Domstolen i Luxembourg hedder officielt EF-Domstolen, og det hænger sammen med, at den kun har myndighed på de områder, som hører ind under det, der i Maastricht-traktaten blev kaldt »Søjle 1« – hovedsageligt spørgsmål, der vedrører økonomiske anliggender. Derimod har den – endnu – ingen beføjelser inden for de områder af udenrigs- og retspolitikken, der ikke er ført ind under søjle 1. Hvis Luxembourg-traktaten var blevet vedtaget, ville denne skelnen ophøre, hvorefter man kunne kalde Domstolen EU-Domstolen.
I Rom-traktaten står der følgende om dens virke: »Domstolen skal værne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af denne traktat.«
Det er, som man kan læse, en temmelig svævende definition, som dommerne igennem hele deres virke har valgt at fortolke så vidtgående som muligt. Begrundelsen er de ord, der står i traktatens præambel (forordet), hvor underskriverne »er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk.«
Denne målsætning har EU’s ministerråd ikke altid været villig til at arbejde for. Derfor har Domstolen drevet på for at gennemføre det, som ministrene har ladet ligge.

De første væsentlige domme
Domstolens første vidtgående dom faldt i 1963 i sagen »van Gend & Loos« og gik ud på, at EF-retten er direkte anvendelig – også selvom de enkelte lande ikke har indføjet den i deres lovgivning.
En række vigtige love gives nemlig som direktiver – retningslinjer – som de enkelte lande skal gennemføre som love. Men da dette kan tage tid, meddeler Domstolen altså, at direktiverne har lovkraft fra det øjeblik, hvor de er vedtaget.
En endnu mere vidtgående Dom kom i 1964. Det var i sagen »Costa mod Enel«, hvor Domstolen fastslog, at EF-retten altid går forud for medlemslandenes lovgivning.
Allerede i 1972 gjorde professor Erik Siesby opmærksom på denne dom og erklærede, at et medlemskab af EF (som EU dengang hed), ville være i strid med den danske grundlov. Men regeringen benægtede, at den havde anerkendt dommen, og Justitsministeriet skrev et notat, hvori der stod, at EF-Domstolen ikke kunne erklære danske domme ulovlige. Dette notat havde imidlertid alene til formål at sikre et ja til EF og er i praksis helt blevet tilsidesat. Tanken om EF-rettens forrang har i det hele taget været ret upopulær i medlemslandene, og først i Forfatnings- og Lissabon-traktaterne blev dens princip slået fast – hvilket måske var en væsentlig grund til, at traktaterne blev forkastet af først franskmænd og hollændere og siden af irere.

Cassis de Dijon
I 1979 afsagde Domstolen endnu en vidtgående dom. Det drejede sig om den franske frugtlikør Cassis de Dijon, som de tyske myndigheder ikke ville tillade salget af, fordi alkoholindholdet lå under de 32 procent, som er under den tyske grænse for, hvad der må kaldes likør.
Det tyske forbud blev klart afvist af Domstolen med den begrundelse, at drikken var lovlig i Frankrig og derfor også måtte være lovlig i alle andre medlemslande, med mindre tungtvejende grunde talte for et forbud.
Domstolen gik endnu videre i 1994 i »PCP-dommen«, hvor den afviste Tysklands ønske om at bruge den ved »EF-pakken« i 1987 indførte miljøgaranti i forbindelse med det sundhedsskadelige stof PCP, der blev brugt til imprægnering af træ. Det skete, selvom Kommissionen havde givet Tyskland lov til at forbyde stoffet.
Domstolen afviste Kommissionens påstand om, at det tyske forbud kunne beskytte borgerne mod kræftfremkaldende dioxiner. Dette skete på trods af, at der i traktatens artikel 100 A, stk. 4 udtrykkelig stod, at Kommissionen kunne bekræfte et forbud af denne art, når blot der ikke var tale om »vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.«
Tyskland fik alligevel lov til at forbyde stoffet, men det skete med den ejendommelige begrundelse, at stoffet virkede mere skadeligt i Tyskland end i andre lande!
Det korte af det lange var, at Domstolen med sin dom aflivede den miljøgaranti, som havde spillet så vigtig en rolle ved den danske folkeafstemning om »EF-pakken« i 1986.
På det sportslige område fik det betydning, at Domstolen i 1995 afsagde »Bosman-dommen« Den gik ud på, at en professionel fodboldspiller frit kunne forlade sin klub, når kontrakten med den var udløbet. Samtidig fastslog den, at man ikke havde lov til at begrænse antallet af udenlandske spillere på et hold, når blot disse spillere var fra andre EU-lande.

