EU opretter enhed for fælles forsvarssamarbejde

EU rykkede mandag 6. marts et stort skridt nærmere et fælles EU-forsvar. Det skete da unionens forsvars- og udenrigsministrene ministrene besluttede at etablere en enhed for fælles opgaver, herunder operationer i udlandet. Rina Ronja Kari kalder udviklingen ”dybt bekymrende.”

Men skabelsen af Den Militære Planlægnings- og Udførselsenhed (MPCC) åbner EU op for skabelsen af en fælles hær. (Arkivfoto: SSGT CHERIE A. THURLBY, USAF / Wikimedia Commons)

Med oprettelsen af den nye enhed under EU’s forsvarssamarbejde ønsker medlemslandenes forsvars- og udenrigsminister at gøre det lettere at sende soldater fra EU-lande ud på fælles missioner. Det skriver Ritzau.

Den nye enhed skal planlægge og koordinere nuværende og fremtidige støtteoperationer. Dette omfatter de igangværende træningsmissioner i Mali, Somalia og Den Centralafrikanske Republik.

“EU er for alvor begyndt at vise sit sande ansigt og sine ambitioner om at blive en global militær stormagt.”

Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen mod EU

Samtidig skal enheden gøre det nemmere at etablere denne type missioner i fremtiden, fordi man ikke skal starte forfra med at opbygge en struktur for hver ny indsats.

Den nye enhed bliver kendt under den engelske forkortelse MPCC, som på dansk står for Den Militære Planlægnings- og Udførselsenhed. MPCC får til huse i EU’s Udenrigstjeneste og skal i første omgang omfatte omkring 30 medarbejdere.

Dybt bekymrende tendens

Rina Ronja Kari, der medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, er ikke begejstret for initiativet.

”Jeg ser det som en dybt bekymrende tendens, at EU på denne måde optrapper militariseringen af unionen. Vi har også set, hvordan EU vil bruge milliarder af euro på våbenindustrien. Det er de helt forkerte signaler at sende i en meget farlig og turbulent tid. EU beviser tydeligt, at det ikke er en union for fred, ” siger Rina Ronja Kari.

I første omgang skal enheden kun bruges til støtteoperationer og ikke til operationer, der kan anvende magt og udføre opgaver, der normalt varetages af et lands regering.

Kampoperationer i fremtiden

Imidlertid ventes det, at forsvarssamarbejdet bliver udbygget med en del kaldet Pesco, der skal gøre det muligt for grupper af lande at gå sammen om mere krævende kampoperationer.

”Med Pesco dimensionen står det helt klart, at der ikke kun er tale om at styrke EU’s forsvar, men tværtimod om militært engagement langt fra EU egne grænser. EU er for alvor begyndt at vise sit sande ansigt og sine ambitioner om at blive en global militær stormagt,” siger Rina Ronja Kari.

Danmark deltager ikke i det nye samarbejde på grund af det danske forbehold på forsvarsområdet.

 

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk