Tværtimod. Hvis danskerne stemmer ja den 3. december vil danske borger i fremtiden kunne blive overvåget, aflyttet og afhørt for handlinger, som ikke er strafbare i Danmark.

Direktivet om den europæiske efterforskningskendelse, giver myndighederne i andre EU-lande ret til at sætte dansk politi i gang med at efterforske danske og udenlandske borgere, der opholder sig i Danmark, til brug for en retssag i et andet medlemsland.

De danske myndigheder kan sige nej, hvis forbrydelsen, det udenlandske politi efterforsker, er lovlig i Danmark. Men (og det er et vigtigt men), hvis forbrydelsen står på EU’s »positivliste«, er dansk politi forpligtiget til at gennemføre efterforskningen.

»Positivlisten« indeholder pt. 32 forbrydelser, herunder racisme og fremmedhad. Da der er stor forskel på, hvordan EU-landene definerer fx ulovlige ytringer, kan danskere altså risikere at blive efterforsket for udtalelser, som er fuldt lovlige i Danmark.

I et høringssvar fra Institut for Menneskerettigheder (Kilde, klik her!) står der, at det bør gøres muligt at sige nej til en efterforskningskendelse, som strider mod rettigheder i den Europæiske Menneskerettigheds Konvention eller som strider mod landets lovgivning fx foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed. Instituttet har derfor anbefalet at direktivet ikke til vælges før der er foretaget en nærmere analyse af direktivets konsekvenser for retssikkerheden i Danmark.

Aftalepartierne vil have Danmark med i Direktivet om den europæiske efterforskningskendelse.

Et andet eksempel på, at EU er skidt for retssikkerheden, er EU’s arrestordre, som betyder at danskere kan udleveres til andre EU-lande.

EU’s arrestordre betyder, at Danmark ikke skal efterprøve mistankegrundlaget, hvis en person her i landet kræves udleveret, hvis straffen er over et år, og hvis forbrydelsen også er strafbar i Danmark. Men er forbrydelsen til en straf over tre år, kan Danmark ikke sige nej, heller ikke selvom forbrydelsen takseres lavere i Danmark eller ikke er strafbar.

EU’s arrestordre bygger på formodningen om, at retssystemer, fangernes rettigheder og fængselsforhold er ens i EU - men det er jo ikke rigtigt!

I følge en opgørelse fra Justitsministeriet blev 144 danske borger og udlændinge med ophold i Danmark udleveret til udenlandske politimyndigheder i perioden 1. januar 2004 til 30. september 2010. Det er ikke oplyst, hvorfor de 144 er blevet udleveret fra Danmark.

EU har tidligere opgjort, i hvilke sager arrestordren har været taget i brug på EU-plan: Eksempelvis har EU-lande udstedt arrestordrer på baggrund af tyveri af bildæk, en pattegris, fisk fra et dambrug og besiddelse af 0,45 gram cannabis.

Måske husker du sagen fra 2012 om Thomas Sørensen, faderen til den femårige danske dreng Oliver, som blev krævet udleveret til Østrig via EU’s arrestordre. De danske domstole havde givet Thomas Sørensen forældremyndighed, hvorfor han kørte til Østrig og hentede Oliver med hjem til Danmark. I følge Østrigs politi var det en bortførsel og Olivers far blev derfor krævet udleveret til strafforfølgelse i Østrig. Justitsministeriet i Danmark afslog at udlevere Olivers far, da hans gerning ikke var strafbar i Danmark.

Olivers far slap med skrækken, men selv hvis Danmark afviser at udlevere, risikerer en dansk statsborger at blive anholdt, så snart vedkommende rejser uden for landets grænser.

Danmark er i dag med i EU’s arrestordre, som er en mellemstatslig aftale. Det betyder at Danmark kan trække sig ud af aftalen, hvis et flertal i Folketinget ønsker dette.

Hvis aftalen på et tidspunkt bliver overstatslig, kan Danmark - hvis et flertal ønsker det - bede om en parallelaftale og dermed fortsat være med på mellemstatsligt niveau. Hvis retsforbeholdet er afskaffet vil vi derimod skulle deltage overstatsligt.

Hvis du vil vide mere om EU’s arrestordre:

- http://www.cepos.dk/fileadmin/user_upload/Arkiv/PDF/Den_Europaeiske_Arrestordre_er_en_trussel_mod_retssikkerheden.pdf

- http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikler/2013/Advokaten%202/Arrestordren%20i%20dansk%20praksis.aspx

Et tredje eksempel er direktivforslaget om PNR-oplysninger. Formålet med forslaget er at danne et fælles EU-register for passageroplysninger i forbindelse med flyvninger til og fra EU-landene. Passageroplysninger omfatter bl.a. betalingsoplysninger, faktureringsadresse, telefonnummer og e-mail, rejserute, sædenummer, kufferthistorik, valg af måltid, køb af enkeltbillet og antal medrejsende og disses navne.

Registeret skal gøre det muligt at identificere personer som udgør en risiko ift. fx terrorhandlinger og grov kriminalitet. Men denne form for masseovervågning krænker retten til privatliv og kriminalisere folk uden at der foreligger en konkret mistanke om kriminelle aktiviteter.