skip to Main Content

Hvornår stopper debatten?

Blog på Modkraft.dk

Jeg tror, det går helt tilbage til 1972 (måske først 1973), men jeg kan naturligvis ikke vide det, da jeg ikke selv oplevede debatten den gang. EU-tilhængerne der bliver ved og ved med at sige, at nu må debatten for og imod EU stoppe, og i stedet for så må vi snakke om EU med udgangspunkt i, at vi er med (og underforstået: og aldrig kommer ud).

Jeg kan godt selv mene, at nogle debatter ligesom må være overstået, og så behøver vi ikke blive ved med at rive op i de grundlæggende præmisser, men alligevel synes jeg det er påfaldende, at de EU-debatter som tilhængerne har vundet (f.eks. medlemskab og visse traktater) de kan aldrig tages på ny, men alle de debatter som modstanderne har vundet (f.eks. undtagelserne) de bliver aldrig færdige ”“ men derimod bliver resultatet ofte ”forældet”. Derfor er det helt sikkert, at den eneste måde man kan vide sig sikker på at man blive spurgt igen, det er at stemme nej.

Jeg mener i sagens natur, at debatten om selve medlemskabet langt fra er slut. Ikke bare fordi jeg ønsker et andet resultat, men lige så meget fordi EU har ændret sig så radikalt fra det, som borgerne tog stilling til tilbage i ’72. Man kan med god ret tale om et andet EU, og det kunne man med god fornuft spørge borgerne om. Det er jo i øvrigt samme rationale som går igen i bl.a. England og Holland, hvor man netop har debatten om medlemskabet.

Spørgsmålet om, hvor længe man kan tage debatten, er noget jeg især kommer til at tænke over, når pressen flyder over med kommentarer om, hvordan Folkebevægelsen mod EU allerede må være døde eller på vej til det. (Det er især sket i forbindelse med at Enhedslisten besluttede ikke at stille op). Sagen er jo, at lederskribenterne er blevet ved med at kalde os ”dødssejlere” og alt muligt andet ”“ men uanset hvor meget de dømmer os ude før EP-valgene, ja så det jo ikke lykkes dem at få befolkningen til at gøre det samme.

Så når vi nu går i gang med debatten om patentdomstolen, hvor alle tilhængerne skriger, at det er vanvittigt at vi skal have en folkeafstemning, og at man er NØDT til at sige ja ”“ ja, så tænker jeg, at det muligvis bliver en udfordring for os, der ikke går ind for EU’s patentdomstol, men at heller ikke den debat er slut endnu. Jo mere hysterisk ja-siden lyder, jo mere kunne man forestille sig, at befolkningen vil tænke ”hvad er det, de er så bange for ved en folkeafstemning?”, og jo flere gange tilhængerne siger, at vi vil miste uendeligt mange arbejdspladser, jo flere gange må vi sige ”ja, ligesom vi mistede uendeligt mange arbejdspladser ved at sige nej til Euroen i 2000 ”“ eller, nå nej, det gjorde vi jo ikke!”.

Jeg tror personligt, at man skal passe rigtig meget på med at give en så vigtig debat dødsstødet. Hvis man ikke kan diskutere for og imod EU, hvad skal man så gøre, hvis man ikke bryder sig om EU-systemet og man samtidig anerkender, at de grundlæggende problemer med EU er netop ”“ grundlæggende, og de står ikke til at ændre for hverken befolkningen eller EU-parlamentet.

Det er i mine øjne ikke det samme som, at vi ikke vil kæmpe for at forbedre systemet, så længe vi er med, men et spørgsmål om, hvor vidt man tør blive ved med at stille spørgsmål ved grundlaget eller om man skal acceptere de grundlæggende præmisser (f.eks. det indre marked og den frie bevægelighed). Kritikken af systemet kan tages til et andet niveau, når man ikke er bange for den yderste konsekvens, nemlig at man ikke vil være med mere. Det skal vi ikke være bange for, men derimod glade for, at det er en mulighed ”“ og for at debatten ikke er slut endnu.

Ps. Læs eventuelt min tidligere blog om patentdomstolen, hvis du gerne vil vide mere (og ja, der kommer naturligvis mere om det emne ”“ vi er kun lige begyndt).

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk