skip to Main Content

Fransk uenighed kan stoppe CETA

Modstanden mod CETA kommer ikke kun fra aktivister og bevægelser. Nu kræver også en række franske parlamentsmedlemmer støtten til aftalen taget op til revision.

Foto: Wikimedia Commons

Foto: Wikimedia Commons

af Freja Wedenborg

Bare to uger inden EU-parlamentet samles til den afgørende afstemning om handelsaftalen CETA, møder aftalen nu overraskende modstand fra hjertet af det franske parlament.

Parlamentsmedlemmerne fra det socialdemokratiske regeringsparti PS har nemlig indkaldt deres kolleger i EU-parlamentet til et møde om emnet. Det skriver EURACTIV France.

Handelsaftalen mellem EU og Canada er forhandlet på plads og skal nu godkendes i EU-parlamentet. Det ventes at ske på en afstemning i Strasbourg den 15. februar, hvor den canadiske premierminister Justin Trudeau vil være til stede.

Herefter skal den ratificeres i de enkelte landes parlamenter, og hvis bare et parlament afviser den, kan det sætte hele processen i stå.

Men før aftalen kommer til afstemning i EU-parlamentet, har de franske socialdemokrater bedt deres kolleger i EU-parlamentet om at tage en grundig debat om emnet.

Splittede socialdemokrater

De franske socialdemokrater, som i EU-parlamentet hører til den såkaldte S&D-gruppe, har hidtil været splittet omkring hvordan de skulle stemme om CETA. Men nu skal debatten skabe enighed, lyder det fra de franske parlamentsmedlemmer.

De er blandt andet bekymrede for, at vage formuleringer i aftaleteksten kan underminere landendes ret til at lovgive til fordel for miljøet, forbrugerne og arbejdstagerne.

Den bekymring er også hovedgrunden til, at EU’s beskæftigelsesudvalg, som Rina Ronja Kari sidder i, i december afviste at støtte CETA.

Modstand i hele Europa

Det er langt fra kun i Frankrig, at handelsaftalen møder modstand.

Tidligere på ugen rundede en østrigsk underskriftsindsamling mod handelsaftalerne CETA, TTIP og TiSA over 550.000 underskrifter, og det har fået brede dele af det østrigske politiske spektrum til at kræve en lov, der forbyder regeringen at underskrive aftalerne.

Også i Danmark spirer modstanden.

I denne måned er Folkebevægelsen mod EU sammen med blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke, Prosa, Danske Studerendes Fællesråd, Det Økologiske Råd og Afrika Kontakt med til at starte et nyt initiativ op mod de uretfærdige handelsaftaler, som blandt andet planlægger en demo og en aktionsuge.

Det kan du læse mere om her.

Du kan også følge Folkebevægelsens egen kampagne mod TTIP, TiSA og CETA her – og blive en del af kampen ved at melde dig ind her.


Fakta: TTIP, TiSA og CETA

TTIP, TiSA og CETA er tre handelsaftaler, som EU-Kommissionen forhandler om på vegne af medlemslandene.

  • TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) er en handelsaftale mellem EU og USA, og den største og mest omfattende frihandelsaftale i historien. Den skal fjerne såkaldte “handelsbarrierer”, hvad der blandt andet hentyder til lovgivning om miljø og arbejdstagerrettigheder. Forhandlingerne mellem EU og USA er gået i stå siden valget af Donald Trump i november, men forventes genoptaget.
  • TiSA (Trade in Services Agreement) er en handelsaftale mellem EU, USA og 21 andre lande, som har til formål at udvide den globale handel med serviceydelser. EU-Kommissionen forhandler stadig om TiSA.
  • CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement) er en handelsaftale mellem EU og Canada, der svarer til TTIP med USA. CETA er underskrevet af parterne og skal nu godkendes af EU-parlamentet ved en afstemning den 15. februar. Herefter skal aftalen ratificeres i de enkelte landes parlamenter eller regeringer.
Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk