fbpx Skip to content

Giv klart svar om bankunionen

EU vil have en bankunion, der primært vil være til glæde for finanslobbyen. Indtil nu har den danske regering ikke fortalt, hvad de mener om bankunionen. Folkebevægelsen mod EU og EL forsøger nu at få et klart svar.

Bankunionen bliver kaldt EU’s største projekt siden euroen og flytter ansvaret for banker fra nationalt til europæisk niveau. Regeringen har imidlertid endnu ikke meldt klart ud, om den er for eller imod dansk deltagelse. Det får den mulighed for i aften, når Folketinget skal diskutere bankunionen under en forespørgselsdebat indkaldt af Enhedslisten.

Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten, som begge er imod bankunionen, opfordrer regeringen til at tone rent flag op til EU-Parlamentsvalget, så dette afgørende spørgsmål kan blive en del af valgkampsdebatten.

– Bankunionen er et tilbageskridt i kampen mod banker, som tjener styrtende i gode tider, og lader samfundet betale, når det går galt. Der er enkelte gode elementer, men den fejler i det fundamentale formål: At sikre, at bankerne ikke endnu en gang til tørrer regningen af på skatteyderne, når den næste krise kommer, udtaler Rina Ronja Kari, MEP for Folkebevægelsen

– Bankunionen blokerer for yderligere tiltag i de enkelte lande og cementerer en helt utilstrækkelig afviklingsmekanisme for banker i krise. Med en økonomisk polstring på en brøkdel af omkostningerne ved den seneste krise vil befolkningerne igen komme til at ende med regningen.

Back To Top