Liste N står fortsat til fremgang

Årets femte meningsmåling omkring valget til EU-parlamentet den 25. maj blev offentliggjort af Jyllands-Posten torsdag aften. Det er analysevirksomheden Wilke der har spurgt 1.244 danskere i perioden 10.-16. marts. Resultatet af målingen er, at Folkebevægelsen mod EU’s tværpolitiske liste N står til 9 pct. af stemmerne.

Resultatet ligger lidt over resultaterne af de første fire målinger foretaget af Gallup, A&B Analyse og Epinion, som gav liste N fra 7,3 pct. til 8,77 pct. af stemmerne. Gennemsnittet for liste N ligger nu på lidt over 8,4 pct.

Ved valget i 2009 gik Folkebevægelsen frem til 7,2 pct. mod 5,2 pct. i 2004. Et absolut sikkert mandat, der ikke påvirkes af, hvordan de øvrige stemmer fordeler sig, kræver 7,7 pct.

Wilkes måling viser også, at DF står til det bedste resultat (24,4 pct). Venstre får 24 pct., Socialdemokraterne 19,2 pct., Radikale Venstre 8,4 pct., SF 6,7 pct., LA 4,5 pct. og Konservative 3,8 pct.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk