fbpx Skip to content

Flertal vil bevare militær undtagelse

Nyhedsportalen Altinget.dk har i dag offentliggjort en meningsmåling, som viser stort flertal for bevarelse af Danmarks militære EU-undtagelse.46,5 pct. svarer, at de vil bevare undtagelsen, mens 34,8 pct. vil afskaffe den.18,7 pct. ved ikke, hvad de vil stemme. Frasorteres tvivlerne, som ikke tælles med ved folkeafstemninger, ville det give 57,2 pct. nej til afskaffelse af undtagelsen, mens 42,8 pct. ville stemme ja til afskaffelsen.

A&B Analyse, som har foretaget målingen for Altinget.dk, lavede også en måling i juni, hvor 40 pct. ville afskaffe den militære undtagelse, mens 36 pct. ville bevare den. Det rystede EU-tilhængerne. Og det er ikke blevet bedre.
“Målingen viser, det går i den forkerte retning”, erkender EU-ordfører for Det radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen overfor Altinget.dk.

Glidende udvikling i rigtig retning

I begyndelsen af oktober viste en måling foretaget af TNS-Gallup for Berlingske, at 38 pct. bevare den militære undtagelse, mens 37 pct. vil afskaffe den. Så udviklingen ser ud til at være glidende – den rigtige vej, mener Folkebevægelsen mod EU. Og Nobelkomiteens tildeling af årets fredspris til EU har åbenbart ikke hjulpet.

– EU er ikke fredens projekt. EU er en af verdens største våbeneksportører. EU-lande solgte våben til Gadaffi, indtil kort før han blev væltet. Og for mindre end 14 dage siden vedtog EU-parlamentet, at krisenedskæringer ikke bør ramme militæret, sagde Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen, da hun mandag opfordrede statsministeren til at ændre sin beslutning om at deltagelse ved prisoverrækkelsen i Oslo på mandag i næste uge.
Folkebevægelsen opfordrer derimod alle til at deltage i den protestdemonstration, som norsk fredsbevægelse og mange andre gennemfører i den norske hovedstad på søndag.

Folkebevægelsen sender en bus afsted, som afgår fra DGI-Byen i København (hjørnet af Ingerslevsgade og Tietgensgade) søndag morgen kl. 6.30 og returnerer fra Oslo om aftenen ca. 21.30 med forventet ankomst mandag morgen omkring kl. 6.00. Det koster 300 kroner at deltage. Kontakt Folkebevægelsen for tilmelding og nærmere oplysninger.


Læs også…
Flere vil bevare forsvarsforbehold – klik her!
Måling: Kold skulder til EU – klik her!
”Fredspris” trækker danskere til Oslo – klik her!

Back To Top