Vores nej til EU er derfor et ja til et bedre internationalt samarbejde, og det er vores mål, at Danmark internationalt set kan blive et aktivt og ansvarligt land samtidigt med, at vi sikrer et levende demokrati i Danmark.

Vi kan se at flere lande i verden er i stand til at lave aftaler om handel, studenterudveksling, forskning og regler om at kunne bo og arbejde på tværs af grænser uden at de afgiver overstatslig magt. Tænk blot på det nordiske samarbejde.

I Norden har vi etableret et fælles arbejdsmarked og vi kan bo, studere og rejse på tværs af landende uden nævneværdige begrænsninger. Det har de nordiske lande sikret med mellemstatslige aftaler.

Vi kan også se at EFTA-landene (Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein) har et tæt samarbejde med EU-landene uden at de har afgivet overstatslig magt til EU. Vi er derfor sikre på, at Danmark også kan samarbejde med EU-landene og andre lande i verden efter en dansk udtræden af EU. Det vil nemlig være i alles interesse.

For os i Folkebevægelsen er det også vigtigt, at Danmark kan påvirke den europæiske og globale udvikling. EU-tilhængerne påstår, at vi mister indflydelse uden for EU. Vi mener det modsatte. Her er Norge et godt eksempel og det gælder indenfor de tre vigtigste områder på den globale scene: Fredsarbejdet, det globale arbejde for menneskerettighederne og det globale miljøarbejde.

Norge har vist at landet spiller en stor rolle i fredsarbejdet mange steder på jorden. I det norske udenrigsministerium har man derfor afsat mange ressourcer til arbejdet med fredsmægling i verden.

EU-medlemskabet forhindrer Danmark i at spille en fredsmæglerrolle, som Norge netop aktivt gør i Colombia og tidligere har gjort i Guatemala, Sri Lanka og Mellemøsten. Folkebevægelsen havde gerne set, at Danmark fulgte Norges eksempel på dette område i stedet for blot at følge EU’s udenrigspolitik.

Norge har også vist, at landet tør opretholde synspunkter om menneskerettighederne som Danmark ikke kan fremlægge, på trods af at Danmark har de samme synspunkter. Norges tidligere udenrigsminister, Knut Vollebæk, har desuden bekræftet at Norge har hjulpet Danmark i sager om menneskerettighederne, når Danmark er begrænset af EU. Vi kan tydeligt se, at Danmark nærmest kryber langs panelerne, når det gælder at indtage et eget standpunkt om menneskerettighederne i FN.

På miljøområdet er det også tydeligt, at Norge aktivt har benyttet sig af sin udenrigspolitiske frihed til at kæmpe for miljøet. Det gælder f.eks. i de globale klimaforhandlinger og flere gange har de norske synspunkter ført til succes i FN.

Det var f.eks. et norsk forslag, der førte til forbedringer af Basel-konventionen om transport af affald. Danmark, Finland og Sverige havde oprindeligt haft de samme holdninger, men EU-kommissionen krævede, at de nordiske EU-lande trak deres forslag tilbage.

Folkebevægelsen mod EU ser derfor flere alternativer til EU. Vi ønsker, at Danmark uden for EU skal indgå handels- og samarbejdsaftaler med EU-landene f.eks. ved en genindtræden i EFTA. Vi arbejder for et tættere nordisk samarbejde, og vi vil at Danmark skal bliver et ansvarligt og aktivt land i Europarådet, OSCE og FN.
Ja til verden – Nej til EU-staten!


Mellemstatslige alternativer

Danmark er allerede med i en række internationale samarbejdsorganisationer, som vi også kan bruge meget mere og meget bedre, hvis vi melder os ud af EU. Det er blandt andet:

Europarådet
47 medlemslande. Har bl.a. Menneskerettighedsdomstolen, uddannelsesudveksling, ungdomskurser, kultursamarbejde. Stiftet i 1949.
www.coe.int

OSCE - Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa
57 medlemslande. Arbejder bl.a. med dialog mellem Øst og Vest (før Berlinmurens fald og i dag). Opbygning af institutioner i sårbare lande. Stiftet i 1975.
www.osce.org

Nordisk Råd
De 5 nordiske lande og 3 selvstyrende områder har et tæt samarbejde på en række områder.
www.norden.org

FN - de Forenede Nationer
193 medlemslande. Omfatter stort set hele verden. Stiftet 1945.
www.un.org

FN har mange underorganisationer, bl.a.:

UN/ECE
FNs økonomiske kommission for Europa
Bl.a. samarbejde om standarder. Økonomisk statistik. Miljøsamarbejde. Handel.
www.unece.org

UNICEF
FNs børneorganisation - er både en del af FN og en græsrodsorganisation
www.unicef.org
www.unicef.dk

UNESCO - FNs uddannelsesorganisation
Er verdensomspændende, men har også en europæisk underorganisation.
www.unesco.org

EFTA - den Europæiske Frihandelssammenslutning
EFTA er en organisation, som Danmark kan vælge at komme tilbage til, hvis vi melder os ud af EU. EFTA indeholder 4 lande, men har handelsaftaler med lande verden over og med EU.

Hvert EFTA-land vælger selv om man vil være en del af den enkelte handelsaftale med et andet land. Danmark var med i EFTA indtil vi blev indlemmet i EF/EU. Indenfor EFTA er der toldfrihed, men ikke et Indre Marked, toldunion og alt det andet, der er i EU.
www.efta.int