Djursland: Debatmøde med Lave K. Broch og Jens Joel

Torsdag den 3. december skal vi til stemmeurnerne for at sige ja eller nej til, om vi vil afskaffe retsforbeholdet for Danmark i EU. Præcis fire uger før, nemlig torsdag den 5. november, får borgerne på Djursland alle tiders chance for at tage stilling til dette vigtige spørgsmål ved et offentligt debatmøde i foredragssalen på Rønde Højskole. Mødet begynder kl. 19.

Her vil Lave K. Broch fra Folkebevægelsen mod EU og Jens Joel fra Socialdemokraterne komme med hver deres svar på spørgsmålet: Jens Joel giver dig argumenterne for et JA, mens Lave K. Broch vil give dig argumenterne for et NEJ.

Vi håber på en livlig debat! Deltagelse er gratis. Øl og vand kan købes.

Det er LO Djursland, Folkebevægelsen mod EU og SFOF Djursland, der står bag arrangementet sammen med Enhedslistens, og SF’s afdelinger i både Norddjurs og Syddjurs, og Socialdemokraterne i Syddjurs.