fbpx Skip to content

EU-parlamentarikere kræver Assange løsladt

“Situationen er dybt bekymrende og vi beder jer indtrængende om at skride til øjeblikkelig handling og opfordre til at stoppe overgrebene mod Julian Assanges grundlæggende frihedsrettigheder.”

EU har tit travlt med at kritisere menneskerettighedskrænkelser i andre lande, men når det sker i dens egne medlemslande, er der tavshed. Det er hykleri af værste skuffe.
Rina Ronja Kari

Sådan lyder det i et fælles åbent brev fra 38 medlemmer af EU-parlamentet til EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker og udenrigschef Federica Mogherini om WikiLeaks-stifteren Julian Assange.

>> Læs det åbne brev her

Brevet kommer efter, at FN’s arbejdsgruppe omkring vilkårlige anholdelser i december sidste år slog fast, at Assange er blevet ulovligt frihedsberøvet på Ecuadors ambassade i London.

FN-panelet kritiserer i skarpe vendinger brud på Assanges demokratiske rettigheder og opfordrer til, at Storbritannien ophører med at berøve Assange hans frihed.

Storbritannien har hidtil afvist at efterkomme opfordringen, og det får nu de 38 MEP’er til at kræve, at EU-systemerne må lægge pres på briterne.

“Assange er berøvet grundlæggende frihedsrettigheder, herunder retten til at bevæge sig frit samt ytrings- og informationsfrihed, adgang til en retfærdig rettergang, solskin, frisk luft, nødvendig lægehjælp og retten til juridisk bistand. Det mener vi er et klart brud på den Europæiske Menneskerettighedskonvention. EU-institutionernes tavshed i denne forbindelse er dybt bekymrende, særligt når man ser på den lovløshed og vilkårlige chikane, som Julian Assange har måttet leve med siden 2010,” hedder det i det åbne brev.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU er det eneste danske medlem af EU-parlamentet, der har underskrevet det åbne brev.

“Uanset hvilken holdning, man har til sagen, er det hævet over enhver tvivl, at Assange bør have samme demokratiske rettigheder som alle andre. En lang række menneskeretsorganisationer har, ligesom FN, i skarpe vendinger kritiseret, at det ikke er tilfældet. EU har tit travlt med at kritisere menneskerettighedskrænkelser i andre lande, men når det sker i dens egne medlemslande, er der tavshed. Det er hykleri af værste skuffe, og det er ikke godt nok,” siger hun.

Back To Top