Domme der berører Danmark
De principielle domme har naturligvis stor betydning for Danmark. De danske myndigheder undgår så vidt muligt at vedtage noget, der kommer i strid med dem. Det samme gælder, når Domstolen afsiger domme mod andre EU-lande i sager, der svarer til sager i Danmark.
En sådan dom blev afsagt den 16. maj 2006, hvor Domstolen fastsloges, at patienter skal kunne få foretaget en behandling af en sygdom i udlandet, hvis ventetiden i hjemlandet er så lang, at sygdommen vil blive forværret. Dommen sikrede en engelsk patient 40.000 kroner for behandling på et sygehus i Frankrig. Dommen kan skabe problemer for det offentlige sygevæsen i Danmark, som i forvejen trues af konkurrencen fra de private sygehuse.
En anden sag af endnu større betydning var en dom af 12. september 2006, hvor det engelske slikfirma Cadbury Schweppes fik lov til at flytte sin skattebetaling fra England til Irland, hvor skatten kun er det halve af, hvad den er i England – og i Danmark. Dommen betegnedes af juraprofessor Erik Werlauff som en »ladeport for misbrugsmuligheder« og kan komme til at koste det danske skattevæsen milliarder af kroner.
Og for nylig viste Vaxholm-dommen af 18. december 2007, at det ikke længere vil være lovligt at lave faglige aktioner mod østeuropæiske firmaer, der underbetaler de medarbejdere, som de henter til Sverige eller Danmark.
En yderst væsentlig dom er i øvrigt ikke rettet mod et medlemsland, men mod EU’s ministerråd, som efter Kommissionens mening ikke var gået så langt, som rådet burde gøre.
Det drejede sig om kriminalitet i forhold til miljøet, hvor Ministerrådet nok ville fastslå, hvornår der var tale om miljøkriminalitet, men ikke hvor høj straffen skulle være. Det skulle de enkelte lande selv afgøre, mente rådet.
Det var Kommissionen ikke enige i, og i september 2005 gav Domstolen den medhold ved at fastslå, at straffene kan fastslås af EU’s ministerråd med kvalificeret flertal – en beslutning, som kan få betydning på mange andre områder end miljøet.
Indtil videre er Danmark dog undtaget fra denne bestemmelse – så længe vi bevarer det retslige forbehold.
En i manges øjne mere sympatisk dom faldt den 25. juli 2008, hvor Dieter Janacek fra München fik medhold i, at hans by skulle fremlægge en plan for nedbringelse af luftforureningen, der i München ligger langt over den af EU tilladte grænse – hvad den for resten også gør i adskillige danske byer.

Domme, der direkte er vendt mod Danmark
En række af Domstolens domme har været rettet direkte mod Danmark og har ofte været mere indgribende, end medierne har oplyst. Det gjaldt således den dom, der blev afsagt i 1988 om det danske forbud mod dåseøl. Kommissionen mente, at det var en handelshindring, men det mente dommerne i Luxembourg ikke. Danmark fik lov til at beholde sit forbud.
Til gengæld blev Danmark tvunget til at opgive sit krav om, at øl og sodavand blev solgt i flasker i ganske bestemte størrelser, hvilket har gjort det vanskeligt at fastholde den høje genbrugsprocent af flaskerne.
Noget tilsvarende skete i 1990, da Kommissionen ville tvinge Danmark til at afskaffe den høje afgift på nye biler. Domstolen gav ikke Kommissionen medhold, men tvang Danmark til at nedsætte afgiften på brugte biler fra udlandet. Det har betydet, at der nu indføres cirka 15.000 brugte biler om året.
I andre sager har Domstolen dog fulgt Kommissionens henstillinger. Det gjaldt således i 1991, hvor Domstolen omstødte skatteminister Isi Foighels bestræbelser på at bremse grænsehandelen ved at sætte grænser for, hvor store mængder af øl en dansker måtte slæbe over den dansk-tyske grænse.
Det gjaldt også den dom i marts 1992, hvor Domstolen erklærede, at det danske arbejdsmarkedsbidrag på 2,5 procent – ambi’en – var ulovligt, fordi det var i strid med EU’s 6. momsdirektiv.
Og året efter sagde Domstolen, at den danske licitation ved anlægget af Storebæltsforbindelsen var ulovlig, fordi man havde stillet krav om, at der i videst mulig udstrækning skulle anvendes dansk arbejdskraft og danske materialer. Dommen var afsagt i et sprog, der rystede selv en garvet EU-tilhænger som Erik Rasmussen fra ugebrevet »Mandag morgen«.

De seneste domme
Især i de sidste tre-fire år er der afsagt mange domme, der har været vendt mod Danmark.
I januar 2006 indskrænkede Domstolen således de danske forbrugeres rettigheder ved at forbyde en bestemmelse i den danske lov om produktansvar, der gik ud på, at de skulle kunne kræve skadeserstatning af den butik, hvor de havde købt et skadevoldende produkt. Hvis der for eksempel er tale om en kinesisk stol, der braser sammen, så man kommer til skade, skal forbrugeren i fremtiden rette kravet mod den kinesiske producent!
I marts 2006 fastslog Domstolen, at Danmark ikke havde ret til at kræve af importører af fødevarer, at de senest 24 timer inden modtagelsen af kødet skulle give myndighederne besked, så de kunne foretage de nødvendige undersøgelser af kødet.
Domstolen fandt, at dette krav var en handelshindring. Dermed gav man fri bane for uhæderlige importører, hvilket man har kunnet se i avisernes artikler om gammelt og fordærvet kød, der sælges i de danske butikker.
En virkelig alvorlig dom faldt den 30. januar 2007. Den gik ud på, at Danmark ikke kan fastholde, at indbetalinger til pension kun må trækkes fra, hvis de sker til firmaer, der er etableret i Danmark. Folk skal i fremtiden frit kunne vælge et udenlandsk pensionsselskab, hvis det er det, de ønsker.
Men indbetales pengene til et udenlandsk selskab, risikerer Danmark, at man ikke til sin tid får den indberetning om udbetaling af pensionerne, som er nødvendig, for at de kan beskattes. Hvis et større antal danskere vælgere at udnytte den mulighed, som EF-Domstolen har skabt, kan man blive nødt til at lave om på ordningen, så fradraget for pensionsindbetalinger afskaffes, og de udbetalte pensioner til gengæld bliver skattefri. Hvad det i givet fald vil betyde for opsparingen, er svært at vurdere.
Men det var ikke den eneste ubehagelige dom, der faldt i denne måned. Den 26. januar 2007 erklærede Domstolen, at loven om bopælspligt på landbrugsejendomme var ulovlig. Hermed afskaffede man en lov, der var blevet vedtaget i 1973 – umiddelbart efter Danmarks indtræden i det daværende EF. Loven, der på samme tid havde til formål at opretholde et antal ejendomme i landdistrikterne og at undgå, at store dele af dansk jord skulle være ejet af folk, der var bosiddende i udlandet, blev af alle betragtet som en forudsætning for det danske medlemskab. Og da bestemmelsen på samme tid ramte danskere og folk fra andre EU-lande havde Kommissionen ingen indvendinger imod den.
Alligevel tillod Domstolen sig med 35 års forsinkelse at erklære loven for stridende mod EU’s regler om kapitalens frie bevægelighed.
Endelig afsagde Domstolen så den 25. juli 2008 en dom om familiesammenføring, der har erklæret den nuværende danske udlændingepolitik for ulovlig. Dens virkninger er endnu ikke afklaret.

Sammenfattende betragtninger
EF-Domstolen har især i de seneste år udviklet sig til en frygtindgydende institution, der udnytter enhver lejlighed til at sikre EU mere magt. Og den har med stor dygtighed udnyttet de mange traktatændringer, der har været gennemført siden 1987 – EF-pakken, Maastricht-traktaten, Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten.
Samtidig er den en dybt udemokratisk institution, fordi dommerne er udnævnt af regeringerne, og EU-borgerne derfor ikke har nogen som helst reel mulighed for at påvirke dens afgørelser.
Domstolens eksistens og handlemåde er en af de stærkeste begrundelser for, at Danmark bør træde ud af EU. Og vi bør under alle omstændigheder kæmpe for at bevare vores undtagelser på det økonomiske, retsmæssige og militære område – den eneste beskyttelse vi på disse områder har mod EU.

Stenvad, den 27. august 2008, Sven Skovmand