fbpx Skip to content

Hemmelig afstemning om strammere regler giver lille sejr

En hemmelig afstemning om at stramme reglerne for dokumentation med blyantspenge og møder med lobbyister gav positivt resultat i parlamentet

EU-parlamentet giver parlamentarikerne mulighed for at dokumentere brug af blyantspenge

EU-parlamentet har stemt ja til mere gennemsigtighed i forhold til møder med lobbyister og mulighed for at dokumentere brugen af blyantspenge.

Vedtagelsen betyder, at udvalgte parlamentarikere med særlige poster fremover skal fremlægge en liste over hvilke lobbyister de mødes med. Den giver også parlamentarikere en mulighed for at fremlægge oversigt over deres brug af blyantspengene. Blyantspengene er de 32.000 skattefrie kroner, som alle parlamentarikere modtager hver måneden uden nogen krav om dokumentation.

Hemmelighed om åbenhed er absurd

I årevis har Folkebevægelsen mod EUs parlamentariker Rina Ronja Kari kæmpet for gennemsigtighed og åbenhed i EU-parlamentet. Hun har lagt bilag frem, stillet forslag, talt med presse, og forsøgt at påvirke kollegaer. I dag kom hun et skridt nærmere.

Rina Ronja Kari er da også glad for de skridt EU-parlamentet nu har taget, men understreger det helt groteske i, at afstemningen var hemmelig.

“Det virker helt skørt, at en afstemning om åbenhed skal gøres hemmelig for borgerne. Jeg er positiv over, at parlamentet strammer reglerne. Det er jo fuldstændig tosset, at borgerne ikke kan få indsigt i hvem parlamentarikerne mødes med, og hvad de bruger deres penge på. Det er helt simpelt logik i et demokrati, at den slags selvfølgelig er åbent for offentligheden”, siger EU-parlamentariker Rina Ronja Kari.

Hun understreger, at Folkebevægelsen mod EU fortsætter presset på parlamentet for mere åbenhed.

“Jeg og Folkebevægelsen mod EU har kæmpet for det her i mange år, og haft meget fokus på blyantspenge, lobbyisme og pengespild. Det er en stor sejr i dag, at vi får mere gennemsigtighed, det nytter at kæmpe og det bliver vi selvfølgelig ved med. Det er borgernes penge, de har ret til at vide hvad de bruges til. Vi tager beslutninger for en masse mennesker, de har selvfølgelig ret til at vide hvilke store virksomheder eller organisationer, der med lobbyister påvirker beslutningerne”, lyder det fra Rina Ronja Kari.

Målet for Folkebevægelsen mod EU er fortsat et krav om, at alle parlamentarikere skal aflægge regnskab for deres brug af blyantspengene, og et krav om, at møder med lobbyister skal offentliggøres.

Rina Ronja Kari laver hver uge en youtubevideo om arbejdet i parlamentet, denne gang netop om afstemningen om åbenhed – Se den her

 

Back To Top