Tusindvis af flygtninge på flugt fra politiske forfølgelse, krig, sult og fattigdom forsøger hvert år at krydse grænsen til EU.

Det er ofte med deres liv som indsats og mange omkommer i forsøget på at krydse de mange kilometer over Middelhavet i små overfyldte og faldefærdige træbåde.

Selvom antallet af flygtninge er stigende i landene, der grænser op til Europa, fører EU en stadig mere usolidarisk og barsk flygtninge- og indvandrerpolitik.

EU omtales ofte som et Fort Europa med høje mure og lukkede porte.

En betegnelse som giver god mening, når man ser på EU’s flygtninge og indvandrerpolitik. Ved hjælp af bevæbnede både, kamphelikoptere, en flåde af overvågningsfly med ultrafølsomme kameraer, radarer samt satellitter og moderne langdistanceovervågning forsøger EU’s grænseagentur FRONTEX hver dag at holde uvelkomne flygtninge og indvandrere ude af den Europæiske Union.

Mange flygter som en konsekvens af EU’s egen landbrugs- og fiskeripolitik, der er med til at underminere mange menneskers levebrød og fastholde dem i fattigdom.

Ifølge FRONTEX egne tal blev 140.000 mennesker fra ikke-EUlande nægtet adgang til EU i 2008. Der er ingen præcise tal for, hvor mange flygtninge, der krydser EU’s grænser ej heller for, hvor mange, der omkommer i forsøget.

Organisationen UNITED, har alene i de første 6 måneder af 2011 registeret 1478 omkomne i forsøget på at krydse grænsen til EU, men det vurderes, at det reelle tal er langt højere.

Og alt imens antallet af flygtninge i landene, der grænser op til EU er stigende i forbindelse med det arabiske forår, har EU de seneste år kraftigt styrket sine grænser. Således er bevillingen til FRONTEX steget fra 6,2 millioner euro (45,8 millioner kr.) i 2005 til 88 millioner euro (651 millioner kr.) i 2010. En stigning på over tusind procent.

Flygtninges rettigheder tilsidesættes
I EU’s forsøg på at holde flygtninge og indvandrere for døren er det ikke flygtningenes rettigheder, der står øverst på dagsordenen.

EU afholder sig således ikke fra at samarbejde med diktaturstater og tilsidesætte fundamentale menneskerettigheder i sin jagt på at holde flygtninge for døren. I oktober 2010, kort før det folkelige oprør i Libyen, indgik EU bl.a. en aftale med landets berygtede diktator Muammar Gadaffi, som indebar at EU skulle sende 373 millioner kroner til det nordafrikanske land over de kommende tre år. Pengene skulle bruges til stoppe flygtninge, der via det nordafrikanske land forsøgte at rejse til EU-lande.

Aftalen, som reelt udliciterede grænsekontrollen til Gadaffi og hans regime, er blevet kraftigt kritiseret af en række menneskerettighedsorganisationer, idet Libyen notorisk er kendt for konsekvent at overtræde fundamentale menneskerettigheder og for ikke have underskrevet FN’s flygtningekonvention.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har tidligere dokumenteret hvordan flygtninge og indvandrere, systematisk er blevet udsat for tortur, racisme, voldtægt og fængsling på ubestemt tid i det nordafrikanske land.

De Libyske myndigheder anerkender ikke begrebet flygtning og FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, i Libyen, blev i 2010 beordret ud af landet af de Libyske myndigheder.

Selvom den problematiske menneskerettighedssituation i Libyen er velkendt, er det ligeledes blevet dokumenteret hvordan FRONTEX har hjulpet italienske myndigheder med at sende immigranter direkte tilbage til Libyen til en ukendt skæbne, uden mulighed for at søge asyl i EU.

EU har også indgået aftaler med flere afrikanske transitlande som fx Mauretanien og Senegal, der giver FRONTEX fly og skibe lov til at patruljere i landenes farvande så langt som 2000 kilometer fra EU-territorium.

Formålet er at forhindre mennesker i overhoved at starte deres rejse mod EU’s kyster,
et klart bryd på FN’s flygtningekonvention, idet dette sker uden at forholde sig til hvorvidt disse mennesker har krav på international beskyttelse eller asyl.
Flygtningekonventionen forbyder nemlig udvisning af mennesker til et land, hvor der er fare for at de bliver tortureret eller udsat for anden umenneskelig behandling.

Et usolidarisk asylsystem er brudt sammen
EU’s asylsystem er reelt brudt sammen.

Sådan har avisoverskrifterne lydt det seneste år. EU’s asylregler bygger på den såkaldte Dublin-forordning, der gælder for alle lande i EU. Forordningen betyder, at en asylansøgers sag skal behandles i det EU-land asylansøgeren først ankom til.

I praksis betyder det fx at en asylansøger i Danmark, der er kommet ind i EU via Grækenland, skal sendes tilbage til Grækenland for at få behandlet sin asylsag. Dette system har sat det græske asylsystem under et så massivt pres, at systemet i landet reelt er brudt sammen under bunkerne af asylsager.

Sammenbruddet af det græske asylsystem og den store mængde asylsager har medført dybt kritiske tilstande i de græske asyllejre, hvor overgreb, manglende adgang til asylsagsbehandling og vilkårlige hjemsendelser til forfølgelse er veldokumenteret af FN, Europarådet og en række internationale NGOér.

FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR har beskrevet situationen for asylansøgerne i Grækenland som en humanitær krise, og flere lande, herunder Norge, Sverige og Island, har på baggrund af opfordring fra FN, besluttet ikke at sende flygtninge tilbage til Grækenland før situationen forbedres.

Blandt undtagelserne var Danmark, der længe sendte asylansøgere tilbage til landet til en uvis fremtid. Men efter en dom i Europarådets menneskerettighedsdomstol stoppede denne praksis.

Folkebevægelsen ønsker et velfungerende, retfærdigt og mere solidarisk asylsystem, der er i overensstemmelse med menneskerettighederne og bygger på FNs flygtningekonvention.

I stedet for at indgå aftaler med diktaturstater og bygge murene omkring Fort Europa endnu højere mener vi, at EU bør vende blikket indad. For eksempel ved at gøre op med den landbrugsstøtte, der tvinger så mange afrikanere til at flygte og fastholder andre i dyb fattigdom.

Desuden bør Danmark også bakke helhjertet op om FN’s flygtningeorganisation UNHCR og dets arbejde.

Vidste du at…
- Sydafrika modtager næsten lige så mange flygtninge som hele EU

- 6843 flygtninge er siden 2001 registreret druknet i forsøget på at krydse over Middelhavet fra Afrika til EU’s grænser. Heraf er 1088 alene registeret i 2009. Der findes ingen præcise tal og det reelle tal for omkomne vurderes til at være langt højere.

- Ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR var antallet af mennesker, der var drevet på flugt i 2009 43,3 millioner. Det tal har ikke været større siden midten af halvfemserne.

- Det er langt fra alle, som banker på EU’s dør. Faktisk er det kun 1,7 million eller 16% (2008) af verdens flygtninge, der befinder sig udenfor den region, de stammer fra. Det er derfor de fattige u-lande, som er vært for 80 procent af verdens flygtninge.