fbpx Skip to content

Ny udtalelse sætter fokus på social dumping i luftfartsindustrien

Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender i EU-parlamentet, har i denne uge vedtaget en udtalelse om social dumping indenfor luftfart. Rina Ronja Kari mener, at forslaget er et skridt i den rigtige retning, men at der er lang vej endnu.

Foto: Edwin Leong / commons.wikimedia.org
Foto: Edwin Leong / commons.wikimedia.org

EU-parlamentets Udvalg for Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL) vil gerne stoppe social dumping inden for luftfarten i EU-landene. Derfor vedtog udvalget den 12. oktober en udtalelse, som er henvendt til Transport- og Turismeudvalget.

“Det er netop et flyselskab som Ryanair, som jeg meget gerne vil forhindre i at give folk så ringe og uværdige arbejdsvilkår.”

Rina Ronja Kari

Forslaget giver en række bud på, hvordan man kan forebygge, at der sker social dumping for de 4,7 millioner mennesker, som aktuelt er beskæftiget inden for luftfartsindustrien i EU.

Respekt for ILO og menneskerettigheder

Nogle af nøglepunkterne i forslaget er et krav om, at arbejdsgiverne inden for luftfarten i EU som minimum skal overholde menneskerettighederne og ILO’s konventioner. ILO er De Forenede Nationers internationale arbejdsorganisation.

EMPL vil derudover sikre bedre arbejdsvilkår, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Et andet af de centrale punkterne i forslaget lyder, at man vil sikre alle ansattes ret til at tilslutte sig en fagforening og til at forhandle med arbejdsgiverne.

Derudover vil forslaget forsøge at mindske de såkaldt “falske selvstændige”. Dette begreb dækker over, at eksempelvis en pilot bliver ansat som selvstændig, så flyselskabet kan bruge piloten, når de har brug for ham, men uden at give nogen form for jobsikkerhed.

På den måde behøver selskabet kun at betale piloten, når de bruger ham, og de slipper samtidig for at betale ved sygdom eller andet.

Plads til forbedringer

EMPL-udvalget består af repræsentanter for forskellige politiske grupper og partier i EU-parlamentet, så derfor er forslagene et udslag af forhandlingsløsninger og kompromiser. Derfor lykkedes det ikke at vedtage et bud på, hvordan man kan stoppe de dårlige arbejdsvilkår. Forslaget lød på at, et flyselskab ikke skal kunne lande i EU-lande, hvis deres arbejdsforhold er ikke gode nok.

“Jeg synes, at det er ærgerligt, at dette forslag ikke blev vedtaget. Fordi det er et redskab, der kan mindske de dårlige arbejdsforhold inden for luftfart. Så selvom forslaget ikke er ringe, så er der afgjort plads til forbedringer,” siger Rina Ronja Kari og fortsætter “Vi har nyhed vedtaget en udtalelse med mange gode pointer, men uden viljen til at sætte hårdt mod hårdt og faktisk kræve egentlig handling. Dermed bliver det hurtigt bare endnu en omgang pæne ord og det er vi jo ikke tjent med.”

Ryanairs fik faglig modstand

Ryanair er et af de luftfartsselskaber, som er meget omdiskuteret i forhold til social dumping. De er blevet anklaget for at tilbyde deres ansatte dårlig løn, dårlige arbejdsvilkår og ingen overenskomster.

Ifølge forskellige kilder i den danske presse skulle nogle af Ryanairs stewardesser arbejde for under 10.000 kroner om måneden. Hvis en medarbejder er syg får han/hun ingen løn under sygdom.

I 2015 ville Ryanair have base i Københavns lufthavn. Derfor ville Flyvebranchens Personale Union (FPU) indgå overenskomster med personalet i Danmark. Det ønskede Ryanair ikke.

Derfor gik FPU til arbejdsretten, og vandt sagen. FPU kunne nu oprette blokade mod Ryanairs to baser i Danmark, og andre fagforeninger kunne lovligt indlede sympatikonflikter. Men inden nogen nåede at indlede sympatikonflikter trak Ryanair sig ud af Danmark.

Nu har Ryanair ikke nogen baser i Danmark, men de flyver stadig til og fra Danmark. Det sker dog uden fly og personale, der er baseret i Danmark.

“Det er netop et flyselskab som Ryanair, som jeg meget gerne vil forhindre i at give folk så ringe og uværdige arbejdsvilkår. Og med udtalelsen har vi lagt et ekstra pres på dem, det er bare vildt ærgerligt, at parlamentet ikke har mod til at sætte rigtigt ind med effektive instrumenter,” siger Rina Ronja Kari.

>> Læs Kommissionens luftfarts-strategi

Back To Top