fbpx Skip to content

Folketinget delt om traktatændringer

Weekendens EU-topmøde vedtog at “undersøge muligheden for begrænsede traktatændringer” for at “styrke den økonomiske konvergens i euroområdet”, sådan som Tysklands forbundskansler Angela Merkel har talt for. EU-præsident Herman van Rompuy, EU-parlamentsformand Jerzy Buzek og chefen for centralbanken (ECB) Jean-Claude Trichet støtter nu en sådan ændring. Det er et af punkterne på det nye EU-topmøde, der finder sted allerede i morgen.

I Danmark er mening stærkt delte. Ventres EU-parlamentariker Jens Rohde ønsker, at Danmark skal bakke 100 pct. op om forslaget. Men den politiske ordfører for de Konservative Benedikte Kiær, siger til Berlingske at “En traktatændring af den kaliber vil jo betyde en afgivelse af suverænitet i den økonomiske politik og i finanspolitikken, og der er vi på forhånd meget, meget skeptiske. Desuden er det jo ikke noget, man gør i en håndevending”.

“Vores forbehold skal overholdes, og dansk økonomi skal fastsættes i Folketinget. Så er den ikke længere for os”, siger SFs EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen til Politiken. I den kommende weekend vil SFs hovedbestyrelse efter alt at dømme få en diskussion om resultat af EU-topmøderne og partiets holdning til bl.a. europagten, en euroregering og traktatændring

Socialdemokraternes EU-ordfører Jens Joel vil ikke udelukke traktatændringer, som den radikale EU-ordfører Sofie Carsten Nielsen meget gerne vil bakke op om.

Enhedslisten og DF er allerede på forkant klar til at sende topmøderesultaterne til folkeafstemning.
“Man er ved at lave en EU-stat, hvor Bruxelles også styrer økonomien. Det ligner nærmest en nyliberalistisk revolution, hvis man får de her tanker indskrevet i traktaten”, siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen i Information.

Back To Top