fbpx Skip to content

Farlig harmonisering på arbejdspladser vedtaget

EU-parlamentet gav onsdag sit ja til en modernisering af ‘Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer’-direktivet.

Direktivets hensigt er at gøre det lettere for arbejdere at flytte til andre EU-lande og få job. Det skal ske gennem indførsel af et erhvervskort og færre administrative byrder med et såkaldt informations-udvekslingssystem.

Nyskabelsen i direktivet er forslaget om “delvis anerkendelse” og “delvis adgang”.

Her er det muligt for folk at arbejde med deres erhverv i andre medlemslande, selvom de ikke har den uddannelse, som kræves i det nye land. Direktivet gør, at syv erhverv (herunder læger og sygeplejersker) automatisk bliver anerkendt i hele EU.

EU vil med direktivet blande sig i hvilke erhvervskvalifikationer, der skal gælde i medlemslandene. Det kan for nogle medlemsstater betyde, at eksempelvis uddannelsens længde skal gøres længere. I andre lande kan det føre til, at uddannelsen forkortes.

Dette er blevet mødt med stor kritik og modstand.

I Sverige har sygeplejerskerne været meget skeptiske over for forslaget, da det vil betyde en nedgradering af deres kvalifikationer. Samtidig kan det betyde dårligere service for patienten og forbrugeren.

I Danmark er den automatiske kvalificering et problem ved arbejdsmiljøregler, hvor man skal have gennemført en særlig uddannelse – f.eks. i forbindelse med arbejde med asbest, epoxy, asfalt og opstilling af stilladser. Der er 5-6.000 arbejdsulykker i Danmark om året i bygge- og anlægssektoren, som medfører 11 dødsfald og 625 alvorlige ulykker. Ligeledes er der sket en øgning i antallet af arbejdere fra udlandet.

Direktivet indeholder også et forslag om, at det ikke skal være muligt at stille nogen sikkerhedskrav til selvstændige. Dette kan blive et kæmpe problem indenfor f.eks. byggebranchen, hvor udenlandske arbejder ofte bliver ansat i “et-mands-firmaer”.

Medlem af EU-parlamentet mod Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaard, beklager dagens vedtagelse og siger:

– Folkebevægelsen mod EU har altid støttet arbejderens ret til frit at rejse ud og finde arbejde, så længe det sker på værtslandets præmisser og overenskomster. Men i dette direktiv forringes miljø- og sikkerhedskrav og i sidste ende patienters eller kunders ve og vel.

– Direktivet er en åbning for social dumping. Det udhuler vores erhvervsuddannelser. Det betyder samtidig, at sikkerheden på arbejdspladserne sættes over styr, hvilket vil koste menneskeliv i længden. Ulykker på arbejdspladser sker ofte, når arbejdskraften ikke har de rette kvalifikationer eller uddannelser til at udføre arbejdet.

Back To Top