fbpx Skip to content

EU griber fortsat ind overfor strejkeretten

EU-Kommissionen har nu indstillet sig på at trække sit forslag om nye indgreb overfor strejkeretten ”“ den såkaldte Monti II forordning. En central kilde i EU-kommissionen siger til Ritzau, at forslaget droppes efter at over en tredjedel af de nationale parlamenter afviste forslaget i foråret og dermed gav Kommissionen det gule kort. Kilden understreger, at det ikke er fordi, kommissærerne har ændret opfattelse. ”Men vi kan ikke se bort fra den politiske virkelighed. Der er nul chance for, at det kunne blive vedtaget i ministerrådet. Og et flertal af de politiske grupper i parlamentet er også imod”, siger kilden.

– Kommissionens tilbagetog er en foreløbig sejr for de nationale parlamenter og for lønmodtagerne. Men at Kommissionen overhovedet har fremlagt forslaget, når Lissabon-traktaten kræver enstemmighed om emnet, siger noget om, hvor hårdt Kommissionen ønsker disse begrænsninger af strejkeretten, siger Søren Søndergaard, der er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

– Kommissionens forslag ligger i forlængelse af EU-domstolens afgørelser i bl.a. Laval- og Viking Line-sagerne, som allerede griber ind overfor strejkeretten, og den har bestemt ikke opgivet på det lange sigt.

– EU-kommissionen sætter konsekvent det indre marked over lønmodtagernes rettigheder, og derfor må fagbevægelsen være forberedt på nye forsøg på at begrænse strejkeretten.

Ønskes yderligere oplysninger eller kommentarer, så kontakt:
Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, på mobiltelefon 40 45 38 49 / e-mail: soren@folkebevaegelsen.dk
Ib Roslund, informationschef for Folkebevægelsen mod EU, på mobil 20 16 65 67 / ib@folkebevaegelsen.dk
Folkebevægelsen mod EU, Tordenskjoldsgade 21, st.th., 1055 Kbh. K. Tlf. 35 36 37 40

Back To Top