fbpx Skip to content

EU-Parlamentet stemmer imod strejkeretten

Et lønmodtager-fjendtligt flertal i EU-Parlamentet står med et stort forklaringsproblem. I dag valgte et sådant flertal i beskæftigelsesudvalget nemlig at stemme imod en sikring af strejkeretten i europæiske havne og dermed sikre en fundamental rettighed for europæiske havnearbejdere.

Det er nu tredje gang EU-Kommissionen forsøger at indføre ny lovgivning, som skal regulere havnene i EU’s medlemslande med henblik på at øge markedsadgangen til havnene.

To gange før har EU-Parlamentet afvist Kommissionens forslag. Nu er lovforslaget blevet studset i kanterne, og Kommissionen håber nu på, at tredje gang bliver lykkens gang.

En eventuel vedtagelse af lovforslaget bliver dog ikke lykken for de mennesker, som arbejder på de europæiske havne. I Kommissionens udkast indgår strejkeretten nemlig ikke.

Hvis Kommissionens ønsker bliver til virkelighed kan en havnemyndighed påberåbe sig “nødforanstaltninger”, hvis arbejdstagerne indleder en strejke. Man kan altså fuldkommen underløbe strejkeretten ved at give en havnemyndighed mulighed for blot at flytte opgaven til en anden leverandør.

Det er slet ikke overraskende, at EU-Kommissionen fremsætter så arbejderfjendske forslag. Derfor er det EU-Parlamentets opgave at sige stop over for angrebene på lønmodtagerne ”“ i dette tilfælde havnearbejderne.

Men på dette punkt ser EU-Parlamentet altså ud til at skuffe gevaldigt.

I Beskæftigelsesudvalgets behandling af lovforslaget har det for mig været helt afgørende, at vi sikrer arbejdstagernes rettigheder på et ordentligt niveau. Vi har arbejdet benhårdt for at indskrive hensynet til gode og sikre arbejdsforhold i havnene, herunder en fuld strejkeret uden forbehold.

Resultatet af forhandlingerne blev, at der var samlet et bredt flertal over midten bag tilføjelser om netop en beskyttelse af strejkeretten, om et krav om at alle leverandører skal overholde social- og arbejdslovgivningen samt respektere kollektive aftaler i den pågældende havn.

Alle disse elementer var et stort flertal enige om og ændringerne blev da også stemt igennem i første omgang. Det holdt bare ikke hele vejen hjem, for i sidste ende afviste flertallet den samlede rapport, der ellers alene fokuserede på retten til strejke og på arbejdstagernes grundlæggende rettigheder.

EU-Parlamentet kunne i dag have sendt et klart signal. Et signal om at stå vagt om de rettigheder, vi har tilkæmpet os. Retten til at strejke er et af de allervigtigste redskaber vi har til at forsvare os mod tilbageskridt og vinde nye sejre.

Men det valgte et flertal i Beskæftigelsesudvalget så at undlade. Hvad vi må tolke fra dagens afstemning er, at retten til at strejke ikke står særligt højt på prioritetslisten hos lønmodtager-fjendske MEP’ere, herunder min danske kollega Ulla Tørnæs

Markedsadgang, udlicitering og fri konkurrence skal nu endnu engang have forrang for almindelige menneskers ret til at forsvare vores tilkæmpede arbejdsrettigheder.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at EU aldrig har brugt ret mange kræfter på at sikre solide arbejdsrettigheder og faglige rettigheder for europæiske lønmodtagere. Med dagens afstemning har EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg slået fast med syvtommersøm, at man er fløjtende ligeglad med havnearbejderes strejkeret og faglige vilkår.

Blog bragt på Politiko.dk.

Back To Top