fbpx Skip to content

Minister: EU forhindrer arbejdsklausuler

EU-ret forhindrer, at danske kommuner og danske regioner kan pålægges at bruge de selvsamme arbejdsklausuler, som allerede er gældende i staten og som er en forpligtelse grundet ILO-konvention.

Det fastslår Henrik Dam Kristensen, der er beskæftigelsesminister, på et samråd på Christiansborg, skriver Ugebrevet A4.

I samrådet gjorde ministeren det klart, at man ikke kan overføre ILO-konventionens bestemmelser fra det statslige område til det kommunale eller det regionale område.

Det skyldes, at Danmark tiltrådte konventionen før, vi blev medlem af EU.

Flere kritikere, herunder jurister, står dog uforstående overfor Henrik Dam, når han skubber EU-retten foran sig i forhold til arbejdsklausuler.

Lars Lyngse, der er ledelseskonsulent i 3F og specialist i EU-ret siger for eksempel:

“Det er fuldstændig nyt, og det er i direkte modstrid med alt, hvad man tidligere har sagt. Ministeren mangler at give en forklaring på, hvad der har ændret sig, så man lige pludselig ændrer fortolkning af EU-retten på det her område,” siger Lars Lyngse til Ugebrevet A4 og fortsætter:

“Jeg synes, ministeren har et forklaringsproblem, så det batter. Hidtil har man haft den klare juridiske fortolkning, at der ingen uoverensstemmelse er mellem EU-retten og ILO-konvention 94. Ministeren er ude på tynd is her,” siger han.

Back To Top