skip to Main Content

EU lurepassede i Cancún

Debatindlæg i Information 27. december 2010

Klimatopmødet COP15 i København i december 2009 endte med et uforpligtende papir – Copenhagen Accord – som blev kun taget til efterretning.
Forventningerne til COP16 i Cancún i Mexico i var på forhånd beskedne, og faktisk var hele FN-processen ved af falde på gulvet, da Bolivias ambassadør ikke ville godkende konferencens alt for svage slutdokument. Et endeligt sammenbrud blev kun undgået, fordi den mexicanske mødeleder gennemtrumfede sin helt personlige fortolkning af begrebet konsensus.
EU’s klimakommissær Connie Hedegaard har efterfølgende forsøgt at udlægge COP16 som en delvis succes baseret på, at Copenhagen Accord nu var formelt vedtaget. Men det hjælper jo ikke, når tilsagnene i aftalen er milevidt fra at opfylde de nødvendige krav om CO2-reduktioner.

Ikke én stemme
Hedegaard tillægger det stor betydning, at det lykkedes for EU »at tale med én stemme«. Resten af verden er nok knapt så imponeret af denne præstation. Det ville have gavnet bekæmpelsen af den globale opvarmning langt mere, hvis mere progressive EU-lande (f.eks. Danmark, Sverige og Tyskland) var gået i spidsen med tilsagn om kraftigere emissionsreduktioner. I stedet lurepassede EU og gemte sig bag uenighederne mellem de store lande.
I den efterfølgende debat har flere rejst spørgsmålet, om det ikke havde været bedre at konstatere, at en fortsættelse af Kyoto-protokollen er urealistisk, og at en udsættelse af denne pinagtige erkendelse vil forsinke fremkomsten af alternative løsninger. Eller med andre ord, at ambassadøren fra Bolivia havde ret i at gå imod
COP16’s helt utilstrækkelige slutdokument. I Danmark har blandt andre Jørgen Henningsen fra Klimakommissionen gjort sig til talsmand for et tilsvarende synspunkt i en kommentar i Information (6. december).
Mit personlige forslag til en alternativ strategi er, at man stifter en international gruppe af foregangslande, som ikke venter på de træge stormagter. Det kunne være de nordiske lande sammen med Holland, Tyskland, Mexico, Sydafrika m.fl., som ikke venter på Kina og USA – eller på EU for den sags skyld. De som ikke vil være med, bliver ganske simpelt sat uden for det gode selskab. Udfordringen fra den globale opvarmning er så alvorlig, at der kræves utraditionelle løsninger. Det er fint med de mange lokale aktiviteter nedefra, men de klarer ikke opgaven i tide uden kraftig støtte ovenfra. Når Danmark får en ny regering, kunne den måske endda tage initiativet til dannelsen af en sådan gruppe af Climate Friendly Nations (CFN).

Niels I. Meyer, professor emeritus, medlem af landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk