skip to Main Content

Kvindekampdag 2018: Stadig masser at kæmpe for

Det halter med ligestillingen både herhjemme og i Bruxelles. EU-parlamentet er skævt som bare pokker, lyder det fra Rina Ronja Kari.

Offentligt ansatte til overenskomst-demonstration i vinterkulden. (Foto: Aage Christensen)

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og der er stadig masser at kæmpe for på ligestillingsområdet.

Sådan lyder det fra Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet, Rina Ronja Kari.

“Når EU’s medlemslande skærer på velfærden og kræver løntilbageholdenhed blandt de offentligt ansatte, rammer det i høj grad kvinder. Det er oftest kvinderne, der må træde til derhjemme, når børnehaven holder lukkedage eller bedsteforældrene ikke får ordentlig hjælp. Og det er i høj grad kvinder, der arbejder i de fag, som rammes af nedskæringer,” siger hun.

I tråd med EU-pagter

Kari peger på, at mange af nedskæringerne i det offentlige følger af budgetloven, der lægger lofter over udgifterne i kommuner og regioner. Budgetloven er den danske udmøntning af EU’s Finanspagt.

Også kravet om, at offentligt ansatte skal holde igen med lønnen, ligger i tråd med de økonomiske EU-pagter, som et flertallet i Folketinget har bestemt skal gælde for Danmark.

“Her tænker jeg især på Europluspagten, som Danmark og de andre EU-lande underskrev i 2011. Der står blandt andet, at alle landene skal sørge for reformer, der “sikrer at lønaftaler i den offentlige sektor understøtter den private sektors konkurrencedygtighed,” fortæller Rina Ronja Kari.

Skævt parlament

Også når det gælder politisk repræsentation er der langt til ligestilling.

“Man kan bare se på den boble jeg til dagligt bevæger mig i nede i EU-parlamentet. Det er skævt som bare pokker,” siger Rina Ronja Kari.

Kun 281 ud af EU-parlamentets i alt 751 medlemmer, eller 37,4 procent, er kvinder.

Endnu mere skævt ser det ud blandt de danske parlamentsmedlemmer. Her er kun fire ud af 13, eller 30,8 procent, kvinder.

Folkebevægelsens gruppe i parlamentet, GUE/NGL, vajer dog lidt op for skævheden. Her er 27 ud af 52 MEP’ere, eller 51,9 procent, kvinder.

“Det er et stort demokratisk problem, at befolkningen er så skævt repræsenteret i EU-parlamentet. Ikke bare i forhold til køn, men også i forhold til hvor i samfundet, folk kommer fra og ikke mindst i forhold til holdningen til EU. Vi kommer ikke uden om at EU-parlamentet er en temmelig elitær samling, som langt fra afspejler befolkningerne,” siger Rina Ronja Kari.


Folkebevægelsen mod EU har lavet en løbeseddel til støtte for den danske model i forbindelse med overenskomskampen. Den kan downloades her.

Flyer: Forsvar den danske model!

Download – Sort-Hvid
Download – Farve

Back To Top
X

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk