fbpx Skip to content

Gianni Pittella – S&D: Et brud med EPP alliancen

Giannia Pittella er leder af den socialdemokratiske S&D gruppe og deres kandidat til præsidentposten i EU-Parlamentet. Pittella lover at bryde med S&D’s alliance med den konservative EPP-gruppe.

Gianni Pittella er også forfatter til flere bøger politik og gæsteprofessor på East Anglia University i London. (Foto: European Parliament Audiovisual Services)
Gianni Pittella er også forfatter til flere bøger politik og gæsteprofessor på East Anglia University i London. (Foto: European Parliament Audiovisual Services)

Den 58-årige Gianni Pittella, der er uddannet læge med speciale i retsmedicin, fik sin politiske dannelse i kommunal- og regionalpolitik i Basilicata Syditalien. I 1996 blev han valgt til det italienske parlament.

I skyggen af Schultz

Siden 1999 har Pittella været medlem af EU-parlamentet i den socialdemokratiske S&D gruppe, hvor han bl.a. har været rapportør på 2006 budgettet. Han har stået en del i skyggen af den afgående præsident for EU-parlamentet, Martin Schultz, der også var leder af S&D-gruppen indtil han blev valgt til præsident.

Pittella har siden 2009 været vicepræsident i EU-parlamentet. Dertil var han viceformand i S&D gruppen, og han har i kortere perioder været stedfortræder for Schultz både som S&D leder og som præsident i EU-parlamentet.

Pittella har valgt at bryde alliancen med den konservative EPP-gruppe og samtidig taget afstand til Schultz’ dominerende ledelsesstil, hvor mange politiske aftaler indgået ved lukkede formøder uden inddragelse af visse grupper i EU-Parlamenter.

Rina Ronja Karis vurdering

”Pittella har stået i skyggen af Martin Schultz, og han har ikke markeret sig nævneværdigt med en selvstændig profil. Omvendt er der heller ikke nogen større skandaler, og han har ry for at være en redelig politiker,” siger Rina Ronja Kari.

Kari fremhæver det som positivt, at Pittella har bebudet, at han vil gå i dialog med alle grupper og inddrage også de mindre grupper, samt øge gennemsigtigheden og demokratiet i beslutningsprocesserne:

”Efter Martin Schultz autoritære og magtfuldkomne ledelsesstil, så kan man kun hilse sådan en ændring velkommen. Det er også positivt, at S&D nu vil bryde alliancen med EPP. Pittella har også sagt, at nedskæringspolitiken skal vige pladsen for flere investeringer for at skabe nye jobs. Det bliver interessant at se, om han har tænkt sig at holde sine løfter.”

”Når det gælder S&D’s brud med EPP må man ikke glemme, at socialdemokraterne har stået bag flere års massiv nedskæringspolitik, som især har skadet de svageste borgere i EU. S&D har også bidraget aktivt til at holde de mindre grupper ude i parlamentet ved at holde hemmelige møder og lave studehandler i korridorerne. Så et rigtigt brud med EPP og Schultz-perioden kræver meget mere end bare tomme valgløfter. Det kræver, at S&D begynder at føre en markant anderledes politik end hidtil,” siger Rina Ronja Kari.

Selvom Kari altså langt fra ser S&D lederen som en ideel præsident, så mener hun, at Pittella trods alt fremstår som det mindste onde i sammenligning med Guy Verhofstadt fra ALDE og Antonio Tajani fra EPP.

Back To Top