fbpx Skip to content

Europol misbruges for at afskaffe retsundtagelsen

Europols politichef siger i dag på forsiden af Politiken, at det danske retsforbehold vil skade Danmarks sikkerhed, fordi det betyder, at Danmark ikke kan fortsætte i Europol-samarbejdet.

Men det er forkert og en skævvridning af debatten, mener medlem af EU-Parlamentet Rina Ronja Kari, der slår fast, at Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet intet har med det danske retsforbehold at gøre.

Rina Ronja Kari siger:

– “Europolchefen melder sig nu i koret af danske EU-tilhængere, som har brugt de seneste måneder på at vildlede om Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet. Det er utroligt, at de slipper afsted med det, fordi det er åbenlyst forkert at påstå, at det danske retsforbehold forhindrer dansk deltagelse i Europol-samarbejdet.”

– “Jeg er stor tilhænger af internationalt samarbejde om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Men det betyder ikke, at jeg vil give magten over alle danske retspolitiske områder til EU. Danmark kan nemlig uden problemer fortsætte i Europol-samarbejdet, selvom vi bevarer vores retsforbehold. Det ved EU-tilhængerne og Europolchefen godt. De vælger bare at tie for på den måde at skræmme danskerne til at afskaffe retsforbbeholdet.”

– “Europol har samarbejdsaftaler med en lang række lande, som ikke er underlagt EU’s overnationale retspolitik. For eksempel deltager Norge, Island og Schweiz i Europol-samarbejdet på lige fod med resten af Europa. En sådan samarbejdsaftale kan Danmark med sikkerhed få, selvom vi beholder retsforbeholdet. Det har Europol i øvrigt selv anerkendt.”

– “Debatten om retsforbeholdet har indtil nu kun handlet om Europol, fordi det er EU-tilhængernes eneste mulighed for at afgive mere magt til EU. Men jeg synes faktisk, det er forstemmende at afspore debatten på den måde, når det er et utvivlsomt faktum, at retsforbeholdet på ingen måde er til hinder for Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet.”

Back To Top