EU-frådseri i særklasse: »Det er en skandale«

En ny sag om ekstravagant frådseri med skatteborgernes penge i EU-systemet skriver sig ind i historien om en EU-boble, hvor politikere og embedsmænd lever fedt på borgernes regning, bag lukkede døre og uden nogen gennemsigtighed for offentligheden. Men det er også historien om, hvordan der bliver holdt fine skåltaler om åbenhed, gennemsigtighed og ikke mindst mådeholdenhed, samtidig med at ingen griber ind eller ændre noget.

Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Der er den gamle historie om, hvordan vi som EU-parlamentarikere hver måned får udbetalt ca 32.000 kr. skattefrit. Ud over vores vederlag naturligvis. Penge, der skal bruges på kontorhold i hjemlandet, men også penge som der føres absolut ingen kontrol med. Min samlede kontakt med EU-parlamentet om blyantspengene begrænser sig til den dag, hvor jeg tiltrådte, og underskrev et stykke papir med mit kontonummer på.

Siden har EU-parlamentet ikke spurgt ind til noget, men blot overført pengene måned efter måned. Det samme gælder naturligvis for mine kollegaer.

Efter hårdt offentligt pres, blandt andet hjulpet på vej af, at jeg fremlagde alle mine bilag til offentligheden, blev der sidste år nedsat en arbejdsgruppe i Parlamentet, som skal overveje, om der kan laves nogle regler eller nogle guidelines.

Men der er bestemt ikke lagt op til, at der skal indføres gennemsigtighed for offentligheden, hvilket ikke mindst understreges af, at et flertal af EU-parlamentarikerne ved gentagne lejligheder har stemt imod forslag om at indføre obligatoriske regnskaber for brugen af blyantspenge.

Der kan skrives lange rapporter om alle de andre steder, hvor EU-parlamentet frådser og hælder ekstra penge på parlamentarikerne, men det er ikke det eneste sted i EU-systemet. Nej, i EU-kommissionen ser det heller ikke for godt ud.

Her har vi Kommissær Miguel Canete, der er tidligere medlem af EU-Parlamentet og derfor modtager en særlig luksuriøs MEP-pension samtidig med, at han er EU-kommissær og modtager løn derfra. Der er simpelthen dobbelt op på indtjeningen, men ingen i EU-systemet kunne åbenbart drømme om at modregne disse indtægter.

Og så er der altså den nyeste sag, som er blevet afdækket af den afholdte journalist Jean Quatremer fra den ansete franske avis Libération, som har dækket Bruxelles i mange år. EU-Kommissionen skulle have en ny generalsekretær, den nok mest magtfulde post på sekretariatsniveau, og det blev Kommissionsformand Jean-Claude Junckers kabinetsleder, Martin Selmayr, der gjorde lyn-karriere.

I sig selv er udnævnelsen ekstremt omdiskuteret, netop fordi han virkelig gjorde lynkarriere, og fordi valget af ham ikke ligefrem foregik efter en gennemsigtig procedure.

Det er bare ikke hele historien. Den nye generalsekretær er nemlig i gang med at lægge sidste hånd på et nyt projekt, som kraftigt vil forbedre livet for kommissærerne, når de stopper i Kommissionen. Der er lagt op til, at de skal have eftervederlag i op til 3 eller måske endda 5 år efter at de stopper!

Lige nu får de 2 års eftervederlag. Og så skal vederlaget sørme også hæves fra de nuværende 40% op til 65% af basislønnen. Det vil sige at man går fra de nuværende ca. 762.000 kr. om året til knap 1,3 mio kr. om året – og man vil forlænge perioden for denne godtgørelse.

Dertil skal så lægges, at de skal have et fast kontor i Kommissionen, en bil med chauffør og to assistenter. Det bliver altså en sød aftale at blive eks-kommissær. Alene på grund af pengene er det naturligvis dybt kritisabelt, men det giver naturligvis også anledning til bekymring for, hvad disse eks-kommissærer skal rende rundt og lave inde i Kommissionen.

Og det forklarer måske, hvorfor kommissærerne var påfaldende tavse om Selmayrs udnævnelse.

En rigtig fin detalje ved hele denne historie er, at det ser ud til at lykkes Selmayr at gennemføre dette projekt helt uden at skulle spørge f.eks. medlemslandene eller EU-parlamentet. Kommissionens magt er stor.

Historierne om Kommissionen kommer efter, at Kommissionsformand Juncker igennem flere år har snakket for mere gennemsigtighed, åbenhed og ja, mådeholdenhed. Noget der altså nu står tilbage som tomme flotte løfter, men uden reelt indhold.

Vi står altså med et EU-system, som på den ene side konstant skubber på for nedskæringer i medlemslandenes velfærd, men på den anden side lader sine egne politikere og embedsfolk vælte sig rundt i andre folks penge.

Hver gang der bliver krævet åbenhed lyder svaret, at det sandelig ikke er lige til, men at nu må vi lige se på det og overveje det. Imens EU-systemet overvejer, om det på et tidspunkt ude i en fjern fremtid vil lade jer kigge med i regnskaberne, så tildeler de dem selv flere penge og mere fråds med skatteborgernes penge. Det er en skandale.

(Dette indlæg blev først bragt i Berlingske Tidende 17. marts 2018).