EN STÆRK FAGLIG STEMME

Der er langt fra Bruxelles til almindelige danske arbejdspladser.
I EU er man ligeglad med social dumping. For de mennesker, som arbejder på
havnen, i byggeriet, på slagteriet, gartneriet eller som chauffør, er det derimod
deres løn og arbejdspladser, som er på spil. Privatansatte trues af social dumping, mens de offentligt ansatte trues af EU’s angreb på velfærden.

Der er brug for, at almindelige mennesker blander sig i politik og siger fra over
for EU’s angreb på løn og arbejdsforhold og på den velfærd, som vi har bygget
op i de sidste 100 år. Det vil jeg.

Jeg vil arbejde for en dansk udmeldelse af EU, og indtil det sker, så vil jeg være
en kritisk røst og bekæmpe EU’s nyliberalistiske og kapitalistiske politik, som
angriber almindelige menneskers løn og arbejdsforhold. Jeg vil kæmpe for, at
enhver dansker ved, at EU bestemmer det meste herhjemme til skade for demokrati, solidaritet og velfærd.

Jeg er erfaren i kampen mod EU – uanset om det gælder kampen mod havnedirektiver, EU’s nedskæringspolitik eller nye traktater. Det kan jeg bruge, hvis du giver mig din stemme.