skip to Main Content

Folkebevægelsen på Folkemødet 2017

Igen i år deltager Folkebevægelsen mod EU i Folkemødet på Bornholm! Du kan

finde os i telt C24 på Cirkuspladsen. Her er vores program:

Fredag 16/6 kl. 12-13: Brexit, demokrati & samarbejde

Det kan næsten ikke være mere aktuelt! Blot en uge efter det britiske valg kan du komme til debat- og dialogmøde om Storbritannien efter Brexit med Kelvin Hopkins, medlem af det britiske Underhus for Labour. Hopkins er medlem af det britiske parlaments Underhus og desuden medlem af det britiske parlaments Europa-udvalg.

I kampagnen forud for Brexit-afstemningen den 23. juni sidste år kæmpede Hopkins for britisk udtræden af EU. Mødesproget er engelsk, men hvis du gerne vil stille et spørgsmål på dansk, er det også muligt. Mødet er støttet af den britiske tænketank The Red Cell.

Mødet foregår i telt C24 på Cirkuspladsen.

Lørdag 17/6 kl. 9-10: En fremtid efter EU?

Storbritannien forlader EU og unionsprojektet fejrer 60 års jubilæum midt i sin største krise. Skal Danmark også trække sig ud? Og hvordan vil fremtiden se ud efter et dansk exit fra EU? Drik din morgenkaffe med Rina Ronja Kari, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, og hør hendes plan for, hvordan Danmark kan komme ud af EU.

Op til mødet kan du skrive dine tanker om fremtiden efter EU på vores visionsvæg i teltet, så tager Rina dem med i sit oplæg lørdag.

Vi giver kaffe og kanelsnegle i telt C24 på Cirkuspladsen!

Lørdag 17/6 kl. 10.30-11.30: Alternativer til EU

Hvordan går det med forhandlingerne mellem EU og Storbritannien? Er EFTA et muligt alternativ til EU for Storbritannien og Danmark? Og hvad med det nordiske samarbejde, Europarådet og FN? Vi sætter fokus på internationalt samarbejde og alternativer til EU med tre oplæg:

  1. Den britiske folkeafstemning og Brexit ved Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
  2. EFTA og internationalt samarbejde ved Johanne L. Kristiansen, Europa-ordfører for Retsforbundet
  3. Norden og nordisk samarbejde som en del af alternativet til EU ved Jesper Morville, formand for Frit Norden

Mødet foregår i telt C24 på Cirkuspladsen.

Lørdag 17/6 kl. 11-12: EU-parlamentets SoMe-dyst

Rina Ronja Kari og Morten Løkkegaard fra EU-parlamentet udfordrer Folketingsmedlemmer og kommunal- og regionspolitikere til en dyst om, hvem der er bedst til at bruge sociale medier. Kom og hep på Rina!

OBS! Dette programpunkt er arrangeret af Europabevægelsen og EU-Parlamentet og foregår hos Europabevægelsen i G11 på Allinge Havn.

Lørdag 17/6 kl. 13.30-14.30: EU-quiz med Folkebevægelsen mod EU & Europabevægelsen

Velkommen til Folkeuniversitetets EU-quiz, hvor du kan prøve din egen viden om EU af ved at quizze mod hold fra Europabevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. På en time skal vi igennem 12 spørgsmål fra de mange forskellige områder, hvor EU har indflydelse på vores dagligdag. På Folkebevægelsens hold kan du møde Lave K. Broch, Johanne L. Kristiansen og Jesper Morville.

OBS! Dette programpunkt er arrangeret af Folkeuniversitetet og Europe Direct Bornholm. Det foregår på Allinge Bibliotek, F15.

Søndag 18/6 kl. 11-12: Quiz om nordisk samarbejde

Folkebevægelsen mod EU ønsker et tættere nordisk samarbejde, men hvad betyder det egentlig? Kom og deltag i en quiz om Norden og nordisk samarbejde. Jesper Morville, formand for Frit Norden, og Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, præsenterer quizzen.

Mødet foregår i telt C24 på Cirkuspladsen.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk