fbpx Skip to content

Euro-regering – udemokratisk overvågningslejr

“Vi risikerer et post-demokratisk Europa,” siger den tidligere franske socialdemokratiske udenrigsminister (1997-2002) Hubert Vedrine i forbindelse med forslaget om en snarlig dannelse af en økonomisk regering for eurolandene. Det fremgår af Berlingske i går, hvor Vedrine advarer om, at euro-samarbejdet er ved at udvikle sig til en overvågningslejr, hvor den økonomiske politik i lande som Grækenland dikteres fra Bruxelles, Berlin og Paris.
Det samme indtryk giver det italienske liberale parlamentsmedlem og tidligere minister Antonio Di Pietro med følgende udtalelse i Information i dag tirsdag:
“Italien er nu under EUs formynderskab, og et land, der er sat under formynderskab, er ikke frit og demokratisk.”

Sarkozy og Merkels forslag
Det nye forslag blev stillet af Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og Tysklands forbundskansler Angela Merkel efter et to timers møde i Paris tirsdag i sidste uge.
“Vi kan ikke fortsætte med status quo. Vi er nødt til at finde tættere sammen”, udtalte Sarkozy om forslaget, som skal behandles på et EU-topmøde i oktober. Forslaget omfatter dannelsen af en regering for eurolandene, som skal ledes af EU-præsident Herman van Rompuy, mødes regelmæssigt, bestemme den økonomiske politik for landene og straffe de lande, som ikke følger politikken, med fratagelse af EU-støtte.

Forbundsstat ad bagvejen
Christian Bjørnskov, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, vurderer i Dagbladet Arbejderen, at Sarkozy og Merkel udnytter gældskrisen bevidst til at snige en forbundsstat ind ad bagdøren:
“Det er der nogen, der hele tiden har ønsket, og nu bruger de finanskrisen til at få det igennem, uden at vælgerne hæfter sig ved det. Og det er ganske alvorligt. Der er ikke blot tale om, at denne euro-regering vil stille betingelser til medlemslandene. Der er tale om, at euro-regeringen skal træffe direkte beslutninger om medlemslandenes økonomiske politik”.

Konsekvenser for Danmark
“Uden en politisk union vil euro-samarbejdet vakle videre fra krise til krise, vurderer Paul De Grauwe, professor i økonomi ved universitetet i belgiske Leuven i Berlingske mandag.
“En økonomisk euro-regering er selvfølgelig et helt naturligt skridt, hvis man ønsker at redde euroen ud af dens krise. Men det er absolut en vej, som Folkebevægelsen mod EU er imod”, fastslår Folkebevægelsens EU-parlamentariker Søren Søndergaard i Arbejderen og forklarer, at forslaget vil få konsekvenser for Danmark på grund af euro-pagten:
“Ved at melde os ind under denne pagt har de danske EU-politikere forpligtet Danmark til at følge trop i de beslutninger, der træffes med henvisning til pagten”.
Og på sin hjemmeside konstaterer Folkebevægelsens EU-parlamentariker, at det får betydning i valglampen:
“Det må være en udfordring (…) at kaste os ind i den kommende valgkamp og rejse diskussionen om, hvor Danmarks økonomiske politik egentlig skal bestemmes. For hvad hjælper det, at vi vælger en ny regering på Christiansborg, hvis beslutningerne alligevel træffes i Bruxelles?”

Læs hele Sørens blog – klik her!

Back To Top