skip to Main Content

EU splitter den nordiske arbejdsmarkedsmodel


Kommentar i Nyhedsbrev fra fagligt udvalg
af Per Sørensen, 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening

De nordiske landes forskellige tilhørsforhold til EU fører til forskellige konsekvenser af EU-kommissionens fagforeningsfjendske direktivers og EF-domstolens lige så fagforeningsfjendske dommes indflydelse på den nordiske kollektivaftalemodel.

Sverige hårdt presset
I Sverige, som er fuldt medlem af EU ”“ dog ikke med i euro-land ”“ har arbejderbevægelsen mærket følgerne af ”den europæiske dimension,” når fagforeningerne vil aktionere mod løndumping. Dette kom tydeligt til udtryk da det lettiske entreprenørfirma Laval begyndte at agere på en svensk arbejdsplads med lettisk overenskomst og arbejdskraft.
Først gav den svenske arbejdsret grønt lys for, at svenske bygningsarbejdere havde ret til at blokere arbejdspladsen i byen Vaxholm. Men med henvisning til EUs udstationeringsdirektiv ophævede EF-domstolen retten til blokade mod løndumping, og endog idømte fagbevægelsen en bøde på 2,5 millioner kr.
Den svenske rigsdag, hvor de borgerlige har flertal, vedtog en lov som retter ind efter EF-domstolens Laval-dom. Ifølge loven har fagbevægelsen ikke ret til at kræve overenskomst eller indlede konflikt, hvis et udenlandsk selskab kan fremvise en overenskomst eller en lov om minimumsløn i selskabets hjemland. Det er et alvorligt angreb på fagbevægelsens vigtigste kampvåben og på den kollektive aftalemodel. I praksis er den svenske fagbevægelse med denne lov skudt 100 år tilbage.

Norsk aftale om lov
Også i Norge, som ikke er medlem af EU, men har en økonomisk aftale med EU (EØS), er fagbevægelsen presset. Norsk LO indgik efter mange års diskussioner og i lyset af social dumping, en aftale med den norske rød-grønne regering om lovbestemte minimumsregler, herunder mindste løn, som alle i Norge skal følge, uanset om de er medlemmer af en fagforening eller ej, ganske som EU har anbefalet.
Norsk LO er tilfreds med, at loven også kræver nedsættelse af et tarifnævn, hvor arbejdsmarkedets parter aftaler mindstelønninger, som er gældende for alle, som arbejder i Norge. Eksempelvis er det lovbestemt, at arbejdere i landbrug og gartneri skal aflønnes med mindst 94,50 kr. i timen. For faglærte i bygge- og anlægsbranchen er det 141,75 kr. og for ufaglærte 132,50 kr. For ufaglærte i værfts- og offshore-industrien 145 kr. og for faglærte 152 kr. i timen.
Den norske arbejdsgiverforening er så utilfreds med loven, at den har stævnet den norske stat for brud på EØS-aftalen. Og modsat Danmark og Sverige, skal EF-domstolen ikke spørges. Derfor kunne Tingretten i Oslo i januar 2010 afsige en dom, der fastslår at loven og tarifnævnenes praksis ikke er i strid med EØS-aftalen. Loven er således et rimeligt godt værktøj mod social- og løndumping.

Dansk undtagelse
I Danmark har Arbejdsretten endnu ikke underkendt fagbevægelsens ret til at bruge blokadevåbnet, og heller ikke rejst spørgsmålet overfor EF-domstolen. Kan det tænkes, at ét af de fire danske undtagelser fra Maastricht-traktaten ”“ nemlig undtagelsen fra det retslige samarbejde i EU ”“ er årsagen til dette? Hvis ja, er det pinedød nødvendigt, at vi sikrer et klart ja til at bibeholde også denne undtagelse ved en kommende folkeafstemning.

Revision
De nordiske fagbevægelser har overfor de nordiske regeringer og arbejdsmarkedsministrene i EUs ministerråd rejst krav om en revision af EUs udstationeringsdirektiv. Men lad os lige huske, at udstationeringsdirektivet blev iværksat i 1996, da EU kun havde 15 medlemslande, mens medlemstallet i dag er steget til 27. Og helt ærligt: Ingen af de 12 ”nye” medlemslande er store tilhængere af den nordiske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk