Et presset velfærdssamfund

Der er ingen tvivl om, at befolkningen ikke bakker op om de modeller, som vi bliver presset til via EU. Der er ikke demokratisk opbakning til at ydelserne kan sendes ud af landet, og dermed burde det jo være muligt at lave det om. Men det er det ikke – og derfor ser vi i disse dage EU-tilhængerne lave krumspring. De – eller en del af dem – vil gerne imødekomme frustrationerne, men det er straks mere vanskeligt når det går på tværs af EU.

I mine øjne ender diskussionen det forkerte sted. I stedet for at være optaget af, hvordan vi kan tilpasse os EU, så burde vi stille spørgsmålet: hvorfor skal EU overhovedet bestemme?

Enkelte har indrømmet svaret, f.eks. Jens Rohde fra Venstre, det drejer sig om, at ideen med det indre marked er at arbejdstageren skal flyttes rundt, og det sker nemmere, hvis der er flere fordele. Derfor er spørgsmålet ikke bare, om hvorfor EU skal bestemme over vores velfærdsydelser, men derimod hvor langt er vi klar til at gå for det indre marked?

Jeg synes bestemt at det er godt, at man kan rejse på tværs af landene, og at man kan arbejde osv. og det skal fastholdes. Men det kræver langt fra ‘Det Indre Marked’. Hvis det gjorde, så ville der være væsentligt færre lande, som vi kunne rejse til.

I stedet for at tilpasse vores politik for at sikre så høj mobilitet som muligt, så kunne vi lave en politik der sikrer, at alle arbejder på samme vilkår – uanset hvor du kommer fra – men uden at kræve EU-magt over vores velfærd. Vi kunne indføre et modtagerland-princip, hvor alle der rejser til andre lande naturligvis arbejder som minimum på samme vilkår som dem, der allerede bor der. Så ville vi også undgå, at f.eks. børnechecken misbruges af arbejdsgiverne til løndumping.

Men for at indføre det, så kræver det jo, at man ikke anser høj mobilitet og det indre marked, som værende vigtigst. Der er jeg allerede, men desværre må jeg indse, at mange af politikerne såvel i EU-parlamentet som i Folketinget er uenige – de vil ikke tage et opgør med det indre marked, og dermed kan de kun lave lappeløsninger.

Tilbage står at vi overlader det til EU at bestemme, på trods af at der er klar modstand mod det. Det efterlader vores demokrati på et meget usundt sted.