skip to Main Content

EU’s social søjle: Det kan næsten kun gå galt

Når EU med den sociale søjle vil indføre fælles lovgivning for vidt forskellige arbejdsmarkeder og velfærdsmodeller, er det dømt til at gå galt.

EU-Kommissionen har lagt op til, at den såkaldte sociale søjle skal forbedre de sociale rettigheder for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Der er tale om “bæredygtige sociale rettigheder”. Og hvem skulle dog være uenig i, at der er brug for gode sociale rettigheder?

Spørgsmålet er bare, hvordan vi gør det bedst, og hvad EU’s rolle skal være.

Vidt forskellige lande
I udkastet til den sociale søjle fremgår det, at Kommissionen ønsker integrerede sociale rettigheder. Altså en eller anden version af EU-harmonisering. Og så ender vi ved det evigt tilbagevendende problem i EU: medlemslandene er meget forskellige. Især i forhold til netop sociale rettigheder.

Kommissionen angiver selv, at der i alle medlemslande findes sociale ydelser for dem, der af flere årsager står uden for arbejdsmarkedet. Dog er disse ydelser så forskellige både i forhold til størrelse og varighed, at der ikke kan drages mange paralleller.

Til gengæld er der et klart fælles træk. Medlemslandene er underlagt stram økonomisk styring fra EU, som fremmer nedskæringer på velfærden, forringelser af de sociale ydelser, højere pensionsalder mv. Styringen kommer blandt andet fra Finanspagten og Europluspagten. Den økonomiske styring har betydet flere fattige og flere arbejdsløse. Med andre ord, ville det være et oplagt sted at tage fat, hvis man gerne vil have et mere socialt Europa. Men der er ikke lagt op til, at der skal rykkes ved denne styring i den sociale søjle.

Ind på arbejdsmarkedet
Et utvetydigt mål med den sociale søjle er at få flere mennesker ind på arbejdsmarkedet og fastholde dem i længere tid. Der er en ensidigt økonomisk fokusering på, at folk skal arbejde mere og længere. Til gengæld er det svært at spore nogen form for menneskelig omsorg eller interesse, hvis borgerne bliver slidte af arbejdet. Det er kun et spørgsmål om at få mere ud af dem.

Men hvad så med den del af befolkningen, der ikke kan være på arbejdsmarkedet? Dem der er kronisk syge, dem med svære sociale problemer, de lavtkvalificerede, samt dem der bare har ondt i livet? De nævnes ikke. Dem der står uden for systemet, eksisterer ikke. Dette minder om, da Platon i det antikke Grækenland sagde, at alle i demokratiet er ligeværdige, at alle har hver sin stemme, og at ingen må nægtes sine rettigheder, men at han alligevel accepterede slaveriet, idet slaverne stod uden for systemet, og derfor var ikke-eksisterende i det demokratiske samfund.

Er EU’s syn på sociale rettigheder blot Platon 2.0?
Hvem ønsker ikke et socialt Europa?

Alle os, der ønsker at bevare den danske model, hvor vi har et relativt stort sikkerhedsnet, og hvor arbejdsmarkedets parter har stor indflydelse, ja vi kan med god grund være bekymrede over Kommissionens toner om den sociale søjle.

At indføre EU-lovgivning på et så ømtåleligt område kan næsten kun gå galt. EU’s one-size-fits-all model passer sjældent til noget som helst, fordi når man forsøger at ramme så forskellige arbejdsmarkeder og velfærdsmodeller, så risikerer man simpelthen at ødelægge dem alle sammen.

Hvis et socialt Europa derimod handlede om at gøre op med EU’s nedskæringspolitik, ja, så ville der faktisk være fornuftige perspektiver i det. Så kunne vi se investeringer over hele EU i velfærd og i at løfte de fattigste og svageste op, samtidig med at der kunne blive skabt nye arbejdspladser. Se dét ville være et rigtigt socialt Europa.
(Dette indlæg blev først bragt på Altinget).

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk