fbpx Skip to content

EU-harmonisering truer dansk ophavsret

Ophavsretten skal laves om, så reglerne for ophavsret bliver ens i alle EU-lande.

Sådan lyder en af planerne i EU-Kommissionens nyligt præsenterede forslag til et det fælles digitale indre marked.
Kommissionen ønsker at ophavsretten ”harmoniseres”, så det bliver lettere for europæiske brugere i den digitale verden for eksempel at forbruge al musik, film og litteratur, som er udgivet online.

Det er en af hovedtankerne bag det fælles indre, digitale marked.

Men det er en meget farlig vej at gå, advarer en lang række af organisationer, som er gået sammen om en fælles erklæring mod det udspil, Kommissionen er kommet med.

Nej tak til harmonisering
I et fælles indlæg skriver blandt andre Mogens Blicher Bjerregård fra European Federation of Journalists, Niels Mosumgaard fra Koda og Christine Bødtcher-Hansen fra Forlæggerforeningen, at EU ikke kun er et fællesmarked, men består af 28 lande:

“Det er en fornuftig tanke at lette adgangen til det digitale marked. Blot er det vigtigt at huske, at det digitale marked består af 28 selvstændige lande med hver deres kultur og traditioner. Der er med andre ord 28 kilder, der skal flyde ind i det fælles digitale marked. For at de kilder stadig skal kunne være leveringsdygtige med en mangfoldighed af kulturelle stemmer, må de betingelser for forretning, som er selve roden i produktionen, bevares intakte,” skriver ovennævnte i et indlæg på Altinget.

Forfatterne er bange for, at en harmonisering af ophavsretten vil betyde døden for den kulturelle mangfoldighed – blandt andet i Danmark – og at det vil betyde, at de små kulturproducenter bukker under.

“Hvis det ikke respekteres i den lovgivning, som EU er på vej med, at de forskellige landes produktion af musik, film, bøger osv. har forskellige betingelser, så vil den mangfoldighed, som er en af de helt grundlæggende værdier i det europæiske fællesskab, bukke under. Og det vil være globale aktører, som fokuserer på mainstream på hovedsprogene, som vil overleve,” står der i indlægget.

Husk nationale forhold
I indlægget efterlyser organisationerne også, at EU tilgodeser de nationale forskelle og den måde, for eksempel Danmark har indrettet sig på i forhold til ophavsret. Forfatterne kræver derfor, at EU lytter til de mange organisationer over hele Europa, der frygter for harmoniseringen af ophavsretten:

“Det interessante er så også, at den nordiske måde at forvalte rettighederne på netop tilgodeser for eksempel uddannelsesinstitutionernes behov for enkelt, let og økonomisk rimeligt at få adgang til mest muligt online materiale. Det har vi blandt andet Copydan-aftalerne til, så for eksempel en folkeskole kan give eleverne adgang til hele verdenslitteraturen for en pris, der svarer til en velvoksen bog pr elev. EU må gå i seriøs dialog med de rettighedsbårne organisationer om de reelle udfordringer, som vi tror kan løses i fællesskab gennem aftaler. Vi vil nemlig have et samfund med stor kulturel diversitet som en af de værdier, der giver perspektiv, livsglæde og skabertrang,” står der i indlægget.

Læs resten her.

Back To Top