arbejdsdeling.

Det er den vej, EU skal bevæge sig videre af, og dermed hurtigst muligt få gjort den aktuelle EU-indblanding i arbejdsmarkedsforhold og socialpolitik til en parentes i historien.

Senest har Finanspagten i EU i mine øjne rykket ved grænserne for den danske suverænitet.

Det ligner den rene spare-vej ud af den europæiske økonomiske krise, som er gået fra en finansiel krise til en generel økonomisk krise med både gældskrise, vækstkrise og beskæftigelseskrise.

En spare-vej, der betales af almindelige mennesker og ikke mindst offentligt ansatte i de europæiske lande.
Det er velfærden, der står for skud, når EU alene lægger op til at spare sig ud af krisen.

Og velfærden står for skud – også i Danmark.

I mine øjne så er kernen i den danske velfærd, at vi giver alle lige adgang, at vi giver alle lige muligheder og at vi spænder et fælles sikkerhedsnet ud under dem, der har størst behov for en hjælpende hånd.

I disse kriseår bliver velfærden udfordret på mange områder, men det helt centrale – det med lige adgang, lige muligheder og et fælles sikkerhedsnet, det må der ikke ændres på, hvis vi fortsat skal kunne være stolte af at vi tager an-svar for hinanden.

Vi skal ikke skabe et samfund, hvor de, der er udenfor arbejdsmarkedet, straf-fes for at finansiere forbedringer for de, der er i arbejde.

Til slut en overvejelse, som jeg går rundt og tumler lidt med.

De såkaldte fire bevægelser i EU for kapital, tjenesteydelser, varer og arbejds-kraft er grundstenen i det indre marked.

Med udvidelserne af EU er presset fra arbejdskraftens frie bevægelighed øget voldsomt. Meget voldsomt endda. Og jeg frygter en udvikling, som vi måske ikke kan magte på det danske arbejdsmarked.

Fagbevægelsen har valgt at møde udfordringen med i første omgang østeuro-pæisk arbejdskraft med international solidaritet og krav om danske løn- og ar-bejdsvilkår. Det har jeg været helt enig i.

Og jeg er fuld af respekt over den indsats, som de fagområder, der først mær-kede problemet, har ydet. Tag byggeriet, eller tag transportområdet. Det har været en knagende flot indsats.

Men problemerne vokser og vokser.

Og jeg rammes stadig oftere af den tanke, om vi overhovedet kan vinde denne kamp, når EU til stadighed udvides med nye lande med arbejdsmarkeder, som er så langt bagefter, når det gælder løn- og arbejdsvilkår og sociale rettighe-der.

Er det for kættersk at tænke den tanke, at fagbevægelsen kræver begræns-ninger i tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed mellem med-lemslande, ind til et vist fælles niveau er opnået?

At vi så at sige siger nej til konkurrence på løn- og arbejdsvilkår og dermed kræver begrænsninger i det indre marked, når nye medlemslande kommer til?

Er det mangel på international solidaritet mellem lønmodtagere?

Er det beskyttelse af egen velstand?

Eller er det en nødvendig overvejelse, hvis fagbevægelsen ikke skal tromles ned af en udvikling, som ikke handler om at skabe større tryghed for europæi-ske lønmodtagere?

Jeg går og gumler på det.

Nu kan jeg så gå og gumle på det i træsko.

Tak for det. Og tak for Træsko-prisen.

Tale af Jenny Jones fra Peoples Pledge

Tale af Jenny Jones fra Peoples Pledge på Folkebevægelsen mod EUs landsmøde 27.-28. oktober 2012


AGM of Peoples Movement Against the EU
27 October 2012

I bring you greetings from the People’s Pledge in Britain.

It is very moving to be receiving this award on behalf of the People’s Pledge.

The People’s Pledge is an all-party campaign designed to give the British people a voice on the EU issue that the political elite have denied us a say on.

All three of the main parties have committed themselves to consult us directly either about membership of the EU in total, or on specific treaties, and all of them have then reneged on these promises when it has come to votes in parliament.

We are seeking to give voters a voice by a variety of means:

First, we are signing up voters who take a pledge to use their votes at the next general election to only support candidates for parliament who in turn commit to vote for a referendum on EU membership in the House of Commons.

We place a short film of the politicians who take the People’s Pledge on our website to make it more difficult for them to renege on this promise in the future.

Those voters who take the People’s Pledge are entered on constituency by constituency registers of supporters so that members of parliament – and the candidates of other parties hoping to replace them – can see how many votes potentially they stand to gain – and how many they stand to lose.

Closer to the time of the next election we will make these registers public.

Second, we are holding referendums administered by the independent Electoral Reform Services in the constituencies of MPs who have voted in the House of Commons against a referendum.

In the three areas we have held these consultative ballots, 86.6%, 88.5% and 89.1% have voted for holding a referendum and in all three areas the turnout of voters was higher than for municipal elections.

Sadly these private ballots have no legal force, but are an interesting indicator of what people actually think on the streets.

Opinion polls have consistently shown over 70% of the British people want the right to a direct say on the EU issue.

But political parties have been able to ignore us because after each treaty change we have not used our votes at the subsequent general election to reward candidates who are pro-democratic on this issue and, conversely, deny our support to those politicians who have voted in parliament to deny us a referendum.

Every time there has been a new treaty transferring powers to Brussels from our parliament there have been amendments tabled by courageous Labour and Conservative MPs calling for our right to be consulted before these powers have gone, and every time the leaders of the three big parties have united to prevent a referendum.

Is it not ironic that as people in the Middle East risk their lives to remove unelected regimes, Europe is moving towards a state of affairs in which all major decisions about economic policies are taken by EU and IMF officials?

Is it not strange that Egypt is now objectively more democratic than Italy that has an appointed, ’technocratic’ government without a single elected politician?

The People’s Pledge is trying to reverse the balance of power between the political elite and the rest of us outside parliament.

We have a forensic strategy utilising traditional grass-roots campaigning methods with the potency of the internet.

Thank you for this award and I offer my heartfelt good wishes for success in our aims for a more democratic Europe.

Jenny Jones AM
Green Party Group
London Assembly
City Hall
The Queen’s Walk
London SE1 2AA
Tel: 0207 983 4391
Fax: 0207 983 4398
http://www.london.gov.uk/profile/jenny-jones
http://www.youtube.com/user/JennyJonesAM

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk