skip to Main Content

EU optrapper samarbejdet med autoritær Putin

8. november i år blev gasledningen ‘Nord Stream’ indviet af blandt andre den tyske kansler Angela Merkel, Ruslands præsident Dmitrij Medvedev, Frankrigs premierminister François Fillon, Hollands premierminister Mark Rutte og EU’s energikommissær Günther Oettinger.

Nord Stream ligger i Østersøen og går blandt andet igennem dansk farvand. Ledningen går fra Vyborg i Rusland til det nordlige Tyskland og skal forsyne store dele af EU med gas, og det er planen, at også Danmark skal have del i den russiske gas, når vores egne gasreserver løber ud. Indtil videre består forbindelsen af en enkelt rørledning, men arbejdet med rør nummer to er i fuld gang. Og Ruslands premierminister Vladimir Putin har allerede luftet planer om, at der er behov for et tredje rør, hvilket vil gøre EU endnu mere afhængig af russisk gas.

Putin blev i slutningen af november valgt som præsidentkandidat for sit og den nuværende præsident Medvedevs parti ‘Forenet Rusland’, og Ruslands stærke mand står derfor til endnu en årrække i spidsen for landet, som er EU’s vigtigste energileverandør. Under Putins tidligere præsidentperiode var han blandt andet ansvarlig for den blodige krig i republikken Tjetjenien.

Ved det nyligt afholdte parlamentsvalg i Rusland genvandt Forenet Rusland sit absolutte flertal i Dumaen, og den russiske regeringstop har afvist, at der skulle have været svindlet med valgresultatet. Dette står dog i skærende kontrast til, hvad internationale observatører har oplevet, og helt tydeligt er det, når man ser valgresultatet fra netop Tjetjenien.

På trods af Putins rolle i drabene på utallige tjetjenere under den tjetjenske krig har Forenet Rusland fået intet mindre end 99,5 % af de tjetjenske stemmer.

Om valgresultatet siger Søren Søndergaard:

– Valget i Rusland er en demokratisk joke, og man kan bare se på resultatet i Tjetjenien for at finde beviset.

– EU og de lande, som gør sig afhængige af energi fra Putins Rusland, er enten dybt naive eller støtter helt bevidst hans autoritære styre.

-Jens Andersen

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk