skip to Main Content

EU presser på for at få nedskæringspolitik i Danmark

EU-Kommissionen roser den danske regering for at have gennemført EU-anbefalede reformer, der rammer de svageste i samfundet. Mange nedskæringer i Danmark skyldes nemlig krav, der kommer direkte fra EU. Dette gælder reformerne af dagpenge, kontanthjælp, efterløn, samt flekstid og førtidspension, som har ramt tusindvis af danskere.

For nylig udkom EU’s økonomiske vinterpakke, der rummer detaljerede analyser af økonomien i alle EU-lande. Ifølge landerapporten om Danmark er økonomien i bedring blandt andet takket være de social- og arbejdsmarkedsreformer, som skiftende danske regeringer har gennemført de seneste år.

Det drejer sig for eksempel om reformerne af dagpenge, pension og efterløn, som alle har været brutale angreb på de svageste grupper i det danske samfund: De arbejdsløse, pensionisterne, de syge, de nedslidte.

Det er ikke underligt, at EU ser positivt på disse reformer for langt hen ad vejen er reformerne blevet til som følge af anbefalinger direkte fra EU. Under det såkaldte Europæiske Semester udstikker EU hvert år nye krav og henstillinger til hvilke økonomiske reformer, der skal gennemføres i de enkelte medlemslande – herunder Danmark.

Halveringen af dagpengeperioden er et direkte resultat af en henstilling fra EU i 2010, der sendte regningen for finanskrisen til dagpengemodtagerne. Det samme gælder efterlønsreformen og fleks- og førtidspensionsreformen, som var henstillinger, der kom fra EU i perioden 2011-2013. Reformerne havde til formål at spare på de offentlige udgifter og samtidig holde folk længere tid på arbejdsmarkedet – også selvom man var nedslidt.

Sidenhen er der kommet reformer af kontanthjælpen, så som startydelsen, kontanthjælpsloftet og arbejdskravet, som alle flugter med EU’s generelle strategi om at øge arbejdsudbuddet uden, at der skabes nye arbejdspladser for at presse løn og arbejdsvilkår. Budskabet er klart: Europa skal gøres konkurrencedygtig på bekostning af velfærden for almindelige mennesker – særligt de mest udsatte.

De sociale konsekvenser er ikke til at overse. Vi har alle set dem og mange må døje med dem i deres hverdag. Det drejer sig for eksempel om de kontanthjælpsmodtagere, der tvinges i aktivering, selvom de er så syge, at de dårligt kan stå på benene. Det er børnefamilier, der knap har råd til det mest basale i dagligdagen. Det er de nedslidte arbejdere, der ikke kan få efterløn eller revalidering.

Hjælpeorganisationer fortæller, at antallet af familier, der beder om julepakker er eksploderet, fordi de ikke har råd til at fejre højtiden med deres børn. Og situationen er endnu værre for flygtninge på startydelse. Det ligner et rent hævntogt mod de mindst privilegerede. Men det giver plusser i EU-karakterbogen.

Men hvorfor har skiftende danske regeringer valgt at følge EU’s nedskæringspolitik så nøje? Er det virkelig nødvendigt? Svaret er nej!

Unødvendige nedskæringer i Danmark

EU har lavet den såkaldte Finanspagt, som betyder, at alle euro-lande skal følge EU’s diktater vedrørende offentlige udgifter og økonomisk politikker. I Sydeuropa lever millioner af mennesker på fattigdomsgrænsen på grund af EU’s nedskæringspolitikker.

Men Danmark er ikke et euro-land, og derfor behøvede Danmark heller ikke at følge EU’s pålæg. I hvert fald ikke før den socialdemokratisk ledede Thorning-regering besluttede, at Danmark helt frivilligt skulle med i Finanspagten.

Denne beslutning medførte massive nedskæringer i den sociale velfærd i Danmark. Og under V, LA og K regeringen er tendensen kun blevet værre, og helt almindelige danskere har fået forringet deres tilværelse. Årsagen til dette skal søges i, at EU-toppen yder et kraftigt politisk pres på medlemslandene, fordi man ønsker om at gennemtrumfe den samme neo-liberale økonomiske politik i hele unionen.

Ifølge EU og danske politikere er der krise, og derfor skal der skæres i pensioner og kontanthjælp. Men i virkeligheden har der aldrig været opsparet så mange penge i det danske samfund som i disse år. Pensionskasser og privates kontorer bugner. Vores land svømmer i penge. De bliver bare ikke brugt. I hvert fald ikke på velfærd.

Og hvis der er stort behov for penge, så virker det paradoksalt, at hverken EU eller Danmark har formået at stoppe skattesnyd blandt rigmænd og internationale selskaber.

På den baggrund rejser det store spørgsmål sig: hvorfor i alverden vil EU undergrave den danske velfærdsstat? Det korte svar er: Penge!

EU står på mange måder i modsætning til den nordiske velfærdsmodel. Hvor de nordiske lande skabte en samfundsmodel, der skulle sikre borgerne den bedst mulige velfærd og sociale sikkerhed, så har EU et helt andet sigte.

Erhvervslivet frem for alt

EU ønsker først og fremmest at sikre erhvervslivet de bedst mulige vilkår. Og netop derfor roser EU-Kommissionen i sin rapport også de danske initiativer, som fremmer erhvervslivets interesser på bekostning af arbejdstagerne.

Både EU og den danske regering ønsker at øge arbejdsudbuddet for dermed at kunne lægge pres på lønninger og arbejdsvilkår. Samtidig ønsker man en fleksibel, lavtlønnet arbejdskraft, som erhvervslivet kan få glæde af på tværs af Europa.

EU kalder det at forsvare “arbejdskraftens fri bevægelighed”. Jeg kalder det “social dumping.”

I denne sammenhæng er der et helt afsnit i rapporten, som påpeger manglen på faglært arbejdskraft i Danmark. Det er en helt reel problemstilling, men den skyldes ikke en aldrende befolkningen eller at det ikke er lukrativt nok at tage et arbejde. Årsagen er først og fremmest, at den danske regeringen og de danske virksomheder har skabt alt for få praktik- og lærlingepladser de sidste mange år.

Men EU’s favorisering af erhvervslivet og det indre marked har gjort det muligt for virksomhederne kun at tage hensyn til kortsigtet profit, frem for at yde et samfundsmæssigt og sociale ansvar ved at bidrage til danske unges faglige uddannelse.

Det er både dyrere og mere besværligt at uddanne unge end det er at hente billig arbejdskraft ind fra udlandet. I forbindelse med Metrobyggeriet – et af Danmarkshistoriens største anlægsarbejder – har antallet af danske lærlinge således været forsvindende lille.

Næsten en million danskere i fare

I Det Europæiske Semesters rapport fremgår det, at hele 17,7 pct. af den danske befolkning – eller hver sjette dansker – er i risiko for at ende i fattigdom eller social udelukkelse. Det er tæt på en million danskere, som altså kan havne på samfundets bund eller blive socialt marginaliseret.

Og tallene er langt værre for mere udsatte grupper. For migranter fra ikke EU-lande er 39,9 pct. i fare for at havne i fattigdom eller social eksklusion – mens hele 43 pct. for kvinder fra ikke-EU-lande er i risikogruppen. Rapporten slår også fast, at antallet af hjemløse er steget med 23 pct. siden 2008 til 6.138 personer i 2015.

EU’s egen rapport viser altså med al tydelighed, hvilke konsekvenser de neo-liberale reformer og nedskæringer har for helt almindelige mennesker i Danmark.

 

(Først bragt som kronik i Jyllandsposten).

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk