skip to Main Content

EU indgår endnu en aftale med Vestsaharas besættelsesmagt

Marokko har i over 40 år besat Vestsahara og undertrykt lokalbefolkningen. Alligevel har EU valgt at indgå en række tætte samarbejdsaftaler med det marokkanske regime. Det er på høje tide, at EU stopper sin medskyldighed i den økonomiske udbytning af Vestsahara.

Sahwari folket fra Vestsahara er blevet drevet på flugt og mange bor nu i flygtningejlejre i Algeriet. Her ses El Aioun lejren. (Foto: Jørn Sund-Henriksen / Wikimedia Commons)

Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

EU-Parlamentet har netop godkendt et forslag fra EU-kommissionen om en ny luftfarts- og handelsaftale med Marokko, der skal gøre det nemmere at få fragtet varer med fly mellem det nordafrikanske land og EU.

Det ville for så vidt være meget tilforladeligt, hvis ikke lige en del af disse varer meget vel kan stamme fra Vestsahara, som Marokko har besat ulovligt siden 1975.

FN fordømmer besættelsen af Vestsahara, og ikke et eneste land i verden har anerkendt Marokkos ret til området. Til gengæld har FN anerkendt befrielsesbevægelsen Polisario Fronten som repræsentant for Vestsaharas oprindelige sahwari-folk, som er blevet fordrevet og undertrykt af Marokko.

>> Læs mere her: Den næste store flygtningestrøm: Vestsahara

Samtidig er Marokko en meget hårdhændet besættelsesmagt, som har forbudt civile organisationer, der arbejder for et selvstændigt Vestsahara, og der er rapporter om tortur og andre overgreb mod sahrawi aktivister.

Alligevel har EU gang på gang valgt at se igennem fingrene med Marokkos åbenlyse overtrædelser af international lov og menneskerettighederne. Man har knyttet meget nære forbindelser til det marokkanske regime. Det er ganske enkelt skammeligt!

EU’s interesser i Marokko

EU har store økonomiske interesser i Marokko, og alene varehandelen mellem de to parter udgjorde 34,6 milliarder euro i 2016. EU har desuden indgået både associeringsaftaler og fiskeriaftaler med Marokko – og senest altså den nye luftfartsaftale om bl.a. transport af varer.

Næsten ingen af disse aftaler nævner Vestsahara med en stavelse, og i praksis har varer og ressourcer frit kunnet bevæge sig fra Vestsahara igennem Marokko og videre til EU.

I kraft af associeringsaftaler har EU også givet Marokko en særlig begunstiget status, som næsten kan sammenlignes med en form for EU-medlemskab.

Til gengæld har fiskeriaftalerne givet EU’s fiskerflåde mulighed for at fange store mængder fisk ud for Vestsaharas kyst. Imidlertid får Vestsaharas oprindelige sahrawi-befolkning stort set intet ud af EU’s fiskeri. Det er nemlig det marokkanske regime, som høster gevinsten.

EU omgår EU-dom

EU-domstolen afsagde i 2016 en kendelse, som slog fast, at EU må ikke lave aftaler med Marokko, som indbefatter Vestsahara, uden at befolkningen i området er blevet hørt. Aftaler må altså kun gælde selve Marokko.

Problemet er blot, at EU-kommissionen har fundet en smart måde at omgå EU-domstolens kendelse på: Kommissionen har nemlig luftet den tanke, at man kan spørge dem, som Marokko selv har udpeget som repræsentanter for Vestsahara.

Det er kynisme på et – selv for EU – meget højt plan.

EU skal presse Marokko ud af Vestsahara

Marokko har stor økonomisk afhængighed af sit samarbejde med EU. Netop derfor står EU i en meget stærk position til at presse Marokko til, at indlede forhandlinger omkring Vestsahara med FN, internationale mæglere og repræsentanter for den oprindelige sahrawi-befolkning.

Hvis EU satte hensynet til menneskerettigheder, internationale love og konventioner over hensynet til penge, så ville man kunne sætte et historisk eksempel ved at lægge et stort økonomisk og politisk pres på Marokkos dybt udemokratiske kongemagt.

Det marokkanske regime ville næppe fortsætte sin praksis i Vestsahara, hvis prisen f.eks. blev et embargo af marokkanske varer i EU.

EU kunne sætte et historisk eksempel, som ville tvinge Marokko til at overholde internationale regler. Samtidig ville EU også sende til et stærkt, utvetydigt signal til andre lande.

Men dette ville naturligvis kræve, at EU for en gangs skyld turde forsvare de værdier, som man påstår, at unionen hviler på. Og det ville kræve noget så sjældent som principfasthed, moral og mod. Det er ikke ligefrem overskudsvarer i EU-systemet.  

EU-toppen har i stedet valgt at følge en af de ældste EU-traditioner: At gå efter de nemme penge – og så blæse højt og flot på alle værdier og principper om fred, demokrati og menneskerettigheder.

(Dette indlæg blev først bragt på Berlingske Politiko).

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk