fbpx Skip to content

Ja-siden fortsætter skræmmekampagnen om Europol

Skræmmekampagnen om Danmarks deltagelse i Europol-samarbejdet fortsætter.

Ifølge justitsminister Søren Pind (V) er der stor usikkerhed forbundet med Europol-deltagelsen, hvis ikke danskerne afskaffer retsforbeholdet den 3. december.

Den påstand kommer efter det er kommet frem, at dansk politi har brugt Europol-søgedatabasen EIS flere gange end norsk politi, som bekendt samarbejder med Europol gennem en parallelaftale – en lignende aftale vil Danmark kunne få, hvis retsforbeholdet bevares.

Ifølge Søren Pind stiller nej-siden således et fatamorgana op. Men det er langt under lavmålet at tage Europol-deltagelsen som gidsel i debatten om retsforbeholdet, mener MEP Rina Ronja Kari.

“Der er igen, igen tale om en klokkeklar skræmmekampagne fra de EU-begejstrede, som ene og alene ønsker at afgive magten over retspolitikken til EU. Det er deres mål. Deres middel er så at skræmme danskerne ved at så tvivl om Danmarks fortsatte deltagelse i Europol-samarbejdet. Det er faktisk efterhånden lidt ynkeligt,” siger Rina Ronja Kari og fortsætter:

“Danmark kan naturligvis fortsætte i det operative politisamarbejde, selvom vi bevarer vores retsforbehold. Det er langt ude at påstå, at Danmark i så fald stilles dårligere. Mig bekendt oversvømmes Norge ikke af kriminelle, selvom de ikke er med i EU’s retspolitik.”

Rina Ronja Kari kritiserer også den forsimplede kritik af Norges Europol-aftale.

“Hør nu her. Norge kan selvfølgelig få svar og søge om oplysninger gennem Europol, når de har hastesager og formodninger om, at der er noget på færde. Det er jo helt godnat at tro, at Europol vil afskære Norge – eller Danmark – fra at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, blot fordi vores aftale er en mellemstatslige samarbejdsaftale i stedet for et fuldbyrdet og overstatsligt medlemskab, som binder os på hænder og fødder,” siger Rina Ronja Kari.

Back To Top