skip to Main Content

EU vil have kontrol over danske banker

Af Magnus Harkjær

Danmark kan være på vej til at afgive vigtig suverænitet med ny bankunion.

I et forslag fra EU-Kommissionen lyder det nemlig, at Den Europæiske Centralbank skal have vidtgående beføjelser til at føre kontrol med og gribe ind i styringen af europæiske banker – herunder danske.

For selvom Danmark står uden for euro-samarbejdet, kan en bankunion betyde, at danske banker, hvis de samarbejder med banker inden for eurozonen, kan udgøre en risiko og dermed miste deres banklicens.

Stor magt til centralbanken

Den italienske finansavis Il Sole 24 har inden mødet i kommissionen fået fat i udspillet, og her afsløres det, at Den Europæiske Centralbank skal have magt til at lave razziaer hos de 6000 banker i eurozonen.

I forvejen føres der tilsyn med bankerne i European Banking Authority, EBA, men britiske diplomater begynder nu at frygte for, at Den Europæiske Centralbank vil kunne skubbe EBA til side, da det i forslaget fra kommissionen lyder, at centralbanken ikke vil kunne nægtes adgang.

Skeptisk økonominister

Den danske regering har valgt af afvente det endelige forslag fra kommissionen, og selvom økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har erkendt sin skepsis over at skulle afgive kompetencer, ønsker regeringen alligevel at afvente kommissionens udspil.

EU-Kommissionen vil efter planen have forslaget om en fælles bankunion vedtaget på EU’s topmøde i december, så Den Europæiske Centralbank kan begynde deres kontrol med bankerne allerede fra januar.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk