fbpx Skip to content

EU-Kommissionen vil undersøge beskyttelse af whistleblowers

Efter pres fra faglige organisationer og NGOer har EU-Kommissionen besluttet at undersøge muligheden for at give whistleblowers en bedre beskyttelse. Kommissionen har dog endnu ikke besluttet at udarbejde love eller andre konkrete tiltag.

EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker og Antoine Deltour, der afslørede Junckers ulovligheder - og som tak mistede sit job og fik et års betinget fængsel. Foto: Wikimedia Commons I Collage: Folkebevægelsen mod EU
EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker og Antoine Deltour, der afslørede Junckers ulovligheder – og som tak mistede sit job og fik et års betinget fængsel. Foto: Wikimedia Commons I Collage: Folkebevægelsen mod EU

EU-Kommissionen vil igangsætte en 12 ugers åben høring for at analysere behovet for at beskytte de såkaldte whistleblowers bedre. Whistleblowers er en betegnelse for personer, der offentliggør fortrolige oplysninger for at afdække ulovligheder.

Kommissionen har truffet beslutningen som følge af pres fra en europæisk kampagne, der har haft deltagelse af 48 faglige organisationer og NGOer, herunder Magisterforeningen fra Danmark. Det skriver Fagligt EU.

Det er endnu ikke klart om Kommissionens undersøgelse vil udmønte sig i lovgivning eller andre konkrete initiativer.

EU-Parlamentet skulle desuden allerede have begyndt udarbejdelsen af en betænkning, men den er imidlertid blevet forsinket. Denne betænkning kan bidrage til Kommissionens arbejde.

Whistleblower om Junckers skattely idømt betinget fængsel

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har hidtil ikke været særlig stemt for at beskytte whistleblowers i EU. Måske fordi han selv har følt effekten af dem.

Som skatteminister i Luxembourg havde Juncker medvirket til at gøre landet til et skattely.

Dette blev afsløret af Antoine Deltour. Imidlertid fik afsløringen ikke nogen konsekvenser for Juncker. Deltour blev derimod idømt et års betinget fængsel.

Trods Deltours afsløringer har tingene tilsyneladende ikke ændret sig til det bedre i Luxembourg.

Back To Top