fbpx Skip to content

EU-Parlamentet etablerer svagt skattesvindel-udvalg

Lige siden de første bølger af skattesvindelafsløringer, de såkaldte Luxleaks, ramte alverdens avisforsider har EU-Parlamentet forsøgt at finde det rigtige ben at stå på.

Det er nu endt med etableringen af et særligt og midlertidigt udvalg, der har fået navnet Special Committee on Tax Rulings.

Udvalget, der i første omgang eksisterer i 6 måneder, men som kan forlænges yderligere et halvt år, skal undersøge EU-medlemslandes forskellige – og i mange tilfælde kreative – skattepraksisser over for udvalgte selskaber og virksomheder.

Skatteaftalerne, som flere medier har afsløret, har betydet, at udvalgte virksomheder er sluppet med at betale helt ned i mod 1 procent i skat om året.

Medlemslandene har dermed hjulpet virksomheder med skatteunddragelse og på den måde snydt europæiske borgere for milliarder og atter milliarder af kroner, som skulle være gået til velfærd og forbedringer for helt almindelige mennesker.

Man skal dog ikke tro, at Parlamentes nye skatteundersøgende udvalg vil betyde en udryddelse af aggresiv skattespekulation og -unddragelse.

Udvalget har nemlig – helt efter Parlamentets konsevative og socialdemokraters ønske – ingen reelle beføjelser og kan derfor ikke for alvor komme til bunds i de mange finurlige skatteaftaler, der findes over hele Europa.

Først og fremmest har udvalget kun adgang til såkaldte EU-dokumenter. Det vil sige, at udvalget, der skal undersøge medlemslandes skattepraksis, ikke har adgang til nationale dokumenter fra de lande, man er sat i verden for at undersøge.

Det er derfor stadig kun EU-Kommission og Konkurrencekommissær Margrethe Vestager, der har den fulde adgang til de dokumenter, der kan belyse skattesvindlen.

Der ud over har Parlamentets specialudvalg kun en observerende rolle og kan derfor – skulle man afdække ulovlig statsstøtte eller andre former for ulovlig skattesnyd – ikke bruge resultaterne til at kræve konkrete konsekvenser.

Folkebevægelsen mod EU’s medlem af EU-Parlamentet, Rina Ronja Kari, bliver medlem af specialudvalget.

Back To Top