skip to Main Content

Forurening i lufthavne dræber

– Det handler om lufthavnsarbejdernes helbred, ja i sidste ende om liv eller død, sagde MEP Søren Søndergaard, da han bød velkommen til konferencen ”Luftforurening i lufthavne” i Bruxelles

Af Peter H. Bonfils

Torsdag den 31. januar samledes omkring 100 fagforeningsfolk, eksperter, forskere, virksomhedsrepræsentanter og politikere i EU-parlamentet til en konference om luftforurening i lufthavne. Konferencen blev arrangeret af MEP Søren Søndergaard og en række fagforeninger, deriblandt 3F Kastrup, som står i spidsen for ”Project Clean Air” i Kastrup lufthavn.
Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU indledte konferencen:
”Formålet med dagens konference er ikke bare at blive klogere. Vi ved allerede at luftforurening i lufthavne er et stort arbejdsmiljøproblem og Arbejdsskadestyrelsen har også anerkendt flere tilfælde. Det er bogstavelig talt et spørgsmål om liv eller død. Det er på høje tide, at man går fra undersøgelser og overvejelser til handlinger og løsninger.”
Dagen var i den grad ikke nogen ‘”akademisk studiekreds” og hvad enten talerne var faglige, forskere eller virksomhedsrepræsentanter, så var sigtet klart: at få gjort noget ved det massive arbejdsmiljøproblem som luftforureningen udgør for lufthavnsarbejdere. Som Søren Søndergaard sagde afslutningsvis ved konferencens indledning:
”Partikelforurening i lufthavnene er jo ikke et luksusproblem, som vi kan sidde og filosofere over i årevis. Det er et problem, som her og nu handler om lufthavnsarbejdernes helbred, ja i sidste ende om liv eller død. Lad mig derfor endnu en gang byde jer velkommen til denne konference, som har til formål at analysere virkeligheden, at diskutere virkeligheden, men frem for alt at forandre virkeligheden på dette område.”

Læs mere om Project Clean Air på http://www.projektcleanair.dk/


Ingen reaktion fra Kommissionen hidtil

Uddrag fra www.fagbladet3f.dk

Hele fire gange i løbet af næsten tre år har medlem af Europa-Parlamentet Søren Søndergaard (Folkebevægelsen mod EU) henvendt sig til Europa-Kommissionen med spørgsmål angående risici ved at arbejde i en lufthavn tæt på flyene.
Det første spørgsmål stillede han i 2010 sammen med sin danske kollega Ole Christensen (S). Men endnu er der ikke kommet konkrete udspil fra kommissionen i forhold til at løse problemerne med de farlige partikler.
– Vi har fået det samme svar hver gang. At de undersøger sagen. Men vi har endnu ikke fået nogen deadline for, hvornår der sker noget. Jeg ser det som et udtryk for, at der er store økonomiske interesser på spil, siger Søren Søndergaard.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk